Jeg synes, at man skal klippe, hvis behovet er der. Hvis behovet ikke er der, har hesten bedre af at gå uklippet.
Hvis du rider jævnligt, dvs. 4-5 gange i ugen, og hesten bliver våd/svedig og er længe om at tørre (over ½ time), så har hesten bedst af at blive klippet!
Hvis man klipper nu, hvor vi i dagtimerne har 10-12 graders varme (og hesten er inde om natten), så kan hesten gå med et regndækken eller et 100 grams dækken uden problemer. Et regndækken isolerer altså en hel del og holder hesten fri for regn og blæst!
Min 4-års har ikke fået problematisk vinterpels endnu og holder sig normalt ret kort i pelsen, men hun er meget tæt i pelsen, og det gør, at hun bliver mere svedig end normalt. Hun bliver redet ca. 4-5 gange i ugen, og skal gå egnethedstest på lørdag!! Hvis hun bliver skridtet af i 15-20 min. efter ridning, er hun normalt tør på under ½ time. Efter rideturen får hun et fleece-dækken på til køreturen hjem til stalden (ca. 20 min.). Hun går uden dækken stadigvæk i dagtimerne på fold og om natten i boksen. Jeg ved ikke endnu, hvornår hun skal have dækken på, og om/hvornår hun skal klippes.
Jeg har en anden 3-års, og der er ingen tvivl om, at når han kommer til at gå næste år, så skal han klippes på et tidligt tidspunkt! Allerede i begyndelsen af september begynder han at sætte tæt pels uanset vejret, og hans pels er på nuværende ca. 2 cm!! Sådan har det altid været med ham. Da han var føl, kunne vi næsten ikke se "hesten" for følpels!!
I år har mine heste været inde om natten siden midt i august, fordi min 4-års skal til egnethedstest og bliver redet om aftenen.