fra HorseConsult.
Muk er tit et tilbagevendende problem
De fleste hesteejere oplever på et eller andet tidspunkt, at hesten får muk. Nogle behandlinger mod muk virker, andre virker ikke. For mange heste er muk i hestens koder et tilbagevendende problem. Nogle heste er endog så plaget af det, at de i perioder ikke kan trænes.
Af: Dorte Rebbe Schou - HorseConsult®
Muk ses som væskende sår i kodebøjningen hos heste. Muk findes "på alle niveauer" - lige fra små næsten ubetydelige sår til store væskende sår der går op ad benet og giver ødem. Muk kan give udtalt halthed. Selvom alle heste kan få muk, synes der at være en tendens til at heste med hvide aftegn på muler og koder er mere disponeret. Samtidig er heste der befinder sig i fugtige miljø feks. mosearealer og våde vinterfolde også i større risiko for at få muk.
Bakterier er oftest den primære årsag
Heste har normalt ingen problemer med at leve sammen med de mange millioner bakterier, som findes på deres hud. De fleste af bakterierne bliver de ikke syge af, men trænger bakterier ind i huden kan det give problemer.
Dermatophilus congolensis er et godt eksempel på bakterier som findes naturligt i hestens miljø og kan give hudbetændelse. Hvis hestens hud er tynd, sprækket eller ødelagt får bakterierne et varmt og fugtigt miljø at leve i. Sålænge den lever udenpå huden gør den altså ingen skade, men når den trænger ned i de øverste hudlag kan den give en speciel form for hudbetændelse som typisk kaldes muk. Der kan være få til mange sår. I nogle tilfælde fylder de hele kodebøjningen og fortsætter rundt om eller op ad kodeleddet og benet. Det bliver tykt, og der opstår øget risiko for blodforgiftning. I sådanne tilfælde kan hesten typisk ikke trænes, fordi huden er væsker, og sårskorperne revner ved bevægelse.
Der er flere årsager til, at hesten får muk:
- fugtigt miljø
- lange kodehår
- mange insekter
- nedsat immunforsvar
- dårlig bokshygiejne
- giftige planter
- saltede træningsbaner
Muk starter typisk ved at der opstår et lille sår - oftest i kodebøjningen. Det giver bakterier mulighed for at trænge ned i huden. Irritationen i huden for underhuden til at reagere og udskille lymfe. Lymfevæsken tørrer og der dannes en sårskorpe. Under skorpen ligger bakterierne, og de er nu beskyttet mod udtørring og mod de forskellige medikamenter, man kunne finde på at behandle med. Når man bader benet og fjerner skorperne for at desinficere efterlades huden oftest åben og ubeskyttet.
Bakterien kan overføres via insekter i op til 24 timer efter kontakt med det betændte område. Når bakterierne først er trængt ned i huden og har ødelagt de øverste hudlag, kan det være svært at få bugt med dem. De formerer sig nemlig under sårets beskyttende lag af udtørret væske, der er trængt ud fra de dybere hudlag. Muk ses som væskende sår i kodebøjningen hos heste. Muk findes "på alle niveauer" - lige fra små næsten ubetydelige sår til store væskende sår der går op ad benet og giver ødem.
Hvordan behandles muk?
Der er næppe nogen anden lidelse , hvor der er så mange forskellige forslag til behandling. Ældre bøger anviser både sæbevand og staldbandager. Men "trenden" - hvis man kan kalde det det - går ligesom hos mennesker i retning af, at sårene holdes rene, og at der skal kunne komme luft til.
Primært handler det selvfølgelig om at undgå at hesten får muk - god bokshygiejne, brug af anti-insektmidler om sommeren, tildeling af vitaminer og mineraler så hudens modstandskraft er optimal mm.. Men når først problemet er en realitet, skal man hurtigt i gang med at rense og desinficere. De lettere tilfælde klares med typisk med feks. Hibiscrub. Det er en sæbe som købes på apoteket. Kirurger bruger Hibiscrub til afvaskning og desinfektion af hænder og arme, inden de skal operere. En effektiv indsats i 3-4 dage overfor milde tilfælde af muk kan ofte fjerne problemet helt.
Et velkendt råd er holde hestens ben så tørre som muligt. I praksis betyder det, at der skal tørres ben på hesten ret ofte. Dette råd synes at have en effekt på nogle heste, men det virker ikke på alle. Det skyldes formentlig, at den megen vask og gnubning er med til at slide den tynde hud i kodebøjningen, som derved bliver mere sart og gennemtrængelig for bakterier.
Et andet velkendt og ganske udmærket råd er duppe sårene med Atamon, når de er rensede og let tørrede. Atamon bruges normalt som konserveringsmiddel til syltetøj og marmelade! Et mere specielt råd - fundet på internettet - skulle være at smøre honning på - det råd finder jeg noget tvivlsomt.
I nogle tilfælde kan det være en fordel af klippe kodehårene af. Selvom ældre litteratur siger det modsatte. At fjerne kodehår giver luft til huden og såret og virker tørrende. Omvendt må såret ikke blive så tørt, at skorperne sprækker. Dyrlæger foreslår at smøre med en desinficerende ikke-udtørrende fedtbaseret salve.
Der er lidt forskellige erfaringer mht., hvornår heste med muk skal på fold. Nogle har gode erfaringer med at lade dem være på stald, sålænge sollyset er meget stærkt. Nogle synes at have gode erfaringer med at holde hestene fra fold, sålænge der er dug i græsset. Baggrunden herfor er at duggen holder huden i koden fugtig, og at det giver bakterierne bedre mulighed for at trænge ned i huden.
Når de gængse midler ikke virker...
Huden kan blive så betændt og fortykket, at den sprækker og væsker. Når hesten trænes bløder det fra sårene, og de bliver yderligere betændte. Risikoen for blodforgiftning øges, og derfor bør dyrlægen tilkaldes. Det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, for at den mest effektive behandling kan sættes i gang. Derfor vil dyrlægen ofte tage en lille prøve fra sårene, som bliver analyseret - enten i mikroskop eller ved andre laboratorieteknikker.
Muk kan nemlig også skyldes Stafolycoccer, Streptococcer, Pseudomonas og Corynebakterier. Herefter bliver den egentlige medicinske behandling iværksat - ofte som en kombination af streptomycin og penicillin. Behandlingen er altid meget individuel. Desværre er der ingen langtidsindvirkning på immunsystemet ved behandlingen - hvis miljøforholdene er gunstige for bakterierne er der ofte tilbagefald. Det kan tage flere uger at behandle kroniske tilfælde.
Artiklen har været bragt i Magasinet Hest i 2000.
