Senestyltefod kan være medfødt eller erhvervet. Den medfødte senestyltefod skyldes, at bøjesenerne, som sidder bag på benet, er for stramme (for korte).
Føllet tager kun støtte på tåspidsen, hvor man kan se, at hovranden i tåen slides. I nogle tilfælde kan senerne være så korte, at føllet har bukket sin kode så meget, at føllet faktisk går på koden.
Ved den erhvervede senestyltefod kan man se forskellige benstillinger.
I mange tilfælde kan en forkert benstilling gøres normal enten ved beskæring og/eller bandagering, operation.
Sørger man for at få benstillingen korrigeret mens føllet, plagen vokser, er der god mulighed for, at føllet/plagen opnår normal benstilling.
Korrektion af en medfødt eller erhvervet senestyltefod bør ske, så snart man opdager det. Hvis man lader lidelsen være uden behandling, kan man være sikker på, at føllet/plagen vil få en unormal benstilling, hvorfor værdien af hesten vil være væsentlig nedsat.
Korrektion af føl/plage med unormal benstilling bør rettes inden 2-års alderen.