Indtil 2½ års alderen, hvor de første blivende tænder bryder frem, bestemmes alderen ud fra antallet af tænder i munden. Et ti dage gammelt føl har ialt 4 fortænder, nemlig de to midterste i hhv. over- og undermunden. Disse kaldes også indertænderne. Næste par, mellemtænderne bryder frem når føllet er 4-6 uger gammelt, og de yderste fortænder, ydertænderne, kommer til syne, når føllet er 6-10 måneder. På dette tidspunkt er der altså ialt 12 fortænder, seks i overmunden og seks i undermunden.
Alle mælkekindtænderne er brudt frem, når føllet er to uger gammelt.Der er 3 mælkekindtænder i hver kæbehalvdel. Altså 12 mælkekindtænder ialt.
Den fjerde kindtand bryder frem ved 9-12 måneders alderen, den femte ved 2 års alderen og den sjette ved 4 års alderen. På dette tidspunkt er mælkekindtænderne også erstattet med blivende tænder.
Selvfølgelig kan der være forskel fra hest til hest, hvornår de får tænder og skifter dem.
Hvis der er mere, du vil vide, så spørg og jeg prøver at svare dig, så godt jeg kan.