Åh nej... 
Jeg kan desværre ikke bidrage med nogen solstrålehistorie. Min hund (belgisk hyrdehund/Rhodesian Ridgeback) begyndte at halte lidt on/off i november sidste år, og i december var han til dyrlæge, som først troede at der var tale om et sprængt korsbånd i knæet. Ved røngten og biopsi i starten af januar (den dag han var sat til at blive oprereret) opdagede dyrlægen i stedet, at det var knoglekræft. Vi fik af vide, at han ville kunne leve 3-8 mdr. 
Han kom på en lav dosis smertestillende medicin og fungerede fint i de næste måneder. Han støttede ikke på benet, men ville gerne gå lange ture alligevel (han var en meget aktiv hund). I juni begyndte han dog at blive langsomt dårligere, han var ikke så villig til at gå tur og hans appetit begyndte at svinge lidt. I første uge af juli begyndte han ret pludseligt at være ret ubevægelig, hans tisseture var kun lige rundt om huset og han pev af og til, selvom hans dosis smertestillende selvfølgelig var blevet sat op løbende, når han havde behov for det.
D. 9. juli vidste vi, at det var ved at være tid. Dyrlægen kom d. 10. juli.
...
Den eneste behandling vi drøftede var amputation af benet, som var dyrlægens forslag, men det ville vi ikke på så stor en hund. Jeg ved, at nogle forsøger sig med kemoterapi, men det er ikke problemfrit rent praktisk. Og ellers er der kun at holde hunden smertefri så længe som muligt. Der sker ofte metastaser til lungerne, som giver vejrtrækningsbesvær, men det oplevede vi nu ikke med vores, gudskelov.
Vores hund nåede at blive 11 år i maj, og da han var en stor hund, så svarer det jo til gennesnitslevealderen. Men han var rigtig frisk på alle andre punkter, så hvis han ikke havde fået knoglekræft, tror jeg han kunne have fået et par år mere.
I dit tilfælde er din hund jo stadig ung, men hvis han er ramt på begge forben, så er amputation ikke en mulighed (og det forlænger heller ikke synderligt levetiden, det fjerner bare de fleste smerter, for knoglekræft er meget smertefuldt). Måske kunne kemoterapi være en mulighed. Men jeg ved det ikke.... ØV altså.
Jeg føler virkelig med dig, det er så trist, når det sker.
Og jeg håber, at dyrlægen tager fejl! Måske er det noget der kan fikses. Krydser fingre!
Lene