Du kan her give din kommentar til nyheden:
Hopperne trodsede regnen
Flotte resultater ved årets hoppekåring
Vejret var elendigt, men når nu ikke solen strålede, så var det godt, at hopperne gjorde det på Dansk Varmblod region 1's årlige hoppekåring på Vallensbæk ridecenter i søndags. En af de hopper, der strålede allermest og endte med den højeste karakter på dagen var Harløsegårds Rubina fra Per og Birgitte Antoft i Hillerød. Den 3-årige springhoppe er efter den tyske tophingst Quidams Rubin og med Lucky Light som morfar. Og hoppen høstede da også dagens største bifald, da den opnåede ikke mindre end to gange 9,5 under dagens løsspringning i ridehuset.
Den kommende springstjerne blev naturligvis udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue den 10.-12. september. En stor oplevelse for enhver avler. Men det bliver uden Birgitte Antoft. Parrets barnebarn skal nemlig døbes samme dag, og som hun siger: "Per tager nok af sted til eliteskuet, så bliver jeg hjemme og tager med til festen."
I perioder var der nærmest brusebad over Vallensbæk ridecenter. Men mellem dråberne så Dansk Varmblods dommer Poul Graugaard med egne ord "en af de rigtig gode årgange."
"Det der falder i øjnene er især, at der er mange flotte typer, og at en del af dem er særdeles velgående", siger Poul Graugaard. I alt blev der fremstillet mere end 90 hopper, de fleste 3-års men også en lille flok 2-års springbetonede hopper, og en del 4-års og ældre hopper.
Flere af hopperne opnåede meget flotte karakterer, og syv af hopperne skal af sted til eliteskuet. Foruden Harløsegårds Rubina, der blev dagens bedste springbetonede hoppe, er det dagens bedste dressurbetonede hoppe Søbakkehus Mia-bella e. Blue Hors Don Schufro, mf: Midt-West Ibi-Light fra Agnete Holmsted i Fredensborg. Lazanta Havdal e. Bøgegårdens Laurino, mf: Blue Hors Hertug ejet af Ole From Christensen i Grenå. Og Zacha e. Zardin Firfod, mf: Heslegaards Weltmeister fra Svend Jensen i Tune.
Udtaget blev også den 3-års springhoppe Holsteins Malou du Rouet, f: Balou de Rouet, mf: Charmeur fra familien Holstein i Roskilde. Den 4-års springhoppe Lillevangs Gabriola e. Ladas, mf: Kilian, ejet og avlet af Jytte og Poul-Erik Simonsen i Egebjerg ved Nykøbing Sjælland og 2 års hoppen Cool Survivor e. Blejsbergs Cooper, mf: Chico´s Boy fra Louise Normann i Gedsted.
Kilde: Pressemeddelse
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

