Du kan her give din kommentar til nyheden:
Hvad med Ponygames?
Hvorfor ikke prøve noget nyt med din pony (eller hest)? Du har sikkert hørt om det før - breddedisciplinen Ponygames. Ponygames er en gren af vores sport, som er forholdsvis ny. Den henvender sig til børn og unge i alle aldre og på alle niveauer. Det er ikke nødvendigt at være god til hverken dressur eller spring for at være med - alle kan blive gode til at ride ponygames!
Hvert år først på sommeren holdes der landsfinaler i Ponygames, og alle klubber under DRF har mulighed for at kvalificere et ponygameshold hertil. Hvis der er flere klubber i et distrikt, der stiller et hold, bliver der afholdt distriktsmesterskab, hvor de bedste hold kvalificerer sig til Landsfinalen.
Ponygames er en holdsport, hvor det er muligt at være op til fem på et hold. Ponygames er en stafetleg, hvor holdene gennemrider forskellige lege på tid. Der er forskellige former for lege og baneopstillinger og mulighederne er mange. Der er disciplinblade for alle 32 lege, der beskriver, hvordan de skal afvikles i konkurrence. Som eksempel kan nævnes flagstafet, hvor det gælder om, at samle et flag op et sted på banen og med høj fart ride hen og placere det i en holder for derefter at ride tilbage til start, hvorefter det er den næste holdkammerats tur.
For at starte med at ride ponygames kræves ikke det store udstyr, og meget af det kan I måske lave selv. Til flagstafet skal fx bruges: flag, og to bøtter, skåle eller beholdere. Derudover skal I bruge en bane, som er min. 5 m bred og max 35 m lang og så er I godt startet. Banen til konkurrencer kan være af græs, grus eller indendørs, men når I træner derhjemme, bestemmer I jo selv, hvordan banen skal laves.
Ponygames er den af breddeaktiviteterne, der af Dansk Rideforbund bliver beskrevet med ordene "balance og motorik" og er med til at give både ryttere og ponyer (heste) en udfordring, de normalt ikke får i det daglige.
Dette kan måske være en opfordring til at bruge vinteren på at træne ponygames med dine kammerater i rideklubben, så I er klar til konkurrencer til foråret.
Læs mere om Ponygames på Dansk Rideforbunds hjemmeside og Dansk Rideforbunds breddereglement er lige udkommet og kan læses her.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

