Tirsdag den 6. okt. 2009 blev dagen hvor jeg sagde farvel til min Fjordhest Felix.
Forud for denne dato ligger der ½ års kamp, for at redde hans ben - men mange ting er desværre opstået igennem dette halve år - og i slutningen af september - kunne jeg mærke at nu skulle det være - at Felix stadigt gik rundt på ben, der gjorde ondt - og han stadigt var i live, var begyndt at handle om mine egne følelser
- det stadie, hvor man gør op mellem fornuft og følelser.
Jeg har altid sagt at jeg aldrig ville lade min hest slagte - at den helst skulle ende som løvemad - eller aflives. Men nu stod jeg og skulle træffe beslutningen, og det satte gang i en masse overvejelser - specielt efter at have talt med en meget sød pige i Løveparken - der deværre kunne fortælle mig at der pt. var 1½ månedes ventetid. Så den mulighed var udelukket.
I denne situation - er det jo en selv man skal gøre op med - hvad er rigtigts, ingen kan give det rette svar, kun give råd. Og jeg må indrømme at alt, virkelig alt er tygget igennem, HN's indlæg om emnet, googlet etc.
Og jeg begyndte at vakle i min beslutning om aflivning.
Min søde gamle far var nok den der satte ord på det, for mig - "Berit, det handler om tiden før den dør - når først den er død, så er det jo dine følelser, den mærker jo ikke mere"
Og mine tanker handlede meget om respekt for dyret - både som levende, men også som dødt.
Flere ting rumsterede i mit hovede - indlæg der beskrev rædselsscener i et slagtehus med blod på væggene og heste der skvattede rundt inden de døde. Om heste skudt med boltpistol der rejser sig igen....
Heste der blev hentet af DAKA, smidt med en grab op i bunker af andre døde dyr, for at ende som brændsel...
Jeg syntes jo at lige netop MIN hest skulle værdsættes - også efter hans død - og pludselig kunne jeg slet ikke klare tanken om at han skulle kæmpe mod en bedøvelse, for derefter at blive hentet og smidt væk som affald, der bare blev brændt. (Dette er på ingen måde et anslag mod dem der vælger den løsning, på ingen måde - bare mine tanker om min hest )
Jeg kontaktede en masse hestefolk i lokalområdet - og spurgte dem til råds om hvilken slagter de ville vælge. og alle sagde samstemmende:
Ole Thøgersen på Mors (om nogen skulle tro det - så er dette ikke et reklameindslag for ham)
Jeg ringede til ham, med bævende stemme - og hold da helt op en mand at møde i telefonen, han var en yderst behagelig og rolig mand, der tog sig tiden til at fortælle mig om hele forløbet i hans slagterie, han fortalte mig at han IKKE brugte boltpistol, men en rigtig pistol. AT kødet ikke blev solgt i DK - men blev transporteret til Italien og solgt der. At jeg ville få den tid, jeg havde brug for.
Tanken om at min hest skulle gå i panik over lugten af blod, fyldte meget i mig, og jeg spurgte selvfølgelig ind til dette - her fortalte Ole, at det var en gammel skrøne med at heste går i panik over lugten af blod, at heste der er vant til at blive håndteret, vil gå roligt ind, men at hvis heste ikke har været vant til bla. traileren, kunne de blive bange, men ikke noget problem sagde han, så afliver vi dem bare udenfor. Pyhhh det beroligede !
Efter en lang samtale med ham, var jeg ikke længere i tvivl - MIN hest skulle slagtes - hos Ole. Så efter en dyb vejrtrækning, bestilte jeg tid hos ham.
Jeg allierede mig med en god veninde, jeg vidste ville/kunne støtte mig, hvis jeg skulle miste modet.
Vi ankom til Karby hos slagteren, og straks vi stoppede bilen kom den gamle slagtermester ud (Ole's far - fik desværre ikke hans navn) og sagde goddag - om vi kunne få hesten ud, der hvor vi holdte ? - det kunne vi, og han gav mig alt den tid jeg skulle ha' - og det var ikke meget, for jeg var så indstillet på at dette skulle overståes. Jeg proppede pærer (hans yndlingsspise) i munden på Felix, mens vi gik mod slagteriet, faren kom og fulgtes med os.
Vi kom hen til porten ind til slagteriet, hvor vi kunne kikke ind på et rent og velspulet gulv. Faren spurgte om jeg selv ville med ind ? - jeg kom lidt i tvivl, og han sagde at han troede det var ligeså godt at han tog ham med ind, dette sagde han mens han roligt puttede Felix's pandelok om bag det ene øre - så panden var fri - jeg gav Felix et stort knus - og proppede den sidste pære i munden på ham, da faren tog tovet, stoppede Felix op på vej ind til porten - "Nåe, så går vi da bare den anden vej" sagde den søde mand - og Felix traskede roligt efter ham, til en dør ca. 2 meter længere - henne - her valgte jeg at vende ryggen mod porten - men min veninde, så Felix komme ind, samtidigt med at porten blev lukket til - og i det samme lød skuddet. Felix var død - med en saftig "Clara Friis" i munden.
Jeg kikkede kort over mod porten- og så baghovene sitre lidt...
og SÅ tudede jeg.
Ole kom ud og spurgte om jeg villle ind og se ham - nej tak... behøvede det ikke. et par minutter efter kom han igen og spurgte - for at være helt sikker... men Nej, jeg har stadigt billedet af min hest stående på 4 ben på lystavlen.
Jeg tror fra vi parkerede bilen til Felix lå ned - gik der højst 4-5 minutter. Ingen angst, ingen stress for Felix
og en trods alt super oplevelse af nogle proffesionelle mennesker der behandlede både dyr og mennesker med stor respekt.
Og som en fin gestus fra mændene på slagteriet - så var bil og trailer vendt da vi kom tilbage...
GU' gjorde det ondt - meget ondt. Men jeg ved at min hest aldrig hørte skuddet - aldrig blev bange
og døde som kun en fjordhest kan ønske det - med mad i munden.
Og i fredags ankom Felix' krop til Italien - og hvem ved - måske var han en del af en lille candlelight dinner på en lille cafe i Firenze lørdag aften
Det var for mig en værdig afslutning på et kort liv.
Og hvad vil jeg så med alt dette skriveri... ved det faktisk ikke helt - sige offentligt farvel til en elsket hest.
Give andre mod til at få slagtet deres...
ved det ikke ???
Men RIP Felix - du var en ener !
Som noget helt specielt - så modtog jeg den anden dag - dette smukke malerie af Felix - som en kær veninde har lvet til mig