Jeg har tidliger lovet, at komme frem med de dokumentationer jeg har over jerskoens dårlige indflydelse.
Her er det så - et lille uddrag fra bogen "Gør din hest til en VINDER".
Den er lavet af Sleipner Sport, og udgivet i 1990 (lang tid før der var noget der hed 'barfods-heste').
Det uddrag af bogen, som kommer frem hér, omhandler deres forskning af hestehove og jernsko:

.........

Fokus på århundreders største hesteproblem



Belastningsskader halverer hestens levetid

I 4000 år har hesten båret byrderne og trukket læsset for civilisationens udvikling.
Den har været krigernes, de opdagelsesrejsendes, pionerernes, nybyggernes, bøndernes og alle transportsystemernes fundament igennem alle tider.
Den har lagt kræfter til industrialiseringens første skridt – og den har bogstavelig talt slidt sig op som menneskets vigtigste arbejdsdyr.

Først da bilen og traktoren kom til, skulle hestene til at ha’ det sjovt i stedet for. Som sportsheste…
Men for hestene blev denne nye tilværelse langt hårdere…

I de gamle dage, da hestene for alvor måtte arbejde for føden, regnede man med en gennemsnitlig levealder på over en snes år – hvor de fleste af årene var aktive arbejdsår.
Nu, hvor heste og mennesker først og fremmest skal have det rart og sjovt med hinanden, er gennemsnitsalderen faldet drastisk. Til under det halve – altså mindre end 10 år.
Og for heste, der virkelig dyrker sport på topplan, er der kun ganske få år fra start til mål på livsbanen.
De bliver simpelthen slidt op, fordi belastningerne er for store.

Man har vænnet sig til, at det nu engang er prisen, som hest og menneske må betale for de oplevelser, glæder og resultater, de kan give hinanden – og måtte lære sig at leve med, at det kan gøre ondt på både hest og økonomi at satse på sin hobby. Fordi man ikke har haft andre muligheder – og fordi man altid har haft myten om hestens svage ben at støtte sig til.

Myten om hestens svage ben

Dårlige hove, svage koder, ømme led, hævede sener, forkert belastede muskler, rygsmerter og mange andre symptomer er alt for hyppigt forekommende i de fleste stalde.
Man gør, hvad man kan for at lindre med støttebandager, varmelamper, lune dækkener o.s.v. og behandler symptomerne med f.eks. sygebeslag og ledvæskeindsprøjtninger i dyre domme.
Man accepterer det, fordi man ikke kan gøre noget ved det – og fordi man jo har vænnet sig til myten om den sarte hest.

Men selvom de mange symptomer giver stærk næring til myten, må man sætte et stort spørgsmålstegn ved den. For hvorfor skulle naturen, der ellers plejer at lave tingene på den bedst mulige måde, have taget fejl, da den udviklede hesten?
Fra naturens side er den udrustet til at klare de mest utrolige ting.

Som steppedyr er den skabt til at løbe hurtigt på de hårdest tænkelige underlag over lange strækninger – uden at benene går i stykker.
Derfor må man gå ud fra, at hesten og dens bevægelsessystem er udviklet ideelt fra naturens side – og at dogmet om de sarte ben og det svage bevægelsessystem må skyldes et eller andet, som civilisationen har gjort ved hesten.



Mange mulige syndere – men de fleste delvis frikendt

Årsagerne til at skader sker, kan søges mange steder.
Sportshestens mange passive timer i en boks vekslende med ganske få timers hårdt arbejde, er ikke naturligt for hesten, der er født til et liv i bevægelse – og især den bratte overgang til den hårde træning kan være en belastning for bevægelsessystemet.
Det er jo heller ikke hestens medfødte natur at bevæge sig med den ekstra vægt af rytteren på ryggen.

Nogle mennesker mener, at træningen er hård ved hesten – men ser man på hele hestens muskelmasse og energiressourcer, skal man op på et temmelig højt ydelsesniveau for at risikere overtræning.
Myten om at hestens ben er sarte og svage, kan også hente støtte i billedet af den moderne, elegante ridehest.

Målrettet opdræt og intensiv forædling har gjort hesten større og smukkere end nogensinde.
Med stor, muskuløs fylde i kroppen – men med et spinkelt fundament. Man kan næsten ikke lade være med at tænke på, om de tynde ben nu også kan bære den store krop, når alle kræfterne slippes løs.
Men her er sjældent grund til frygt.

De spinkle ben er naturlige for hurtigtløbende dyr – idet bevægelsesmusklerne ligger oppe i hestens krop og i den øverste del af lemmerne.
I den nederste, tynde del af benene ligger kun knoglerne, senerne, der styrer bevægelserne – og så naturligvis det, der hører kredsløb og hovens højtudviklede nervesystem til.

Selvom avlsarbejdet giver naturen en hjælpende hånd med at fremelske særlige idealer og egenskaber, har naturen stadig selv så meget hånd i hanke med tingene, at den alligevel får dimensioneret tingene, så de passer sammen.
Dermed ikke være sagt, at fundament – eller benene – ikke kan blive så spinkle, at det kan give styrkemæssige problemer for led og knogler – men det er i så fald et ganske andet problem.

Skaderne går på tværs af race, brug, disciplin og træning – og århundreder tilbage i historien

Problemet belastningsskader har været kendt lige så længe, man har beslået heste.
Fra slutningen af 1800-tallet foreligger der stakkevis af patenter på løsninger, der skulle skåne hestens hove og ben. Det siger noget om, at belastningerne også dengang var et særdeles alvorligt problem.

I dag finder man de samme problemer inden for alle hesteracer, der overhovedet arbejdes med.
Det gælder små, robuste islandske heste, der går ude og lever et frit liv det halve år.
Det gælder store tunge trækheste med meget kraftig benbygning.
Det gælder ponyer som travheste.
Og det gælder rideheste i bredeste forstand – hvor især dressurheste og springheste er særdeles udsatte.
Belastningsskaderne forekommer hos dem alle sammen…

De viser sig stort set på samme mangfoldighed af måder og med samme spredning i symptomerne.
Derfor er det sandsynligt, at den egentlige årsag til alle de mange skader er den ene ting, som alle disse heste har – og altid har haft – til fælles:
Jernskoen…!

Problemer gror op fra jernskoene



Mange forskellige skader – samme problem

Fra mennesket ved man kun alt for godt, at en lang række vidt forskellige sygdomme og skader kan have samme årsag – eller at en svaghed et eller andet sted i kroppen kan vise sig på mange forskellige måder.
Og her er det især problemer fra ”bevægelsesapparatet”, der kan dukke op alle vegne.

En lang spadseretur i byen kan naturligvis give ømme fødder, når man har forkerte sko på – men resultatet er lige så ofte, at man får ondt i læggene, at knæene bliver ømme, at man får en ubehagelig murren, der kan koncentrere sig i lænden eller gå langt op i ryggen.

Smerterne kan slå ud alle vegne – og kan endog blive en irriterende hovedpine.
Alt sammen fordi stød fra underlaget slår op gennem hælene, forplanter sig op gennem benenes og ryggens knogler og led, helt op til hovedet.

For at modvirke disse stød, strammer muskler og sener sig på en uvant måde – og det flytter symptomerne endnu længere væk fra det egentlige problem.
Mennesker ved det, og vælger fodtøj derefter.
Men det kan heste jo ikke…

Smerter viser sig på mange måder

Belastninger, der slår op fra hovene, rammer igennem diverse knogler, skaber irritation og gener i diverse led, som vidt forskellige former for skader, hvor det ofte kan være svært at se den direkte forbindelse til de belastningsproblemer, som hoven er udsat for.

Det bliver ikke bedre af, at alt, hvad der gør ondt, virker stærkt på heste – og der skal ikke så meget til, før hesten oplever en smerte, der kan udløse ukontrollerede reaktioner.
En for håndfast irettesættelse er ofte nok – og når en hest forbinder en situation, et sted eller en person med smerter eller ubehag, bør man være opmærksom på de vanskeligheder, det kan medføre.

Men når det handler om de smerter, der skyldes overbelastning, er det som regel lige så svært for hesten som for rytteren at finde de rette sammenhænge mellem årsag og virkning.
Hesten føler smerterne et eller andet sted i organismen.
Den føler ubehag ved at bevæge sig. Den føler frygten for smerterne som stærk modstand mod at blive trukket ud af boksen, den reagerer mod at få lagt sadeltøj på – og den bliver måske uregerlig eller uvillig, når den skal arbejde.

Man ser også jævnligt reaktionen under forskellige former for konkurrencer.
Pludselig ”går hesten i stå”. Mister lysten. Sætter tempoet ned. Og er ikke til at drive i gang igen.
For rytteren kan reaktionerne være uforståelige.
Mennesket kender jo ikke hestens smerter, men mærker bare dens ubehag og irritation.
Først som ulyst, senere som en større og større uvilje mod at skulle bestille noget – og det kan belaste forholdet mellem hest og rytter.

Hesten mærker mindst, når presset er størst

Evnen til at løbe stærkt, er hestens vigtigste forsvar.
Det er den, der får hesten til at løbe løbsk, når den bliver forskrækket – og samtidig kobles al smertefølelse tilsyneladende fra.
Uanset hvor ondt det gør, fortsætter hesten med at løbe uden at skåne sig selv – og den vil blive ved med det, til den segner, kommer til en uovervindelig forhindring eller når dertil, hvor alt ånder fred og ro og absolut ingen fare.
Indtil da sanser den intet andet end flugten.

Man kan kun gisne om, hvorvidt de samme mekanismer kan slippes løs på sportsbanerne, når heste, ryttere, jockeys og kuske har al opmærksomhed koncentreret om selve konkurrencen – og når presset kommer for højt over smerte-tærsklen.
Men meget tyder på, at det er sådan, idet selv halvskadede heste, der må have betydelige smerter, alligevel kan piske sig selv op til store præsentationer.

Til gengæld dukker smerterne så op efter indsatsen – ofte mange timer senere.
Med irritationen, ubehaget og reaktionerne.
Uden at hverken hest eller rytter kan placere årsagen til smerten.

Årsagerne findes under hoven – i jernbeslaget

Umiddelbart ser skaderne og især symptomerne meget forskellige ud – men har man først fået øje på sammenhængene, er de ikke til at tage fejl af.
De optræder forskelligt fra hest til hest – fordi symptomerne viser sig der, hvor hesten i forvejen har det svageste punkt.
De kan vise sig ethvert sted på hesten, fordi belastningen ikke kun forplanter sig hele vejen op igennem hestens knogleforbindelser – men den påvirker også musklers og seners måde at arbejde på.

Endnu engang er det ligesom med mennesker:
En forkert arbejdsstilling, en forkert stol, en forkert måde at gøre tingene på kan få smerter til at jage igennem kroppen alle mulige steder, fordi muskler og sener hele tiden prøver at rette op på tingene.
Rygbesvær. Seneskedehindebetændelse. Myoser. Iskias. Tennisalbue. Hold i nakken. Migræne-agtig hovedpine. Og mange andre besværligheder kommer ind gennem menneskets lemmer.

Men vi kan sige, hvor det gør ondt – og vi kan udveksle erfaringer med hinanden.
Hestene har stort set alle de samme skavanker – og de kommer som regel bankende op gennem benene og bliver til symptomer, der ofte er ved at drive både ejere og dyrlæger til vanvid, fordi årsagen er så svær at finde.
Indtil man ser hele bevægelsessystemet under ét – og kigger ned på hoven.
I langt de fleste tilfælde er det der, problemet skal søges – og løses.



Den naturlige hov dæmper selv kræfterne

Naturen havde en af sine gode dage, da den opfandt hesten – og især da den udviklede hestehoven. Den er så rig på geniale detaljer, at enhver tekniker må blive grøn af misundelse.
Her er simpelthen tænkt på alt – og hvis vi ikke havde taget hesten ud af de omgivelser, den er skabt til, for at gøre den til en del af vores egen kultur, ville den have været et skoleeksempel på naturens sans for det fuldkomne.
Hestens konstruktion fejler ikke noget.
Det er behandling, vi udsætter den for, der er noget alvorligt galt med.

Hovens avancerede konstruktion

Udefra ser hestens hov ud som en robust trædeklods – og når man ser smeden beskære hoven, kan man få indtryk af, at den er ganske ufølsom.
Virkeligheden er en ganske anden.

Bag hovens kraftige hornkapsel ligger et højt udviklet nervesystem som en væsentlig del af hestens anatomiske og neurologiske styresystem. Og et affjedringssystem, der på en uhyre gennemtænkt måde udnytter alle tekniske muligheder, man kender i dag.
Hovkapslen er en solid væg af et tykt hornlag – formet så den aktivt støtter hesten i alle dens bevægelser.

Foran – eller på tåen – er hovkapslen fuldstændig stiv, så den kan give det fuldkomne afsæt til accelerationen.
Til gengæld er der en effektiv affjedring bag i hoven – i dragterne med de stærke hjørnestøtter, der sidder på dragternes inderside bad i hoven langs strålen.

Affjedring har altid været kendt som spillet i hoven – og det har været indlysende for alle, at det var hestens bevægelse, der fik dragterne til at give sig en anelse, når hoven blev belastet.
På undersiden er hoven lukket effektivt af hornsål, hjørnestøtter og stråle.
Hjørnestøtter og stråle er vokset tæt sammen i hele deres længde, og strålen sidder som en kraftig fjeder mellem hjørnestøtterne.

Samtidig er strålen foldet som harmonikabælg, så den kan følge med i hovens spil.
Hovbenet er forbindelsen mellem hovkapslen og benopbygningen. Det er ophængt foran i hoven, hvor den utrolig stærke læderhud fungerer som mange tusinde små fibre, der bogstavelig talt får hovbenet til at hænge i hovkapslen.

Den dybe bøjesene er fast forankret på bagsiden af hovbenet – og her sidder det lille, men meget vigtige hovseneben.
Indvendig over strålen ligger den elastiske ballepude som en stor, lymfefyldt støddæmper – og på begge sider er der en kraftig dragtbrusk mellem ballepuden og hovkapslens dragtsider.

Samspillet mellem disse elementer absorberer tilsammen de voldsomme stødkræfter – og danner samtidig et stærkt hus, der beskytter blodforsyning og nervesystem.
Alle hovens funktioner er vigtige – men fra et teknisk synspunkt er hovens evne til at absorbere de voldsomme stødkræfter af altafgørende betydning for hesten.

Benopbygningen og de store led har smidighed til at overføre de muskelstyrede bevægelser, men får problemer, når de udsættes for stød.
Ledenes væv, brusk og smøresystemer er jo beregnet på at klare de glidende bevægelser, hvorimod stød knuser vævet og slår det ud af den balance, hvor det kan regenerere sig selv for at kompensere for sliddet fra de normale belastninger.

Det er en af grundene til, at mange heste må have indsprøjtet ledvæske for at genoprette balancen.
Derfor er det tvingende nødvendigt, at der ikke bliver forplantet stødkræfter op gennem hoven. Fra hovbenet vil ethvert slag jo ellers fortsætte direkte op i hesten som en ødelæggende belastning af led, sener og muskler.
Kraften slår op gennem knoglerne. Op i hesten. Og sådan opstår skader…

2 aktive støddæmpere

For at dæmme op for de voldsomme stødkræfter mellem hov og underlag har hoven et effektivt dæmpningssystem, der består af 2 støddæmpere.

Den primære støddæmper ligger i hovens spil.
I det øjeblik dragthjørnerne sættes i underlaget, sker der en øjeblikkelig affjedring ved, at dragthjørnerne presses udad.
Det sker dels som en følge af, at det lille hovseneben udøver et tryk mod hjørnestøtterne inde i hoven – og dels fordi dragterne naturligt har en udadgående hældning, der forstærker bevægelsen.

Herved opstår der en kraftig fjederspænding i hovkapslen, samtidig med at strålen udstrækkes som en kraftig fjeder mellem hjørnestøtterne.
Det er det samme princip, der benyttes i biler med pendulaksler, hvor øget belastning får hjulene til at skræve lidt mere.

I den naturlige – uskoede – hov kan hovens bagerste fjedersystem absorbere en meget stor del af slagkraften og reducere den til en belastning, der ligger inden for de grænser, hestens organisme normalt kan tåle.

Den øvre – sekundære – støddæmpning sker samtidig foran i hoven: Når dragterne rammer underlaget, trykkes hovkapslen fremad, og det giver et træk i alle de øvre fibre i læderhuden, der holder fast i hovbenet – og dette træk får den øverste hovvæg foran på hoven til at bøje sig indad som en fjeder.



Hermed vil den naturlige hovs dæmpningssystem have absorberet stødet, så den skadevirkende stødkraft normalt ikke kan slå videre op gennem benet.
Men det kan den kun, når hoven får lov at arbejde naturligt – og når stødkraften fra anslaget ikke forstærkes af et jernbeslag.

Naturlovene står for beviset

Kræfterne, der får jorden til at skælve, kan kvæste hele hesten

Har man oplevet en væddeløbsbane, når feltet kommer tordnende forbi, så jorden bogstavelig talt ryster, har man fornemmelsen af, hvor hårdt hoven rammer jorden igen og igen og igen.
Ikke engang en brolægger, der bruger maskinkraft til at hamre brosten på plads med, kan få det til at gungre sådan.
Man skal helt op på en slagkraft, der nærmest svarer til en piloteringsmaskine, der hamrer pæle i jorden, for at få en kraft, der ligner den, hestehoven kan ramme jorden med.

Det er ufattelig voldsomme kræfter, der er tale om.
Og da naturlovene siger, at den kraft, der udløses under hoven, virker lige så stærk på hoven som på underlaget, er det en alvorlig sag at være hov.
De kræfter, den udsættes for, er ødelæggende for hesten, hvis de uhindret får lov til at slå op igennem benene.

Hver hov er som en 150 kg mukkert

Når en hest på f. eks. 600 kg står stille, fordeler den vægten på de 4 hove, der altså hver trykker på jorden med 150 kg i gennemsnit. I praksis bærer forbenene ca. 60 % af vægten – men det ændrer jo ikke på gennemsnittet.
Man kan – meget populært – sige at hver hov svarer til en hammer eller mukkert på 150 kg, der bare står på jorden.

Så længe hammeren står stille, sker der ikke noget – det er først, når man slår med den, at der virkelig sker noget. Man omsætter vægten af hammeren til effektiv slagkraft ved at kombinere den med hastigheden, når den rammer hovedet på sømmet – eller snarere: rammer en pæl i jorden – og den korte tid, der går, fra hammerhovedet rammer underlaget med den fulde kraft, til hammerens bevægelse er standset, og den bare belaster underlaget med sin egentlige vægt igen.

Bevægelsen opbygger energi i hammeren – og denne udløses som en effektiv kraft, når hammeren rammer. Jo hurtigere hammeren bevæges, jo mere stiger kraften. Den stiger med kvadratet på hastighedsforøgelsen, siger ingeniørerne – og det vil sige, at stødkraften stiger særdeles voldsomt med hastigheden. Fordobles hastigheden, stiger kraften 4 gange – og en 5-ganges forøgelse af hastigheden får kraften til at vokse 25 gange.

De fleste kender det så nogenlunde fra tommelfingerens erfaringer med hamre – men man skal være hest eller tekniker for at mærke og forstå, at nøjagtig det samme gælder for de kræfter, hove arbejder med.

En hov fungerer nøjagtig som en hammer.
Den skal selvfølgelig hverken slå søm i eller ramme pæle ned.
Den skal bare omsætte muskelstyrke i bevægelse. Men det gør den ved simpelthen at hamre hovene i jorden med ufattelig stor kraft.
Det er meget store kræfter, man har med at gøre.

Belastningen i hestens ben kan uden videre sammenlignes med, at man vender bunden i vejret på hesten og slår løs på dens hove med en tilsvarende mukkert med samme hastighed.



Selvom man skulle være et af de meget få mennesker, der overhovedet er i stand til at løfte en sådan hammer fra jorden, ville man naturligvis aldrig nænne at behandle en hest sådan.
Men det er reelt de kræfter hoven udsættes for.
Og det kan hverken hov eller hest holde til ret længe, hvis kræfterne ikke dæmpes på en eller anden måde.

Jernhammer eller den naturlige støddæmper

Den energi, der opbygges i hoven, før den rammer underlaget, bestemmes udelukkende af vægten og hastigheden – så uanset hvad hoven er skoet med, eller om den ikke er skoet, vil den energi, der ligger i slaget mod underlaget, være nøjagtig den samme, når vægt og hastighed er ens.
Men der er en enorm forskel på den effekt eller slagkraft, der udløses, når hoven rammer underlaget.

Jernskoen får hoven til at virke som en jernhammer, der udløser hele energien på én gang på mindre end et halvt millisekund.
Den uskoede hov tager helt anderledes på anslaget.
Den rammer nok underlaget med samme energi, men da horn er et blødere materiale end jern, og da støddæmperen i dragterne når at træde i funktion, fordeles kraftudløsningen over 3 gange så lang tid.
Det er stadigvæk meget kort tid – men nok til at slagkraften reduceres til noget tåleligt.

Efter de fysiske love, Newton i sin tid fandt frem til, og som siger, at ”kraften er lig den halve masse gange acceleration/deceleration”, betyder den tre ganges forøgelse af anslagstiden, at slagets belastning reduceres til 30 % - og det vil igen sige, at 70 % af belastningen forsvinder.

Det er stadig en stor belastning – men den er nede på et niveau, hvor hoven normalt kan tåle det.
Forskellen på en sund hest og en skadet hest er altså ofte kun en forskel på ganske få millisekunder.

Forskellen på en sund og en skadet hest er en brøkdel af et sekund

Når man ser en hest i fri, hurtig bevægelse, ser det ud, som om hoven sættes helt plant mod jorden – og aftrykket af hoven i jorden synes at bekræfte dette.
Men i virkeligheden sker der 3 ting i de korte brøkdele af et sekund, hvor hoven rører jorden.

1 – Hesten sætter først dragthjørnerne i jorden.
2 – Hele hoven hviler plant på underlaget.
3 – Tåen sætter af til næste skridt.

Det er i den første af de 3 faser, skaderne sker – nemlig når hesten med enorm kraft slår jernskoens dragter i jorden.
Jernskoen rammer underlaget som en hammer – uden nogen form for affjedring eller dæmpning.
Da skoen er sømmet til hoven foran, forplanter en stor del af slaget sig omgående frem i hoven.
Herefter bliver hele hovfladen hurtigere slået i underlaget.
Det sker inden for ganske få millisekunder.

Det betyder, at hovens primære støddæmper i den bagerste del af hoven bliver sat delvis ud af funktion. Men samtidig betyder jernets hårdhed og den korte anslagstid, at belastningerne øges med ca. 350 % - eller næsten 4 gange så meget – som den naturlige uskoede hov ville være blevet belastet med.



Denne voldsomt forstærkede belastning går direkte op i hovens sekundære støddæmper – men denne er slet ikke dimensionerer til at dæmpe en så stor belastning, og derfor går en del af stødkraften uundgåeligt op i hestens benbygning og giver den skadelige overbelastning.

For som tidligere sagt: Det er nøjagtig de samme kræfter, der får jorden til at ryste, som slår op i hestens hove. Og her skal ikke meget fantasi til for at se, hvad det betyder for den organisme, der får sådan et slag fra hvert ben flere gange i sekundet.
Hele slagkraften udløses i det halve millisekund, hvor jernskoens dragter slås i jorden.
Allerede når hoven inden for de næste millisekunder smækker ned på hele fladen, er slagkraften væk – tilbage er kun belastningen, der svarer til hestens vægt, der jo er meget lille i forhold til slagkraften i anslaget.

I trinets 2. fase skal hoven kun bære hesten, mens kroppen skyder frem ovenover, koderne synker ned, muskulatur og sener spænder sig op som enorme fjedre, der gør sig klar til en mægtig udløsning.
Det sker så i trinets 3. fase.
Her slippes alle hestens egne kræfter løs som en vældig energiudladning.
Og for at kunne omsætte dem til effektiv fart lægger hesten vægten helt frem på den allerforreste del af tåen, hvor afsættet sker.
En affjedring her ville betyde spild af gode kræfter – så derfor er tåen den stiveste del af hoven. Det er den, der giver afsæt til den acceleration, hesten er skabt til.

I fase 2 og fase 3 er det altså hestens vægt og hestens egne kræfter, der belaster hov og bentøj – og belastninger i disse faser er derfor helt naturlige for hesten.
Hele dens bevægelsessystem er dimensioneret efter disse kræfter – eller kræfterne dimensioneres til bevægelsessystemet – så her sørger hesten selv for at tingene passer sammen.
Men det kan den ikke i fase 1.
Det hindrer jernskoen…

Jernbeslagets synderegister

Jernskoen forstærker kræfterne

Vi ved altså, at jernets hårdhed og den korte anslagstid betyder, at stødkraften øges med ca. 350 % - eller næsten 4 gange så meget, som den naturlige, uskoede hov ville være blevet belastet med.
Hele slagkraften udløses i det halve millisekund, hvor jernskoens dragter slås i jorden.

Dæmpning handler om at trække tiden ud

STØDKRAFTEN er den udløsning af energien, der sker, når en masse i bevægelse standses – og den hænger nøje sammen med, hvor hurtigt bevægelsen bringes til ophør.

En bil kan bremses roligt ned fra 100 km/t til 0 km/t – men sker opbremsningen ved, at man kører ind i en mur, udløses hele energien på én gang – og katastrofen er en realitet.
Det samme princip gør forskellen på en jernhov og en naturlig dæmpet hov.
Forskelen ligger simpelthen i at trække anslagstiden en lille anelse ud, så stødkraften reduceres til noget acceptabelt.

Leder stødkraften uden om den primære støddæmper

Det kan være galt nok, at jern i sig selv har en kraftig forstærkende effekt på stødkraften. Men når man ser på kræfternes bevægelse igennem den skoede hov, bliver problemerne endnu større – fordi jernskoen i høj grad reducerer virkningen af hovens vigtigste naturlige støddæmper.

Af hensyn til spillet i hoven må hesteskoens søm placeres i den forreste del af hovkapslen. Dragterne står så nogenlunde frit på beslaget, at de kan bevæge sig ubesværet.
Stødkraften rammer beslaget på bagkanten – under dragterne. Men inden de når at få kontakt med beslaget, har en stor del af stødkraften forplantet sig op i hoven – via den faste forbindelse, som sømmene udgør.
Affjedringen i dragterne har således udspillet en del af sin rolle, allerede før den er begyndt at virke.



Stødkraften slipper altså for en stor del uhindret – og udæmpet op i forkanten i hoven – og kun den del af den, som den sekundære støddæmper kan dæmme op for, når at blive dæmpet, før resten af den store kraft går over i hovbenet – og derfra til resten af hesten.
Målinger foretaget på hovens forkant har vist, at belastningerne her er næsten 4 gange så stor med jernsko som for den naturligt, dæmpende hov.

Jernets lydsvingninger får skadevirkninger til at ringe langt ind i benet

De skader, som stødkraften giver, og som jernbeslaget forstærker op, er alvorlige nok – og de er umiddelbart til at forstå, når man ser på kræfternes måde at bevæge sig på.
Men en anden vigtig årsag til, at jernskoen forårsager alvorlige skader, ligger i de lydsvingninger, den udsender.

Når man lader en jernsko hænge løst på en finder og slår på den med en metalgenstand, kan man høre en flot klang fra skoen.
Denne klang er de kraftige lydbølger eller svingninger, som jernet altid vil give fra sig, når der bliver slået på det.
Holder man kraftigt om en større del af skoen, kan man ikke høre svingningerne, fordi de absorberes af hånden – men de er der stadig.

Det samme gælder, når jernskoen er sømmet fast til hoven.
Man kan kun høre den metalliske lyd, når skoen rammer et hårdt underlag – men svingningerne er der hele tiden. De forsvinder bare op i hestens ben.
Disse svingninger er skadelige for alt væv, hvilket er almindelig kendt inden for bl.a. arbejdsmedicin.

Hver gang hesten slår jernskoen mod et hårdt uderlag, sendes jernets lydsvingninger lige op i benene, hvor de angriber og nedbryder knogler og væv.
Hele tiden.
Og da det er en belastende nedbrydning, der sker, bliver smertemønstret så diffust, at årsagen kan være vanskelig at identificere.



Nogle forestiller sig, at man kan undgå skaderne ved at skifte til f.eks. aluminiumssko - men her gør man reelt ondt værre.
Alt hvad man opnår herved, er nemlig kun at ændre de skadelige lydsvingninger til en højere frekvens, der er endnu mere ødelæggende.

”Gliddet” er det forsvar, heste har måttet lære sig selv

Dæmpning af slagstyrke består først og fremmest i at trække anslagstiden så meget ud, at slagkraften dæmpes til et tåleligt niveau.
Vi mennesker kan regne os frem til det – men de mange heste, der føler det i hele kroppen hver eneste dag, har fundet deres egen måde at trække anslagstiden ud på:
Ved det, der kaldes ”gliddet”.

Når en hest med jernsko går i langsom skridt på brosten eller hård asfalt, ser man ofte, at den lader hoven skride et lille stykke, før den står stille – og ofte afsætter dette glid tydelige spor i asfalten.
Her gør hesten simpelthen det, at den ubevidst trækker anslagstiden ud – idet denne jo kommer til at spænde over hele tidsrummet fra beslagets første berøring med underlaget til hoven står stille i trinets anden fase.

Hesten ved ikke, hvorfor den gør det. Den kan bare mærke, at det ikke gør helt så ondt – og det er den tilfreds med.
Men dette trick kan kun bruges ved langsomt skridt. Sættes tempoet op, må den smække hoven i underlaget ligesom alle andre heste – og tage de smerter, der kommer.

For heste, der har deres daglige dont på hårde veje, har man et særligt ord for denne øgning af tempo: ”Slagter-trav”.
Og det dækker meget godt over de skader, hesten her udsættes for – den bliver nemlig hurtigt så ødelagt, at den ikke har mere at leve for.



”Gliddet” er altså en bevægelse, hesten har tillært sig – og som kun kan benyttes i langsomt skridt.
Ikke desto mindre har ”gliddet” givet næring til opfattelse om, at denne måde at bevæge sig på måtte være den naturlige for hesten – og man kan stadig høre hestefolk tale om gliddets vigtighed.
Men tanken om ”gliddet” som en del af hestens naturlige bevægelse må komme til kort, når man ser heste i fuld, naturlig aktivitet.

Skulle hesten i sine frie, naturlige forhold have dette ”glid” i sine bevægelser, ville hoven blive slidt utrolig hurtigt.
Samtidig måtte den bruge en masse kræfter til at holde styr på friktionen – og forskellige underlag ville give forskellige glidelængder og dermed varierende skridtlængder.
Men sådan er det ikke.
Og ser man de spor, en hest sætter i f.eks. det våde sand på stranden, kan man se, hvor rent og skarpt hovens aftryk i sandet er.

............

Det var dét - resten er reklame.
Men kom frit frem med Jeres meninger.