Jeg har haft får i 6 år nu, og jeg har stadig meget at lære. De anses af mange for at være dumme, men er i virkeligheden nogle fascinerende dyr, kloge på det, der er vigtigt for at være får.
Jeg købte 10 får og en vædder af den fåreavler, hvor jeg gik til hyrdetræning med hunden. Det tager 5 minutter om dagen, sagde han, men realiteten er, at jeg bruger mere tid om dagen på fårene, end på mine fire ponyer. Bare til advarsel.
Jeg meldte mig ret hurtigt ind i Dansk fåreavl (http://www.sheep.dk), hvor de erfarne medlemmer er villige til at hjælpe nybegyndere med råd, og hvor der har været en ordning, så man kunne ringe gratis til en dygtig fåredyrlæge på et betemt tidspunt om ugen. Men nu er der ved at ske et eller andet i foreningen, som jg ikke har fået fulgt med i, så jeg ved ikke, hvordan det bliver fremover.
Fårene skal have græs nok, og ikke så meget, at det bliver langt og groft, for deres græsseteknik er tilpasset en græshøjde omkring 5-10 cm. Man kan så lade dem græsse på et mindre areal, mens græsset gror hurtigt i foråret, og så bør man lave hø eller wrap på resten. Når den del af marken, hvor man slog hø er i vækst igen, kan man lukke dem derud, osv. Som heste skal de checkes for orm og andre parasitter, og behandles, hvis bryden er for stor. Det er vigtigt at lære at bedømme, om deres huld er passende, for ulden kan skjule en drastisk afmagring.
i vintertiden og det tidlige forår skal de have masser af grovfoder, som suppleres med kraftfoder,alt efter kvaliteten. Det hø/wrap som er godt til nøjsomme heste (som højlandsponyer)duer i hvert fald ikke som enste vinterfoder. Omvendt ville det virkelig gode fårehø give en af mine ponyer forfangenhed på stedet. Vi laver begge slags her på gården, men det ville jo være nemmere kun at skulle producere én slags vinterfoder.
I den sidste tid af drægtigheden fylder fostrene så meget, at man oftest bør give kraftfoder, for der er ikke plads til alt det hø, som skulle til for at dække fårenes behov. I den periode kan de gå ned med drægtighedssyge, hvis fodringen er utilstrækkelig eller forkert sammensat.
Så kommer læmningen. Mange får klarer det selv uden problemer. Det er til en vis grad raceafhængigt. Mine får er spelsau og gotlænder. Begge racer skulle være gode til at læmme uden hjælp. Ikke desto mindre har jeg haft dyrlæge til læmning rigtig mange gange, gerne om natten til dobbelt takst, naturligvis. Jeg forsøger så vidt muligt først selv at hjælpe, og nogle gange lykkes det også. Når lammene er ude, skal de gerne selv kunne finde patterne - hvis de ikke selv finder ud af det indenfor et par timer, må man malke råmælk ud og give dem med sonde eller sutteflaske, så de kan optage antistoffer fra råmælken og i øvrigt få noget energi i kroppen og komme i gang.
Når først læmningen er overstået, og alle lam er i gang med at die, skal man holde øje med tegn på yverbetændelse....
Men det er i øvrigt den bedste tid 
. Lige omkring solnedgang holder lammene ræs, rundt om skuret, op over wrapstakken, op over mødre, som ligger og tygger drøv, rundt og rundt.
Sommeren er normalt også en god tid. Man skal bare sørge for frisk vand, skygge og gerne også ly for regnen.
Man kan klippe en eller to gange om året. Forårsulden er tit filtet og for fuld af strå og møg til at kunne bruges til noget. Når man har klippet i starten af maj, kommer der gerne en periode med regn og blæst. Så er det got at have et læskur. Man kan klippe igen tidligt på efteråret, og så kan ulden efter sigende være rigtig god. Vi klipper kun én gang, og ulden bliver faktisk bare smidt ud, selv om noget af den godt kunne være brugt til et eller andet. Nogen siger, at den er god som gødning.
Deres klove skal beskære jævnlig, dog ikke så ofte som hestehove skal trimmes.
Jeg er lidt i tvivl om det med "yngel", skal måske se det i en sammenhæng, men betyder det ikke bare de lam, man får ud af avlen?
Det er sjovt at have får, men også tidskrævende og ikke helt billigt.
Dyrene er utroligt individuelle. Nogle er sky og mistænksomme, andre nysgerrige og nærmest pågående. Efterhånden lærer man at læse dem, lige som man lærte at læse heste. Og ligesom heste er de vældig gode til at læse os. De har røntgenblik, når det gælder klovsakse og ormekur i ens jakkelomme, eller også kan de bare se på vores måde at gå på, at der er noget i gære.
Det er klogt at vælge sine dyr med omhu efter deres sind. Det er dødbesværligt at have et sygt dyr, som man ikke kan få fat i, så man kan hjælpe. Forestil dig at dyrlægen er kommet, og man går tre mand på marken og forsøger at fange det dyr, som man ringede om og beskrev, hvordan det lå slap hen og ikke ville rejse sig. Altså tillidsfulde og venlige dyr. Hvis du importerer nogle dyr fra udlandet, fordi du har hørt godt om racen, bliver det vel svært at se netop de dyr på forhånd og finde ud af, om deres temperament passer dig.
I øvrigt tror jeg nok, at der er meget papirarbejde og kontrol forbundet med import fra udlandet. Der er nogle sygdomme, man nødig vil importere, så der er vist skrappe karantæneregler.
Også dyr indkøbt her i landet kan have nogle rigtig trælse sygdomme. Prøv at google maedi-visna og ondartet klovsge. Den førstnævnte kan ikke behandles, men man kan teste om den er i en besætning eller ej. Efter tre år med negativ test kan besætningen få såkaldt M3 status. Hvis man køber fra sådan en besætning, bør man være sikret mod at have maedi-visna hos dyrene fra starten.
Ovenpå alle de udfordringer, jeg har beskrevet, ville det være på sin plads at fortælle om flere af glæderne. Men det er jo allerede blevet ret langt.
Man kan forresten hyrde til hest, det er ganske sjovt.
Hvad er det for nogle får, du gerne vil have?
