Du kan her give din kommentar til nyheden:
Jeppe tager det cool
Jeppe Rask er ansat i en stor travstald i Nordjylland, og her er der hver dag rigeligt at se til. Arbejdsdagene er lange, men det betyder mindre, når man brænder for sit arbejde. Lørdag skal den 20-årige travjockey ud i sit livs start.
Den svenske travbane Solvalla i Stockholm er som Nou Camp i Barcelona er for mange helt unge fodboldspillere. Det er drømmen om bare en enkelt gang selv at få lov til at træde ind på en arena, hvor kun det bedste af det bedste er samlet.
Nu er det ikke 90 minutter, som den 20-årige travjockey Jeppe Rask skal igennem, når han sent lørdag eftermiddag deltager i det 15. og absolut sidste travløb på Solvalla. Næ, her taler vi nærmere om cirka to minutter og 30 sekunder, så slutter den optræden. Så lang eller nærmere kort tid tager det nemlig i snit for de deltagende travheste at fuldføre de lidt over to kilometer, inden vinderen kan kåres, og de første penge fra totalisatoren kan udbetales til spillerne.
Ventetiden har været lang for Jeppe Rask, inden han på søndag skal køre sit allerførste travløb på Solvalla.
»Det har jeg hele mit liv gået og ventet på«, indleder Jeppe Rask, som til daglig er ansat i travtræner Bo Westergaards danske stald lidt nord for Nørresundby.
»Nej, så slemt er det ikke, men jeg har vidst det i et par uger, at jeg ville få chancen. Her blev jeg nemlig første gang spurgt, om det var noget for mig at komme ud og køre løb på Solvalla, og det skulle jeg jo ikke bruge flere minutter på at sige ja tak til. Så det har jeg så set frem til lige siden«, siger Jeppe Rask.
11 modstandere
I weekenden samles en række af verdens bedste travheste og deres trænere og kuske på det, som mange travfans betragter som Nordens mekka, Solvalla. Her køres et af verdens største travløb, Elitloppet, med hele tre millioner svenske kroner til vinderen.
Det løb kan den unge danske travjockey dog indtil videre godt skyde en lang pil efter. Han må i første omgang nøjes med lørdagens absolut sidste opgør, hvor 12 staldansatte skal søge lykken og sejren til en værdi af 100.000 svenske kroner.
»Nu har jeg jo haft lidt tid til at vænne mig til tanken om, at det nu snart skal ske. Det er klart, at det bliver stort, når jeg samtidig skal køre så god en hest som Sune Palema. Det er heldigvis en hest, som jeg kender rigtig godt fra den daglige træning, og som jeg har set i mange af hans tidligere starter«, siger Jeppe Rask.
Sune Palema er den hest, som har tjent flest penge af deltagerne, og det sammenholdt med, at hesten lige er blevet gået igennem fra top til tå af dyrlægen og har trænet rigtig godt siden sidste start, får stemningen hos Jeppe Rask til at løfte sig en anelse.
»Sune Palema har hidtil kun startet en gang i år, og selv om han vandt for min arbejdsgiver Bo Westergaard, så var man ikke helt tilfreds. Hesten er blevet fikset op og har siden trænet helt kanon, så jeg glæder mig vildt«, siger han inden sin Solvalla-debut.
Desværre har Jeppe Rask og Sune Palema fået et dårligt startspor, men alligevel kan Jeppe Rask se sin chance.
»Min hest er ikke lynhurtig fra start, så det bliver en rolig indledning på løbet, og kan jeg få en god rygposition på en af de mere betroede heste, så kan han godt levere en god afslutning«, siger han.
Det er allerede planlagt, at Jeppe Rask selv varmer Sune Palema op, så han ved egen kraft kan danne sig et indtryk af hestens dagsform - og samtidig mærke suset fra de op imod 25.000 tilskuere, som stadig vil være til stede ved eftermiddagens sidste opgør.
Drømmen om at blive træner
Der er ingen tvivl hos Jeppe Rask om, hvad det er for fremtidsperspektiver, der venter ham. Sigtet er selv en dag at bliver professionel travtræner.
»Det er i hvert fald det, som jeg arbejder hen imod. Jeg er rigtig glad for at være ansat hos Bo Westergaard og hans kompagnon Peter Jensen, så jeg går slet ikke og tænker 'trænertanker' lige nu. Jeg har som staldansat fået tildelt et stort dagligt ansvar, ligesom jeg har været heldig at få det, som alle staldansatte sukker efter, køreture i løbene«, siger han og tilføjer, at han selvfølgelig ikke for tid og evighed bliver hos sin nuværende arbejdsgiver.
»Jeg skal selvfølgelig ud og se noget andet på et senere tidspunkt, men lige nu koncentrerer jeg om de opgaver, som jeg har, hvor jeg er«, siger han.
Eftersom Bo Westergaard har stald både i Danmark og i Norge, så kender Jeppe Rask allerede en del til forholdene i det norske. Men når han til den tid skal vælge sit ståsted som træner, er han ikke i tvivl.
»Jeg har i en periode prøvet at bo og arbejde i Norge, og det har også været spændende og lærerigt, men det har bare været svært for mig at falde til, så det bliver højst sandsynligt i Danmark«, siger jockeyen, som i de sidste godt to år har været ansat i Team Westergaard.
For at lande en ansættelse behøvede Jeppe Rask, der stammer fra Lemvig, kun et enkelt mobilopkald og fem minutters ventetid, så var han i øvrigt ansat.
Tæller ikke arbejdstimer
Mange unge, som i dag prøver kræfter med travsporten, kan godt få sig et chok, når de først finder ud af, hvad det vil sige at arbejde i en professionel travstald. Her bliver der ikke skævet meget til arbejdstiden.
»Man skal i hvert fald ikke gå og tælle arbejdstimer, når man arbejder med travheste. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg vidste jo på forhånd godt, at man ikke bare er ansat 37 timer. Det kræver noget mere, eftersom der ofte er mange og lange rejser mellem de enkelte travbaner, men når man nu kan li' det, så følger de lange arbejdsdage automatisk med«, lyder konklusionen fra Jeppe Rask, som kan være en coming man i dansk travsport. Og måske sætter han sit personlige aftryk på Solvallas løb på lørdag, hvis han skulle gå hen og vinde jockeyelitens møde.
Tekst og foto af Teit Rasmussen, Hestesportens Medier
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

