Du kan her give din kommentar til nyheden:
Frederikshavn Rideklub inviterer til DRF holdmesterskab i ponydressur
Der bliver travlt hos Frederikshavn Rideklub, når der i weekenden d. 31. august til 2. september endnu en gang afholdes DM i ponydressur. 25 hold med fire ekvipager på hvert hold. Så mange stiller til start, når Frederikshavn Rideklub (FRK) afholder årets danmarksmesterskaber i ponydressur i den sidste weekend i august. Det er lig med et stort opbud af ponyer, ryttere og forældre, der alle skal installeres på rideklubben og byens hoteller og campingpladser.
Stævnet løber fra fredag klokken 10.00 til søndag eftermiddag klokken 18.00 og afvikles på Frederikshavn Rideklubs fine udendørs faciliteter flot omkranset af det naturskønne område. Cirka 100 frivillige arbejder flittigt før, under og efter stævnet, så det afvikles på bedste vis.
Berider ved Frederikshavn Rideklub Dennis Fisker fortæller:
"Vi er glade for og stolte over, at Frederikshavn Rideklub for 3. år i træk er blevet tildelt DRF mesterskabet i ponydressur for hold af Dansk Ride Forbund efter de seneste to års succesfulde stævner. Vi glæder os til nogle gode dage med ridning af høj standard, hyggeligt socialt samvær omkring ridesporten og forhåbentlig godt sensommervejr. Vi er også glade for den store opbakning fra byens erhvervsliv omkring stævnet og vores frivillige, som yder en kæmpe indsats for at alting skal klappe".
Både sjovt og seriøst
De indledende klasser afvikles fredag og lørdag, mens finalerne rides søndag i tidsrummet klokken cirka 12.00-15.00 med præmieoverrækkelse klokken cirka 15.30. Danske Bank Frederikshavn er hovedsponsor for landsstævnet og udover DRF mesterskabet afvikles en særlig Danske Bank Cup søndag, hvor de ryttere fra kvalifikationsklasserne, som ikke går videre i mesterskabsfinalen, rider en separat finale. Danske Bank Cup finalen rides klokken cirka 16.30 med præmieoverrækkelse klokken cirka 18.00.
I løbet af stævnets to første dage afholdes der en supplerende konkurrence "Stemning til hest - hvem er bedst?" med formålet at skabe en ekstra god stemning under stævnet. Et element i denne konkurrence er en sangkonkurrence fredag aften, hvor de 25 deltagende hold inkl. supportere dyster mod hinanden.
Program og resultater
Frederikshavn Rideklub (FRK) er en af Danmarks smukkest beliggende rideklubber i naturskønt fredet område, idyllisk omkranset af Pikkerbakkerne og Vandværksskoven. FRK blev grundlagt i 1964 og har p.t. ca. 260 medlemmer og ca. 60 heste opstaldet fordelt på 3 stalde, heraf 15 elevheste. FRK råder over 22 tønder land, som primært anvendes til folde. Klubben har gennem de senere år gennemgået en gennemgribende renovering og fremstår i dag som et moderne ridecenter med 2 ridehaller, 3 udendørs dressurbaner, 1 udendørs springbane, solarium, 2 vaskepladser samt et stort klublokale. FRK tilbyder undervisning i dressur og springning samt handicapridning og ridemærker. FRKs motto er "for bredden og eliten" og FRK er kendt for sin gode klubånd og gæstfrihed. Klubbens berider og daglige leder er Dennis Fisker.
Adresse:
Frederikshavn Rideklub, Donbækvej 21, 9900 Frederikshavn
Kilde: Frederikshavn Rideklubs pressemeddelelse

Arkivfoto: JP-Photo
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

