Jeg har en 4 års hoppe, som for noget tid siden skiftede humør. Hun blev svær at ride, forsøgte at stejle når man ville have hende frem, viste tegn på halthed i trav og hun blev fjendtlig på folden. Noget var galt... Jeg havde på fornemmelsen det enten var pga. meget ømme muskler, eller en nerve som sad i klemme. Tog valget om at få en kiropraktor ud, og valget faldt på Thorsten var Varde Dyrehospital.
Han kom ud, så den i longe, hilste på hesten og trykkede den et sted på halsen hvor han mente den nok havde ondt. Hesten sprang over 1 meter tilbage, og lod ham ikke komme tæt på igen. Hesten havde ondt! Han fik ikke lov at nærme sig igen, og kunne dermed ikke give den beroligende så den kunne slappe af forud for behandling. Hesten gik skiftevis på bagben og slog ud med forben. Thorstens dom var, at der sidder nogle nerver i klemme mellem 6. og 7. nakkehvirvel, som forplanter sig i de ømme muskler ved skulderen, samt forårsager haltheden.
Vi besluttede at jeg skulle give den nogle beroligende piller forud for næste behandling. Som sagt så gjort. Hesten fik sin dosis piller 1 time før Thorsten kom næste gang. Ingen virkning overhovedet at spore på hesten. Kom Thorsten nærmere end 2 meter på hesten, stejlede den igen. Han måtte erkende, at trods ca 1500 heste der har været under hans behandling, havde han aldrig før oplevet en hest være så skræmt. Gik han mere end 2 meter fra hesten, var den helt rolig, og jeg kunne gnubbe den overalt. Han fik sagt noget i retningen af, at den hest kommer han aldrig i nærheden af....
3. gang skulle være lykkens gang (troede jeg...). Jeg fik en aftale i hus med en anden dyrlæge, som skulle komme og give det bedøvende, og så ville Thorsten komme lidt senere, når bedøvelsen var begyndt at virke. Akkurat samme adfærd fra hestens side. Den slog ud med forbenet, forsøgte at stejle, lagde ørerne tilbage og var meget fjendsk. Det lykkedes dog på mirakuløs vis at få noget bedøvende i hesten - dog i musklen. Jeg fik besked på at det også kan virke, det tager blot lidt længere tid. Efter en halv time var der endnu intet at se på hesten, den havde på ingen måde taget imod bedøvelsen.
De er lige kørt begge to.....
Næste træk bliver at få hesten kørt til Ansager, få den placeret i en tvangsboks, og dermed kunne komme til den uden risiko for at blive ramt af de svingende forben. Så håber vi det kan lykkes at få den bedøvet ordentligt, så hesten kan få sin kiropraktiske behandling.
Hvor er det frustrerende som hesteejer blot at måtte se til, uden at kunne gøre noget. Hesten har aldrig før reageret sådan på dyrlæger, men nu efter hun har oplevet at Thorsten trykkede hende der hvor det gjorde ondt, er hun blevet fjendsk overfor folk som vil andet end at nusse og fodre hende. Det er langt fra den hest jeg kender.
Andre som har oplevet noget lignende, og som har en happy ending?? Jeg håber det bedste og frygter det værste.....