Du kan her give din kommentar til nyheden:
Blue Berry Hill søger testryttere
Det er ved at være tid til den afsluttende eksamen for den første årgang Instruktører fra Blue Berry Hill. De studerende har gennem et helt år fordybet sig i emnerne Adfærd og Læringsteori, Anatomi og Biomekanik, samt Rytterpsykologi og Coaching og nu skal deres evner testes for sidste gang inden de kan kalde sig BBH Basis Instruktører. Der har tidligere i forløbet været afholdt en midtvejseksamen og i dag er ti ud af de oprindelige tretten, der startede på uddannelsen, klar til den afsluttende eksamen.
Eksamen består af en mundtlig del samt to praktiske dele, der alle overværes af forskellige censorer i form af adfærdsforsker Janne Winther Christensen, dyrlæge Marianne Dahl-Jensen og erhvervscoach Annette Klausen. Under den praktiske del underviser Instruktørerne en testrytter, de ikke tidligere har mødt. De bedømmes den første dag på deres evne til at læse eleven og dennes hest, deres formidlingsevne og indføling, samt deres praktiske håndtering af de udfordringer der dukker op undervejs i lektionen. Anden dag underviser Instruktørerne samme testrytter, men skal denne gang demonstrere en forståelse for testhestens anatomi, bevægemønster og muskelsætning, samt kunne redegøre for et fremadrettet træningsprogram, der kan tilgodese testekvipagens forudsætninger og ambitioner. Og så skal de naturligvis være i stand til at få testrytteren til at føle sig tryg og i gode kompetente hænder!
Instruktørerne kommer fra meget forskellige discipliner og med helt forskellig baggrund, fra traditionelle dressur og springryttere der dyrker konkurrenceridning, en psykoterapeut som bl.a. arbejder med rideterapi, instruktører med baggrund i islandshesteverdenen, nogle med baggrund i akademisk ridning og en dyrlæge-studerende til en indehaver af en shetlænderrideskole for børn. Altså et utroligt bredt felt, der efter eksamen kommer ud i verden med en fælles basis forståelse, tilsat deres egen stil og erfaringsgrundlag med et ønske om at gøre en forskel indenfor forskellige områder. Netop brobygningen mellem rideverdenens forskellige genrer er meget vigtig på uddannelsen.
"BBH's kernefilosofi er at lære ryttere og instruktører, gennem vidensbaseret hestetræning og de bedste elementer fra horsemanship, akademisk ridning, klassisk dressur og moderne konkurrenceridning, at frembringe kompetente ryttere, sunde heste og den største RIDEGLÆDE" siger stifter af uddannelsen, Susan Kjærgård og fortsætter: " Det har været ekstremt inspirerende for mig at arbejde med instruktørerne og se dem udvikle sig henover året. Selvom jeg nok også vil have nerver på til eksamen, på deres vegne, så har jeg også en ro, fordi jeg VED de alle sammen er dygtige og kan stå distancen overfor ryttere, tilskuere og censorer når det virkelig gælder næste weekend".
Bliv Testrytter
Testrytterne er naturligvis meget vigtige for hele konceptet og BBH har heldigvis haft besøg af rigtig mange ryttere gennem året, både til midtvejseksamen og 3-dages samlingerne hvor instruktørerne har undervist på livet løs. Der er ledige pladser hvis du har lyst til at være testrytter til eksamen d. 19 og 20 marts. Eneste krav er at du ikke får undervisning på BBH til hverdag, men ellers er alle typer af ekvipager meget velkomne.
Du kan læse mere her.
Kilde: Pressemeddelse
Nyheder på Facebook? Meld dig ind i Redaktionens Facebook gruppe her.
Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning

