Jeg sætter heller ikke mine ben på landbohøjskolen igen.
Da jeg var 13 år, kom min elskede dv hoppe til skade på folden. Primadonne var blevet angrebet hårdt af en anden hest.
Der blev ringet efter dyrlæge da det ikke så så godt ud, hun stod klamt op i et hjørne ad boksen, med bendet trukket op under maven og kæmpe næsebor.
Min egen dyrlæge tilså hende i 3 dage, to røngent osv, men han kunne ikke finde ud af med sikkerhed om hasen var brækket eller om der var slået en flig af. så han anbefalede at hun blev kørt til LBH og det blev hun så straks.
De var en masse som tog imod hende, og de sagde det ikke så så slemt ud (hesten travede ud på 4 ben 
)
de fik mit hjemme nr (eller mine forældres) og lovede at ringe hver dag.Det gorde de også, de fortalte mig at de havde måttet sende røngentbillederne til sverige, da de ikke selv kunne blive enige, og hendes ben var brækket. Men at hun bare skulle have en skinne på, i et halvt år, og så ville hun blive god igen.
Hun ville dog kun kunne bruges til tur, men så kunne jeg jo få det føl hun sku fole 3 mrd senere.
De lovede mig guld og grønne skove og jeg var lykkelig- min hest kom snart hjem igen.
På 4 dagen ringer de og taler med min far. De fortæller at Prima har mange mange smerter, og at hendes ben aldrig blir godt. vi kan godt sætte skinne på (som er meget dyrt) men så må hun kun stå i en boks, da hun kan skvatte over en sten g så ville det brække igen.
Hun havde ingen fremtid, ikke engang som avls hoppe. Min far valgte at hun skulle aflives, for det var ikke et liv for hende.
jeg var så sønderknust, og talte ikke til min far i et halvt år, for det var hans skyld- de havde jo lovet mig at hun kom hjem igen.
Det gør sku stadig ondt i hjertet at fortælle hvordan hun endte sine dage, hendes lidelser ku ha været stoppet længe inden
(i hvert fald det meste af tiden)
