Du kan her give din kommentar til nyheden:
Helgstrand vinder VM sølv med Floricello
Favoritterne fejlede en efter en mens rideligheden sejrede til slut ved dette års VM for 5-års dressurheste. Andreas Helgstrand vandt sølv med den tyske oldenburghingst Floricello efter at have måttet være en tur omkring trøstfinalen. Maria Anita Andersen tog fjerdepladsen med Svalegårds Hottie - 0,04 point fra bronzen!
Det blev til sejr til den superridelige hannoveranerhoppe Scara Boa e. Scolari/Wolkenstein II nydeligt og sympatisk fremvist af Lena Stegemann. Derved gentog hun successen fra den indledende hvor hoppe også vandt overraskende men overbevisende karakterer. Hoppen satte i finalen ikke en hov fokert og stod hele programmet i en forebilledlig holdning. Samtlige overgange var korrekte og uden modstand og det tildelte 10-tal for ridelighed var absolut fuldt fortjent!
Til gengæld var gangartskaraktererne noget overophedede. Traven, der var velbalanceret savnede mere afskub og især skulderfrihed for at matche en fremtidig international tophest. Skridten var blød, rummelig og taktfast til 9,7. I galoppen, der var let regulerbar og i god balance savnedes igen mere skulderfrihed. Alligevel blev hoppen tildelt 9,0 for denne gangart. Dommerne roste hoppen for at udstråle en indre ro og tildelte 9,8 for samlet indtryk.
Det var også en meget overrasket guldvindende rytter man mødte til den efterfølgende pressekonferrence.
"Vi ankom med en forhåbning om på en god dag at ride os i finalen. Jeg var meget tilfreds med mit ridt i den indledende runde, men blev vildt positivt overrasket da pointene kom, det havde jeg slet ikke forventet!". Om guldhesten udtalte Stegeman: " Hun har den helt rigtig konkurrencementalitet. Hun yder altid mere end sit bedste"
Det var en næsten ligeså overrasket formand for dommerkomiteen, fra Holland Ghislan Fouarge, der efterfølgende måtte konstatere at rækkefølgen i dag også blev noget anderledes end han havde forventet, men som han udtalte: "Sådan er sport. Det var ikke den mest spektakulære hest, der vandt i dag, men det er positivt at se at man også kan vinde med virkelig god ridning."

Scara Boa (Foto: JP-Photo.dk)
Andreas Helgstrand red sig op fra en mindre vellykket tur i den indledende runde, hvor Floricello var tydeligt trykket og slog voldsomt fra i galopturen. I trøstfinalen var hingsten væsenligt forbedret og Andreas fik her vist hestens meget store kvalitet. I dag i finalen så vi en dejlig smidig kvalitetstrav, dog med taktfejl i den første øgning. Galoppen, der har rigtig god grundkvalitet, blev momentvis lidt spændt og krybende i bag med en mindre uoverenstemmelse i den ene kontra. Det blev til samlet 8,72 hvilket rakte til en fornem sølvmedalje til den tyske oldenburgerhingst.

Floricello (Foto: JP-Photo.dk)
Bronzemedaljen gik til Emmelie Scholtens, men overraskende på hendes "andenhest" KWPN avlshingsten Dorado e. Krack C/Rousseau. Dorado er en super charmerende hest med masser af kvalitet i alle 3 gangarter. Han bliver momentvis lidt snæver fortil og savner lidt styrke i kontragaloppen, men viste ellers en fejlfri tur og tog fortjent bronzen i dagens felt med samlet 8.70.

Dorado (Foto: JP-Photo.dk)
Maria Anita Andersen med Svalegårds Hottie red sig ind på en utaknemmelig fjerdeplads med et flot og stabilt ridt, alene med et lille uheld i den sidste skridtovergang. De opnåede samlet 8.66 blot 0.04 fra bronzen og 0.06 fra sølvet.

Svalegårds Hottie (Foto: JP-Photo.dk)
Se samlet resultat her
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

