Du kan her give din kommentar til nyheden:
Storslået sejr til Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i Gorrissen Federspiel DM i dressur
Det blev til en overbevisende sejr og dermed en guldmedalje til Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby i dette års Danmarksmesterskaber i dressur, der blev afviklet på Broholm Slot. Ekvipagen opnåede dagens højeste score i kür, der blev bedømt til 83 %. Sølvmedaljen gik til Joachim Christian Thomsen, mens Sidsel M. Johansen sikrede sig bronzemedaljen i mesterskabet. Generelt var niveauet i dette års Danmarksmesterskab meget højt, og det lover godt for det kommende OL i London.
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby brillerede
Med et perfekt og fejlfrit kürprogram, der blev belønnet med 83 %, red Nathalie zu Sayn-Wittgenstein (SPR) sejren hjem på Digby i Gorrissen Federspiel DM i dressur i suveræn stil. Parret red til musikken fra musicalen West Side Story, og igen viste de perfektion i de samlede øvelser, hvor piaffe og passage er i særklasse. Digby udførte øvelserne dejligt afspændt og med stor smidighed, og det var en tydeligt, at Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var tilfreds med dagens ridt efter afslutningen. Den samlede score blev på 237,143 % i mesterskabet.
"Digby er blevet bedre dag for dag i dette mesterskab. I går slog vi vores personlige rekord i Specialen, og i dag slog vi vores personlige rekord i küren. Digby var fantastisk gående, og alt gik op i en højere enhed. Det er mit tredje danske mesterskab på tre forskellige heste, hvoraf to er hjemmeavlet, så jeg er meget glad." udtalte Nathalie zu Sayn-Wittgenstein om sit ridt.
Joachim Christian Thomsen vandt sølv
Mesterskabets helt store og positive overraskelse var Joachim Christian Thomsen (VAL) på hesten Akeem Foldager, der i dag red sit første Grand Prix kürprogram nogensinde. Til tonerne fra Twilight-filmene leverede ekvipagen et super program, hvor især piaffe- og passageovergangene lykkedes flot, og øvelsen fra fri galop til dobbelt galoppirouette var super. Dagens kürprogram blev belønnet med 78,80 %, og det udløste sølvmedaljen med en samlet score på 228,217 %.
"Det er et helt fantastisk resultat, vi har opnået til dette mesterskab. Akeem har udviklet sig utrolig meget, siden jeg fik ham, og det lover meget godt for fremtiden." sagde Joachim Christian Thomsen efterfølgende.
Johansen og Schianto dansede sig til bronze
Til tonerne fra operaen Carmen dansede Schianto under Sidsel M. Johansen (MSR) sig til bronzemedaljen i Danmarksmesterskabet. Parret leverede et næsten fejlfrit ridt, hvor højdepunkterne især var 2'er changementer, der blev udført på buet spor, direkte efterfulgt af 1'er changementer, Hele programmet bar præg af en særdeles veloplagt Schianto, der fik alle øvelserne til at se legende let ud. Ekvipagen fik 77,85 % for deres kür, og det gav et samlet resultat på 221,847 %.
En meget glad Sidsel Johansen udtalte efterfølgende: "Vi skulle hente 0,8 % for at få medalje, og det lykkedes, så det er helt fantastisk. Schianto er i topform lige nu, og det, jeg skal gøre som forberedelser frem mod Aachen, er at holde ham i godt humør, det vil sige en masse turer i skoven og tid på folden."
Efter dagens mesterskab havde landstræner Rudolf Zeilinger følgende kommentarer til det forestående OL og de danske dressurrytters præstationer:
"Niveauet er blevet højere de sidste år, og i år så vi et meget højt niveau til DM. Det ser godt ud for dansk dressur fremadrettet, der er flere ryttere at vælge mellem på det høje niveau, og de unge ryttere er med helt fremme, hvilket lover godt for fremtiden. Hvad angår OL vil vi helt klart kæmpe for at opnå en bronzemedalje."
OL venter forude
Til august venter den største sportsbegivenhed i verden - nemlig OL i London. Tre dressurekvipager og en reserve skal udtages til at forsvare den bronzemedalje, som det danske landshold så fantastisk fik i hus ved OL i Hong Kong. OL afvikles i dagene fra den 28. juli og frem til den 9. august. Den danske bruttogruppe i dressur består af Andreas Helgstrand, Anna Kasprzak, Anne Troensegaard, Anne van Olst, Lisbet Seierskilde, Lone Jørgensen, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Sidsel M. Johansen. Den endelige udtagelse vil ske den 6. juli efter holdkonkurrencen ved det internationale dressurstævne i Aachen.
DRF Live
Kilde: DRF

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby (Arkivfoto: JP-Photo)
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

