Hejsa
Jeg har en hoppe, som er temmelig fodergal. Når der er hø eller foder i boksen, er hun noget af en sur siske, som lægger ører og stikker af, hvis man prøver på at komme tæt på. Hun hverken bider eller sparker, men jeg kan da godt komme i tvivl om, om hun kan finde på det. Når der ikke er foder, er der ingen problemer med hende, så er hun sød og rar.
Jeg er temmelig bekymret for, om jeg kan komme til at forstærke det her lille problem. Altså når hun er en sur siske og vender røven til for at komme væk fra mig, så er jeg ikke helt tryg, og selv om jeg siger til mig selv, at jeg IKKE skal flytte mig (hun skal ikke lære, at hun kan true mig væk), så er jeg ikke helt sikker på, at min elendige krop alligevel ikke læner sig et par centimeter tilbage.
Jeg er vildt meget i tvivl om, hvordan jeg skal tackle det her. Jeg skal jo have fat i hende i ny og næ, og som regel er det på det tidspunkt, hvor de lige er kommet ind, og der altså er foder i boksen. Jeg er bange for at komme til at presse hende så meget, at der en dag kommer en uheldig reaktion - men vil heller ikke lære hende, at bare hun lægger ørerne, så bakker jeg af.
Nu plejer jeg at gå ind i boksen, stille mig og vente op ad væggen, hvor høet ligger et lille stykke fra hende, mens hun står og ser mopset og stresset ud. Når jeg har ventet et lille stykke tid, har jeg en fornemmelse af, at jeg kan gå lidt tættere på, og når jeg får fat i grimen, stikker jeg hende en godbid, og så er hun færdig med at være sur.
Hun kan godt finde på at komme hen med hovedet, både når jeg står i boksen og gerne vil have fat i hende, og når jeg står udenfor. Men hvis jeg her prøver på at røre hende, så lægger hun ørerne og er mopset igen - stadig kun indtil jeg får "fanget" hende.
Nogle bud på, hvordan jeg får fat i min sure siske på en god måde, uden at vente på at hun har inhaleret fem kilo hø?
mvh. tina