Du kan her give din kommentar til nyheden:
Over 100.000 kroner til Børnecancerfonden
Den store Børnecancerfondens Dag på Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag kastede langt mere af sig til de kræftramte børn end forventet. Blandt andre sangeren Jette Torp var med til at trække mange tilskuere.
Det første synlige bevis på succesen var den check på 14.738 kroner, som Danske Spil donerede. Beløbet er overskuddet af spillet i et af løbene, og det var dobbelt så meget, som banen havde forventet.
»Publikum har virkelig bakket op omkring begivenheden, og jeg bliver meget skuffet, hvis vi ikke kommer over 100.000 kroner, når det endelige resultat bliver opgjort på tirsdag,« sagde banens direktør, Karl Kristian Guldhammer. Han forventer, at alene banen vil cirka 12.000 kroner til det gode arbejde, dertil kommer alle sponsorerne og Team Rynkeby Østjyllands overskud på dagen.
Sangeren Jette Torp og hendes mand, Claus Pilgaard, gav mellem løbene to minikoncerter, og det hyggede de sig vældig godt med.
»Jeg er helt vild med at være her, for der er sådan en hyggelig stemning. Det ligesom en tidslomme at træde ind i, der minder mig om gamle dage, sådan som vi husker det fra film. Dejligt, at væddeløbssporten stadig er her,« sagde Jette Torp.
Det er hyggeligt og spændende
Anna Maj på 11 år er et af de børn, som hele begivenheden var sat i værk for. Sammen med cirka 20 andre børn og deres forældre var hun inviteret til både væddeløb og de mange aktiviteter.
»Det er rigtig hyggeligt og meget spændende at se hestene løbe. Jeg har fået penge af min far til at spille, og jeg har vundet alle tre gange,« fortalte Anna Maj, mens hun med velbehag spiste en hapsdog. Hun har haft kræft i det ene ben i cirka et halvt år.
Auktioner og lotterier
Alle metoder til indsamling af penge blev taget i brug, blandt andet boder, hvor der fx blev solgt kager og kaffe, samt forskellige lotterier, hvor der kunne vindes en bil.
Klampenborg Galopbanes 'huskunstner' Jeppe Eisner havde doneret to signerede særtryk til den gode sag. Siden 1996 har han hvert år lavet en særlig derbyplakat til banen.
Desuden var en samling af derbyplatter fra Dansk Trav Derby under hammeren. De var skænket af anonym samler og viser de sejrende heste fra travderbyerne 1976, 1979-2001, i alt 24
styk.
Team Rynkeby Østjylland, der var en af drivkræfterne bag arrangementet, havde en del boder, hvor tilskuerne kunne teste sig selv, og også overskuddet herfra går til Børnecancerfonden.
Af Hestesportens Medier

Formand for banen Lindhardt Jensen overrakte på vegne af Danske Spil checken til direktør Marianne B. Nielsen fra Børnecancerfonden. I midten er det Lone Kristensen fra Jydsk Væddeløbsbane. Foto: Ole Hindby.

Omkring 2.700 tilskuere havde fundet vej til Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, det højeste antal i år. De kunne blandt andet teste sig selv på cykel i Team Rynkeby Østjyllands telt. Foto: Ole Hindby.

Jette Torp og hendes mand, Claus Pilgaard sang flere af deres mest kendte numre. Foto: Ole Hindby.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

