Du kan her give din kommentar til nyheden:
Lone Kaj-Nielsen er født ind i galopsporten
Favoritten til årets første klassiske løb, Dansk 2.000 Guineas, er Cantenac, der er ejet af en af de mest dedikerede hesteejere, Lone Kaj-Nielsen, som har ti heste i træning hos to forskellige trænere.
Lone Kaj-Nielsen kan stadig huske det første derby, hun overværede. Det var i 1948, og vinderen var Skymaster. Hun er vokset op på Krathusvej i Charlottenlund lige over for Klampenborg Galopbane, og hendes mor, Enid Ingemann, havde væddeløbsheste hos Harry Stummann på Bindesbøllsvej lige over for.
»Så jeg er jo født ind i galopsporten. Min mor red selv løb og vandt Ladies Cup i 1931 eller 1932, og jeg blev med alderen mere og mere interesseret i galopsporten,« fortæller Lone Kaj-Nielsen, der sidder i sin egen loge på Klampenborg Galopbane. Hun red galopheste om morgenen i træning, og sammen med fætteren Henrik Leths kone, Lise Leth, red hun springkonkurrencer og military på Ordrupdal.
Da hun som 24-årig blev gift, red hun og hendes mand masser af konkurrencer og jagter - 125 i alt - og der var ikke tid til galopsporten. Interessen kom tilbage, da hun holdt op med at ride selv, og på åringsauktionen i 1987 købte hun to heste, Spencer Galla og Ekita, der kom i træning hos Inge Mette Dejgaard, men ingen af dem ikke viste noget særligt.
Har to trænere
Den begrænsede succes afskrækkede dog ikke Lone Kaj-Nielsen, og i Newmarket i England købte hun sprinteren Bodfari Street, der vandt fem løb for hende, og som efter væddeløbskarrieren blev kåret i Dansk Varmblod, men inden han rigtig kom i gang med avlskarrieren, døde han i 2009.
Senere købte hun Pomerol, men Inge Mette Dejgaard ville ikke have hesten i træning, fordi den var ustyrlig, og Lone Kaj-Nielsen spurgte derfor Bent Olsen, om han ville træne den.
Det blev indledningen til samarbejdet med Bent Olsen, der foreløbig har resulteret i derbysejren i 2008 med Master Kid, sejr i 2.000 Guineas med Kronhjort og årets hest i 2008, Reventon, der er helbror til Cantenac.
»Cantenac så jeg på stutteri Hjortebo som åring, hvor han bare så pragtfuld ud, men han ligner ikke sin bror. Han ligner mere Master Kid, der også har Academy Award som far, og jeg tror, at Cantenac ligesom Master Kid står både 1.600 og 2.400 meter. Det bliver så spændende med 2.000 Guineas, og vi kan bare håbe på, at løbet går godt, og at der ikke sker det samme som med Kronhjort, som fik sit derby ødelagt af en trængning,« siger Lone Kaj-Nielsen, der er meget påpasselig med at fordele hestene mellem sine trænere.
»Når jeg køber en hest til den ene træner, er jeg også nødt til at købe en til den anden. Men med ti heste i træning skal det jo også gerne løbe nogenlunde rundt, og mine to toåringer skulle jeg slet ikke have haft. Anthony efter Antoinette, der vandt Larch for mig i træning hos Inge Mette Dejgaard, købte jeg på auktionen sidste år, men det var egentlig hans lillesøster, jeg ville have haft,« siger Lone Kaj-Nielsen og ligner en, der godt kunne finde på at købe den også.
Gulerødder lokker
Galophestene er en vigtig del af hverdagen for Lone Kaj-Nielsen, efter at hun er holdt op med at ride selv.
»Det er en stor glæde at komme i stalden, og når jeg kommer ind ad døren, så vrinsker alle mine heste - og kun mine heste. Jeg har altid gulerødder med til dem, og da en af dem slap løs for nylig, bad Bent om at få en gulerod for at lokke den til sig, men det kom over til mig i stedet, og jeg kunne bare tage den. Det er utroligt, hvad man kan få for en gulerod,« smiler Lone Kaj-Nielsen.
Hanna Milling, Hestesportens Medier
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

