I tirsdags fik himlen en ny stjerne.
Jeg tullede rundt derhjemme og hyggede lidt for mig selv, da min telefon pludselig ringer. En veninde begynder at spørge mig til råds angående en hunkat der er gået i fødsel. Kattten var hendes bedste vens kat. Da min 1,5 årig hunkat lige har haft født 5 små killinger her i maj, og som alle har fået nye og dejlige hjem, tænker jeg selvfølgelig at det havde jeg da helt tjek på det der, så jeg smed ellers alt hvad jeg havde i hænderne og hastede op til denne kammerat for at hjælpe ham og hans hunkat.
Da jeg træder ind af døren, møder jeg min veninde og hendes kammerat og en hunkat der har lagt sig ind i "fødeskabet" for at føde. Da jeg kigger på hunkatten, kan jeg godt se at hun virker noget fortumlet. Jeg får så at vide at vandet er gået for en halv time siden, hun har haft veer og hun er førstegangsfødende. Super tænker jeg, så kommer der snart den første killing ud som skal skabe liv og glade dage. Fedt! Da der er gået et kvarter, kan jeg se at den er hel gal! Ingen killing er kommet og katten har bare lagt sig helt ned. Jeg forsøger at få kammeraten til at tage hende med til dyrlægen, for min mistanke lå på at der sad en killing på tværs som ikke kunne komme ud. Desværre mente han bare at hun skulle have ro og han ville derfor ikke ringe efter dyrlæge. Jeg forsøgte utallige gange at få ham overtalt og jeg gjorde ham bevidst med konsekvensen for at lade være med at snakke med dyrlægen. Jeg sagde endda til ham at han kunne risikere at miste sin hunkat på det der ... Men men men .... Han lyttede stadig ikke ...
Da der var gået en time siden jeg kom, sagde jeg til ham at nu måtte han tage sig sammen og ringe til den dyrlæge, for jeg ville simpelthen ikke se på at katten blev svagere og svagere og bare lå og led. Han greb telefonen og dyrlægen blev kontaktet. Kstten blev pakket og vi hastede ud til dyrlægen.
Da vi kom derud fik Missy (det hed katten) en sprøjte som skulle sætte veerne i gang og dyrlægen bekræftede mig i at min mistanke var korrekt. - der sad en killing i fødegangen, men den var selvfølgelig død. Da vi står derude finder jeg så ud af at Missy er 6 år, alt for tynd, førstegangsfødende og har haft brækket bækkenet pga påkørsel !!!!!!!!!!! 
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg havde godt nok aldrig fået killinger på en hunkat, velvidende at hun måske ikke kunne klare en mulig fødsel! Hun kunne (selvfølgelig) ikke selv presse killingerne ud, så nu skulle kammeraten tage stilling til om hun skulle aflives eller have kejsersnit. han tog det mest fornuftige valg, synes jeg selv, og gav hende fred. Det var om aftenen, så der var dobbeltakst på og jeg tvivler på at han ville betale en sterelisation oveni.. Kammeraten og veninden forlod værelset, men jeg valgte at blive og følge hende hele vejen. Efter alt hvad hun havde været igennem de sidste par timer, var det mindste man kunne gøre, at blive og giv hende en sidste afsked. Jeg aede hende og holdte hendes poter og fortalte hende at hendes ejer elsker hende overalt på jorden. - han var blot uvidende. Hun sov stille ind og jeg fældede et par tåre da brystkassen pludselig blev stille og gnisten i hendes øjne forsvandt. Jeg kendte hende ikke, og alligevel føltes det som om at jeg kendte hende helt vildt godt! Hun var skøn og så lignede hun min egen hunkat på en prik, bare med langt hår ..
Jeg har ondt af Missy, men hun mærker ingenting nu og hendes ejer var blot uvidende, men han har forhåbentlig lært af dette.
RIP Missy <3 
