Du kan her give din kommentar til nyheden:
Bidt af en gal Breyerhest
Det at være bidt af heste behøver ikke altid at betyde, at hesten skal være levende og pelset. Der er mange aspekter, og Breyerhesten er en af dem. Hele konceptet startede i USA i 1950, men det har også efterhånden vundet ganske meget indpas i Danmark, hvor samlere stiller til shows og nogle sågar laver deres egne eksemplarer.
De største Breyerheste hedder Traditionals, og de er kendt på at være kopier af berømte heste fra virkelighedens verden. Det være sig spring-, dressur-, væddeløbs-, travheste m.m. - eller heste der er højt præmieret inden for deres egen race, eller måske er hesten kendt fra en film el.lign.
Hestene er utroligt detaljeret. I hele produktonsprocessen er de gennem mange hænder for at få alle detaljer med, og hver og en er håndmalet.

Elvis Presley på Rising Sun
Venligst udlånt af Gila Horsefair
Samlere i alle aldre
Samlere af Breyerheste er repræsenteret i alle aldersgrupper. Dog er de fleste ældre samlere bosiddende i USA, da Breyer kom frem der helt tilbage i 1950. Nogle af disse har ganske anseelige samlinger der blandt andet indbefatter meget sjældne heste, der kun laves i ganske få eksemplarer og kan opnå en ret stor værdi.
Der er mange forskellige samlertyper. Nogle samler kun på arabere, andre på hvide heste, væddeløbsheste, heste med højt løftede haler - eller bare dem de nu engang synes, er de flotteste. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.
Frihed til kreative udfoldelser
En Breyerhest er ikke bare en Breyerhest. Det står enhver frit for at udforske og udfolde kreative evner, når først hesten er kommet hjem i stalden. Nogle samlere laver utrolig detaljeret udstyr til hestene - ægte lædersadler med bittesmå specialfremstillede spænder, stigbøjler m.m.
Der er også samlere der laver custommodeller. I den helt milde ende ommaler man blot en model.
Men der er også nogle, der opvarmer/blødgør modellerne, så de kan ændre ben-, hoved-, øre-, hals- eller halestilling - og de hardcore, de skærer div. dele af hestene og modellerer selv nyt - eller bytter rundt på flere forskellige hestes lemmer - måske sætter de også ægte hår på i stedet for de eksisterende plastikmaner og -haler, for derefter at male hestene. De rigtigt dygtige kan få pæne priser for deres custommodeller, og i Danmark har vi faktisk et par stykker, der er rigtig gode.
Konkurrencer
Især i USA er der en del Breyerfotokonkurrencer, man kan deltage i, hvor det gælder om at sætte sin hest op i noget, der minder om et naturligt miljø, så hesten ser virkelig ud. Vinderne får diplomer - og nogle gange pengepræmier!
Men også i Danmark konkurreres der. Her laver man Breyershows, der mest minder om et dyrskue. Man kan deltage i forskellige klasser og det er så selvfølgelig udvalget af egne heste, der afgør, hvilke klasser man stiller op i. F.eks kan der være en klasse der hedder "Koldblod".
Igen er der frihed til kreativet. Måske man i sin tid har købt en Belgier, der hed Oliver og en Tinker, der hed Irish Rose. Måske man synes, at Belgieren mere ligner en Jysk hest, der burde hedde Konrad, jamen så tilmelder man den som sådan og Tinkeren giver man også nyt navn.
Alle deltagerne i f.eks koldblodsklassen stiller deres heste på bedømmelsesbordet. Nu er alle med til at give hestene point (dog må man ikke stemme på egne heste) efter hvor godt de deltagende heste repræsenterer deres race. En vinder findes, og hesten får diplom og ejeren en mindre præmie.

Venligst udlånt af Gila Horsefair
Klasserne spænder vidt fra raceklasser over udstyrsklasser, equipageklasser, farveklasser, hoppe + føl-klasser, hingst + føl-klasser osv. - og ofte også en temaklasse - Det ER jo leg!
Ofte er der også workshop på en showdag, hvor man kan få gode råd af erfarne samlere. Alle shows foregår i en glad, hyggelig og uhøjtidelig stemning, hvor man mødes om en fælles interesse på tværs af alder, og man er velkommen, uanset om man først lige er begyndt at samle og kun har en enkelt hest, eller om man kan stille med en repræsentant for alle racer inkl. udstyr og stalde. Der er plads til alle.

Venligst udlånt af Gila Horsefair
Det næste show i Danmark afholdes af Gila Horsefair, hvor en hardcore custommaler vil stå for workshoppen. Det vil være første gang, de holder et show over to dage. Det gøres for at slippe for noget af det tidspres, der er, når mange klasser skal afholdes, og der skal også, som det sig hør og bør til et Breyershow, være plads til både hygge og stiftelse af nye Breyervenskaber.
Showet afholdes 5.-6. april og man kan se meget mere om det, eller spørge til det, på Gila Horsefairs facebookside.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

