Du kan her give din kommentar til nyheden:
Verden: Don Romantic-søn vinder 6-års kvalifikation
Det var idag tid til 6-års kvalifikationsklassen ved ungheste-VM i Verden. Selvom ingen af de danske ekvipager kunne ride sig direkte i finalen, så havde vinderhesten alligevel dansk islæt
Det blev en dejlig elastisk og særdeles velgående vallak efter den danske guldmedaljehingst Blue Hors Don Romantic, der fortjent løb med sejren i 6-års kvalifikationen. Vallakken, der lyder navnet Doubleyou W, har Rohdiamant til morfar og registreret i hannoveraner-regi. Han blev fremvist af Laura Stigler, der viste hesten på bedste vis. Traven er meget elastisk og smidig og han viste bl.a. meget flotte sidebevægelser og herligt et afskub i øgningerne (9,4). Skridten er jordvindende i helt klar takt (9,0). Galoppen er i særklasse med en helt utrolig skulderfrihed hvilket bl.a kom til udtryk i en helt fantastisk galopøgning (9,8). Ridelighedskarakteren blev på 8,8 med et samlet indtryk 9,4 hvilket gav en slutsum på 9,28.

Doubleyou W (Foto: JP-Photo.dk)
På andenpladsen kom sidste års vinder Sa Coeur e. Sir Donnerhall/Don Davidoff super administreret af rutinerede Eva Möller. Ekvipagen var første par på banen og dommerne måtte således op med de høje karakterer fra start. Den lydige vallak ligner stadig ikke en kommende international tophest, men han er særdeles velredet, står helt stabilt og er meget sikker i øvelsernes udførsel. Traven er velbalanceret, men man kunne ønske sig mere bøjning i sidebevægelser, samt mere afskub i øgningerne (9,0) Skridten er rentaktet og med stort overtramp (9,6) Galoppen er i god balance med store sikre changementer (8,8). Rideligheden blev belønnet med 9,0 og det samlede indtryk med 9,3 hvilket gav et samlet resultat på 9,14

Sa Coeur (Foto: JP-Photo.dk)
På tredjepladsen kom Helen Langenhanenberg med Damon's Delorange - et meget tiltalende afkom efter hendes top hest Damon Hill. Denne hoppe går med et besnærende smidigt og meget letfodet bevægelsesforløb. Eneste lille minus er et momentvis lidt overaktivt højre bagben. Traven er særdeles aktiv og smidig (9,0) Skridten er rentaktet (8,0) Galoppen er let af jorden med meget stor kvalitet (9,8) Rideligheden blev vurderet til 9,3 og det samlede indtryk 9,5, hvilket gav 9,12 samlet.

Damon's Delorange (Foto: JP-Photo.dk)
Der blev vist mange kvalitetsheste i toppen af feltet i dette års 6-års hold og der er lagt op til en meget spændende finale søndag hvor intet ser ud til at være afgjort på forhånd. Desuden var feltets charmetrold den særdeles velgående avlshingst Charmeur noget hormonpræget og blev vel kæk i dagens kvalifikation. Man må håbe at hans rutinerede rytter Emmelie Scholtens formår at holde roen på ham i trøstfinalen, da han bestemt er en hest der vil være interessant at se i en finale.
Bedste danske resultat blev leveret af Carina Nevermann Thorup og Sirikit på en 19. plads med samlet 7,48. Heiline's Hot Mix og Carina Reslow Krüth blev placeret på en 21.plads med 7.38 efterfulgt af Maria Anita Andersen på Katholt's Bossco på 22. pladsen med 7.32. Andreas Helgstrand og Møllegårdens Pas Partout slutttede med samlet 6.68 og en 31.plads. Dermed blev ingen af de danske ryttere direkte kvalificeret til finalen og må ride trøstfinalen i morgen lørdag.
Se samlet resultat her
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

