Du kan her give din kommentar til nyheden:
Fredericia Rideklub sætter bommen højere
Efter succesfuld afvikling af DM går klubben nu efter flere arrangementer.
Ambitionerne har fået et ekstra hak opad, efter at Fredericia Rideklub med stor succes afviklede DM i indendørs spring forrige weekend. Afviklingen af arrangementet fik topkarakter fra Dansk Rideforbund, så nu går Fredericia Rideklub efter mere.
- Det hele klappede, og vi har fået ros fra både publikum, deltagere og fra Dansk Rideforbund, fordi vi både på det praktiske og det sportslige plan havde organiseringen på plads. Vi er afgjort klar til at gøre os gældende til større arrangementer, fordi vi har faciliteterne og erfaringen til at afvikle store stævner, siger berider Tommy Lundby, som også er daglig leder i Fredericia Rideklub.
Flere hundrede heste skulle forrige weekend opstaldes, ryttere, medhjælpere og frivillige skulle bespises, og hele afviklingen af stævnet skulle være på plads -- en kæmpe opgave for rideklubben.
- Det var heller aldrig lykkedes uden vore gode sponsorer. Dem skylder vi stor tak, og vi håber, de fortsat er med os, når vi går efter de store stævner, siger Mikael Pedersen, sponsoransvarlig i Fredericia Rideklub. Han ærgrer sig dog over, at næsten ingen lokale virksomheder har været med på sponsorholdet, men han håber, det kommer.
- Både DM, som vi forhåbentligt også skal afholde de næste par år, og de andre store som små stævner og arrangementer er jo med til at sætte Fredericia på danmarkskortet, ja på verdenskortet, og sponsorer går netop efter at blive set vidt omkring, så jeg håber, vore lokale virksomheder kommer på banen, så vi sammen kan slå på tromme for Fredericia. De er meget velkomne, siger Mikael Pedersen.
- Allerede den 22. - 24. april slår vi igen dørene op, denne gang for et distriktsstævne i spring for både hest og pony" fortæller Mikael Pedersen, "så der er stadig rig mulighed for at blive set og hørt som sponsor hos os.
Både Tommy Lundby og Mikael Pedersen understreger, at de skylder en stor tak til klubbens mange frivillige hjælpere, Støtteforeningen Vennerne, Boller Rideklub og Grindsted Landbrugsskole. Som en tak for indsatsen inviterer Fredericia Rideklub alle hjælpere, medlemmer og sponsorer på tur lørdag den 7. maj til Schou & Skouboe's DM i spring.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

