Hej,
I en af de stalde, hvor jeg i tidens løb har haft mine heste stående, var der et hjemmelavet bokssystem, der fungerede virkelig godt.
På væggen og på bjælken ved staldgangen var monteret U-jern. Så havde man taget nogle solide træplanker og tilpasset dem i enderne, så de passede ned i U-jernet. Derved kunne man bygge væggene så høje eller lave, som man havde behov for, og de kunne også fjernes helt. Man ville sikkert også kunne lave indsatser med tremmer, hvis man ønskede det, men det havde vi ikke på det sted. Væggen blev bygget, så der enten var helt lukket op, næsten til loftet, eller så hestene kunne nå til at klø/nusse hinanden over væggen.
I samme stald havde man ud mod staldgangen i hver boks en solid høkrybbe af træ, som var sammenbygget med en rummelig krybbe (også af træ men med rundjern på kanter og med en metalplade i bunden), og ud for krybben og høkrybben var der tremmer fastgjort til noget, der minder om et gammeldags vindue, der kunne åbnes indad i boksen og sættes fast med en haspe, mens man hældte hø og foder ind. Det var smart på den måde, at hesten ikke kunne drysse hø og foder ud over staldgangen, samt at man havde "arbejdsro" til at give hø og foder . Det var noget behageligere at arbejde med end de små "huller" i tremmerne ved krybber, som man nogle gange ser i færdige bokselementer.
M.h.t. gode råd i øvrigt: Sørg for lys og luft, solide materialer, der ikke sparkes i stykker, intet, som hesten kan hænge fast i eller komme i klemme i o.s.v. Desuden har ammoniakdampe det med at hænge lavt over boksbunden, så små riller mellem plankerne i væggene, navnlig ud mod staldgangen vil få dampene til at sive ud fra boksene, så hestene ikke generes helt så meget. Normal udluftning eller ventilation får nemlig ikke så godt fat i luften lige over gulvet som man tror.
God arbejdslyst med staldprojektet!
MVH
Jette