Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Røgt og pleje

Du kan her give din kommentar til nyheden:

Måneblindhed


Kaldes også ERU (Equine Recurrent Uveitis) og er en alvorlig øjenlidelse hos heste, hvor der forekommer tilbagevendende betændelse af regnbuehinden* i øjet. Sygdommen er både svær at erkende og behandle og er den hyppigste årsag til blindhed hos heste. Navnet "Måneblindhed" er opstået, fordi man engang troede, at månens cyklus havde en betydning for den gentagne tilbagevenden af sygdommen.


Symptomerne er blandt andet øjensmerter, lysskyhed, tåreflåd og rødme og ses som regel kun i det ene øje. Der kan ses fremfald af blinkhinden, idet øjet trækkes ind i øjenhulen. Hornhinden kan være uklar og med indvækst af blodkar.


Behandlingen er medicinsk og retter sig mod at hæmme betændelsen. Der er eksperimenteret med operationer i udlandet.


Sygdommen skyldes en reaktion fra hestens immunsystem, og muligvis kan infektioner som fx kværke, herpes eller leptospirose** starte processen. Den præcise udvikling af sygdommen er dog endnu ikke klarlagt.


Tegn på øjenproblemer hos hesten er blandt andet sammenknibning af øjet, lysskyhed og hyppig blinken. Hestens øjenvipper bør stå ud fra øjet i en ca. 90 graders vinkel. Peger de i stedet nedad, er det et tegn på øjensmerter. Hvis man opdager tegn på et alvorligt øjenproblem er det meget vigtigt at ringe til dyrlægen straks. Hvis der er udflåd i øjet kan man rense dette med fx øjenbadevand. Man bør ikke påbegynde behandling med forskellige produkter, da forkert behandling kan have fatale konsekvenser for øjets funktion.



Rikke og Athinas kamp mod ERU:


I august får Rikkes springhoppe Athina problemer med det ene øje. Øjet løber, og hornhinden er dækket af gult materiale. Efter en øjenundersøgelse stilles diagnosen uveitis, og situationen er kritisk. Athina indlægges, får indsat et kateter i øjet og bliver behandlet. Efter et par dage kan hun komme hjem igen, hvor Rikke selv skal dryppe hende med øjendråber i et par uger. Athina skal endvidere gå med en konstrueret fluemaske, hvor det syge øjes side ikke kan få lys. Alt går efter planen, og Rikke starter ridningen igen. Men efter ca. 2 mdr. er der igen problemer, og efter kontakt til dyrlægen får Rikke recept på øjendråber, der skal dryppes i øjet hver 3. time i 4 dage og herefter trappes ned ved bedring. Øjet kommer sig igen, men efter 2-3 måneder vender betændelsen tilbage, og Rikke må igang med den intensive drypning af øjet igen. Det er nu tredje gang, at sygdommen er vendt tilbage, og situationen er ikke holdbar. Rikke og dyrlægen bliver enige om at forsøge med operation. Operationen skal udføres af en øjenspecialist udefra og indebærer indsættelse af et implantat i øjet.


Da måneblindhed er et hyppigt problem, bliver det spændende at følge, hvorvidt operationerne giver gode resultater eller ej. Lige nu er der desværre flere heste i Danmark, der bliver aflivet, fordi deres ejere ikke kan eller vil tage kampen med sygdommen op. Fremtiden giver os forhåbentlig flere svar og bedre muligheder for at behandle sygdommen med et godt resultat.


Når det handler om øjenproblemer, er det vigtigste, at hesteejeren er opmærksom og ikke tøver med at kontakte dyrlægen ved komplikationer. Rettidig indsættelse af behandling kan i sidste ende betyde forskellen mellem et blindt og et funktionelt øje.




*Regnbuehinden kaldes også iris, og er den runde membran i øjet der indeholder pigment og dermed giver giver øjet sin farve.


** Leptospirose er en sygdom, der skyldes infektion med bakterien Leptospira.



Kilder:
Netdyredokter.dk - "Tema om øjensygdomme hos heste" af dyrlæge Claus Bundgaard Nielsen, Aarhus Dyrehospital
http://www.merckvetmanual.com
http://www.myhorse.com
Beretning af Rikke Lorenzen



Nyt indlæg (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider