Info fra min dyrlæge...
Kastration af hingste er et såkaldt rutine-indgreb, hvor testiklerne fjernes. Som regel gør man dette fordi typisk hingsteadfærd er uønsket hos de fleste ryttere og på de fleste rideskoler. Der er en del managementmæssige problemer med at eje en intakt hingst, og de fleste vælger derfor at få hesten kastreret.
Så godt som alle mine kastrationer udføres på stående hingst, d.v.s. jeg giver hingsten kraftigt, beroligende medicin samt lokalbedøvelse og kastrerer hingsten mens den står op. Indgrebet varer mellem 25 og 35 minutter afhængigt af race og størrelse, og hesten kan et par timer efter kastrationen vende tilbage til sin normale hverdag. Jeg plejer at anbefale at man giver hesten reduceret foder de første tolv timer efter operationen, ligesom jeg anbefaler at man holder dyret under observation de næste 5-10 dage.
Jeg bliver tit spurgt om hvornår den nyskårne vallak kan komme på fold med hopper, og mit svar er at man teoretisk kan risikere uønskede drægtigheder op til 6 uger efter kastrationen. Dertil kommer at det i mine øjne til enhver tid er uklogt at lade vallakker gå på fold med hopper, ikke på grund af faren for uønskede drægtigheder, men fordi selv gamle vallakker kan finde på at "bedække" brunstige hopper. Det kommer der ganske vist ikke drægtigheder ud af, men vallakken afgiver et ejakulat, der godt nok ikke indeholder sædceller, men, ligesom hingstesæd, en overordentlig stor mængde bakterier, der kan gøre hoppen "uren", og dermed potentielt ufrugtbar.
Jeg opererer også klaphingste (hingste, hvor den ene testikel ikke er faldet ned i pungen) hos ejeren, helst på græsmark og kun når vejret tillader det. Ved denne operation skal hingsten totalbedøves, således at den er bevidstløs og smertefri under hele indgrebet. Operationen forløber oftest hurtigt og ukompliceret, og forholdsreglerne efter indgrebet er de samme som for almindelige kastrationer.