Mit bedste bud er, som du selv foreslår, at give en lille mængde wrap på folden og resten i boksene, hvor det er tilpasset den enkelte hest.
Hvor meget wrap du skal give på folden kommer an på flere ting: hvor hurtigt de hver især spiser og hvor meget de mindste skal have ialt pr. dag.
Nogle heste kan køre store mængder foder ind på ingen tid, hvor andre kan bruge meget lang tid på at tygge en lille tot og det er ikke hestens størrelse som afgører dette. Eksempelvis har jeg to nøjsomme haflingere, som kan køre stråfoder ind i lange baner på nul komma fem. Min ældste hoppe kan f.eks., hvis hun fik lov til det, spise lige så meget halm som tre store DV heste på samme tid og hun har bestemt ikke brug for den mængde mad.
Så jeg er den "heldige vinder" af to stk's haflingere, som sidste vinter havde vidt forskellige behov:
Min 17-årige hoppe var på opfedningskur og måtte spise alt det hø hun ville og få müeslifoder.
Min 6-årige hoppe, som er tidligere forfangen, var på slankekur og måtte kun få begrænset mængde hø.
Heldigvis spiser de stråfoder med nogenlunde samme hastighed, så hvis jeg gav dem to kg hø på folden, kunne jeg regne med, at de begge fik et kg. Jeg tilpassede så hømængden på folden efter den 7-åriges behov. Hun måtte få fem kg hø om dagen, så jeg delte det op, så hun kunne få to kg hø på folden. Dvs. fire kg hø på folden til deling om dagen + vårbyghalm. Og så kunne jeg afstemme den enkelte hests behov for hø i boksene om natten = tre kg til den 7-årige og hø ad libitum til den 17-årige. Det fungerede fint.
Hvis du kan regne ud, hvor lang tid dine enkelte heste er om at spise et kg hø, så kan du finde ud af, hvor store mængder wrap du kan give på folden.
At dele dem op på to folde, så shetlænderne går sammen, vil jo ikke hjælpe, når den ene tager på og den anden taber sig så let som ingenting.
Du må tage udgangspunkt i den nøjsomme shetlænder. Beslut dig for hvor meget wrap han skal have på folden og regn ud, hvor længe han er om at spise den mængde og hvor meget de andre kan spise i samme tidsrum. Så har du resultatet for, hvor meget wrap du ialt kan give på folden. Resten må de så få hver for sig i boksene.
Kan din nøjsomme shetlænder forresten godt spise fem kg wrap uden at blive for tyk? Det lyder imponerende. Den mængde ville min yngste haflinger tage på af, hvis hun fik det og hun er trods alt i 400 kg's klassen 