Jeg er helt enig i at det er rytteren der skal uddannes til at forstå hesten og ikke omvendt...
Det er simpelthen ikke til at holde ud at se når en rytter mister besindelsen og begynder at råbe og skrige eller endnu værre at straffe hesten med pisk og/eller spore! som om hesten forstår det, stakkels dyr...
Jeg tror at det er en kæmpe opgave at stille sig at få alle ryttere til at forstå at det er os der skal uddannes, men lige meget hvad er det en god opgave, der er værd at kæmpe for...
En ting man kunne gøre var at gøre så fx ridemærkeundervisning også ledes hen på heste psykologi. Det får selvfølgelig ikke alle ryttere til at forstå det, men i hvert fald en gruppe, der ikke er så lille end da...

egentlig ikke om der er så meget man kan gøre.

Man kan vel aldrig pådutte folk en forståelse for noget som helst.

For at man kan opnå en forståelse er det vel helt essentielt at man er åben og modtagelig over for nye indput og kan erkende sin egen formåen og måske mere vigtig sin egen mangel på formåen.

Det man kan gøre er at komme med sine egne erfaringer og derigennem måske åbne for en diskussion/samtale der kan få en selv til at åbne øjnene...

I mit eget tilfælde er jeg udemærket godt klar over at langt de fleste fejl og problemer som Shalu og jeg støder på stammer fra et sted og det er lille mig. Jeg prøver efter bedste evne og med den vejledning jeg finder god og gennem diverse bøger at finde kernen og dermed løsningen på disse problemer.

Hvis jeg er frustreret forsøger jeg altid at komme af med dem ved at skælde ud på mig selv eller hesten under ridningen... På denne måde får jeg afløb for mine frustrationer uden at der går nogle nævneværdige skade på hesten Jeg går ud fra at den er ret ligeglad med at blive kald et langøret æsel og deslige sålænge det ikke foregår i et alt for hysteriskt tonefald også selvom jeg i virkeligheden godt er klar over at det er mig der er det langørede æsel.... Det er dog trods alt rarest ikke højlydt at skælde ud på sig selv... Hvis du kan følge mig??

Som sagt tror jeg ikke man kan udbrede forståelsen, men man kan jo snakke om sin egen forståelse... og så håbe på at den forståelse også bliver en andens.

Hilsen

Er ikke helt sikker på, om jeg har rigtigt fat i tråden. Vil du gerne starte en debat om, hvorvidt man skal opføre sig ordenligt som rytter??
Hvis det er det, ja så kan jeg da kun bifalde initiativet. Jeg mener dog ikke vi alle behøver at blive eksperter i horsemanship -men, at man i virkeligheden skal lære at AL omgang med dyr foregår roligt, konsekvent og med tanke på, at dyr ikke er i stand til de lange tankerækker.

Sådan som jeg husker ridemærkeundervisningen, var der ikke ret meget fokus på hestevelfærd - men meget kan jo være ændret siden jeg tog dem for 15 år siden .

Jeg mener, at det er en opgave som tilfalder forældre, klubber, medryttere og undervisere. Der bør ikke være noget mærkeligt i, at man sanktionerer dårlig opførsel fra rytterside, i højere grad end det sker i dag. Jeg mener det er yderst vigtigt, at klubber fx har helt officielle politikker på området, så man ved, hvad man har at holde sig til. Og, at politikken skal være 'pindet ud'- i min klub har vi en eller anden klamamse med 'overdreven brug af pisk' -jamen, hvad mener man egentlig med det? Er det 2 rap eller 20?

Opdragelsen skal selvfølgelig ske i det daglige - når man ser noget til træning, eller i hallen - men også til stævner. Her kunne man godt forestille sig en rimelig konsekvent linje, hvor ryttere (eller deres forældre...) der ikke levede op til et fastsat kodeks blev bortvist.

Man kunne også forestille sig, at klubber i tillæg til de normale 'ordensregler' havde et nedskrevet kodeks for fair hestebehandling, der hang synligt fremme for ryttere på klubbens område. Det kunne også give medrytterne noget støttende at henvise til, hvis man ønskede at påtale noget overfor en anden rytter.

Det må være svært at stå som underviser og gribe ind, hvis objektet for ens undervisning er et voksent menneske og måske endda bestyrelsesmedlem i klubben, som er ens arbejdsgiver - men jeg mener dog, at det er underviserens pligt at få talt med rytteren om det, om ikke andet så efter endt træning.

Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke tolererer at nogen straffer hesten gennem biddet. Det påtaler jeg altid -også selvom jeg selvfølgelig bliver upopulær hos den pågældende rytter.

Men jeg tror også det er lidt opadbakke - der findes jo bare folk, som ikke burde have omgang med dyr (eller børn for den sags skyld), hvad enten de nu er hunde eller hesteejere. Derfor skal man selvfølgelig forsøge at minimere skaderne mest muligt gennem oplysning.

MH Nana

tråden er hvad kan vi gøre - også mig og dig - til at fremme forståelsen om at det er os ryttere der skal uddannes for at opnå resultater med hesten og at hvis tingene ikke virker er det ikke hestens fejl.

jeg syntes det er vigtig at gøre som du skriver - sige til andre om det du ikke tolererer

ganske sikkert fint at sige fra hvis man ser noget man ikke tolererer, men man skal være varsom med måden man gør det på.

Hvis man gør det på den forkerte måde tror jeg nemt det kan få modsat effekt. Igen det med at man ikke kan tvinge forståelse igennem

Dvs det nytter ikke noget at komme rendene med sine egne vise sten som var det det eneste saliggørende... derimod må man på en pæn måde så folk med lidt tænketid kan se deres fejl.

Medmindre selvfølgelig det er groteske tilfælde hvor rytteren burde få en i røven med sin egen pisk.

Hvilket minder mig om en historie en herinde engang fortalte om en ponymor der hvade givet ungen en i r**** med pisken pga ungens hysteriske opførsel over for den stakkels Pony

Hilsen

Jeg har som underviser på vores småbørn/nybegynderhold bl.a. bedt en rytter om at stige af. Herefter stillede jeg mig bag rytteren og sætte mine pegefingre (renvasket, vel at mærke) i barnets mundvige og trak bagud.
Spurgte om det gjorde ondt - svaret var JA. Herefter trak jeg lidt mere bagud og barnet hylede.
Forklarede barnet, at det jeg netop havde gjort ved vedkommende, var nøjagtig det samme, som vedkommende havde gjort på den stakkels hest.....
Barnet hev/flåede efterfølgende aldrig en hest i munden.

Har spurgt elever om jeg også må give dem umotiverede slag med pisken?
Har spurgt elever, hvordan de ville reagere, hvis jeg hamrede sporene ind i siden på dem hele tiden og uafbrudt?

Til de mindste elever har jeg forklaret, at de skal forestille sig, at de er indianere, der skal skyde med bue og pil. Indianerne bruger deres ben (schenkler) og numsen (sædet) til at syre hesten med.
Jeg opnåede at få nogle elever, der sad med rolige hænder

Og jow, mon ikke vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har følt totalt afmagt og hevet den stakkels hest en gang eller to for meget i munden...???

Som jeg forsøger at forklare vores datter - rid med hovedet og ikke med hænderne.
Rid med sæde og schenkler og ikke pisk og sporer.

Jeg har spurgt mange ryttere om, hvorfor de bruger sporer?
Græmmes ved de svar man oftest får: "Jamen, det gør alle mine veninder" eller "Det ser da smart ud".

Eller hvorfor rider du med pisk? "Jamen, den bruger jeg, når hesten ikke vil galopere eller stå stille" eller "Jamen, de der er dygtigere end mig giver jo også hesten slag med pisken".

Her må man jo så som den voksne og - forhåbentlige mere erfarne rytter - forklare, hvorfor hesten måske lige har fået 2 rap med pisken, når man som udeforstående(!) ikke lige kunne se, at hesten gjorde noget forkert.

Vi skal som de mere erfarne ryttere foregå de knap så erfarne ryttere med et godt eksempel.
At ride handler om samarbejde mellem hest og rytter - ellers bliver det meget hurtigt til 2 stride viljer og en knækket tøjle.

Ydermere skal de knap så erfarne ryttere have undervisning af én, der kan rette/vejlede rytteren på det korrekte måde.

Vi har selv et kæmpedyr, hvor vi til tider føler afmagt. Men vi erkender problemet og sørger derfor professionel hjælp/assistance.

Slutteligt kan jeg kun sige - det kan godt være jeg bærer et hestenavn (Lotte), men jeg er meget glad for, at jeg ikke er en hest. Jeg tror, at jeg ville blive betegnet som vanskelig

PS - indenfor hundeverden siges det jo - som ejer så hund. Mon ikke det samme gør sig gældende indenfor hesteverden...???

Hvad kan man gøre, hvad kan man gøre..

Spørge folkene som behandler deres heste forkert, om de ville have gjort det samme, hvis det var deres barn der havde misforstået dem?

For nylig var der en af mine kolleger der spurgte om der var mange der red for at føle de havde magt over tingene (bare magt over et eller andet).

Jeg svarede nej, selvfølgelig ikke, vi rider fordi hesten er en god kammerat vi deler nogle gode stunder med.

MEN!! efterfølgende må jeg indrømme at jeg tror han har mere ret end han aner. Jeg tror det er derfor nogle mennesker bliver så hamrende usympatiske når de svinger sig i sadlen, de er bange eller de føler sig til grin og magtesløse hvis hesten ikke MAKKER RET. Og så reagerer de med hårdhed.

Jeg ved ikke hvad der ellers kan forklare den behandling nogle heste må lide under. Seneste eksempel jeg har stødt på var en 2½ års quarter der blev revet på røven i et skarpt bid fordi den unge hest trykkede sig i et ridehus når der kom 'modkørende'. - jeg græmmes.

Ane

skyldes næsten altid uvidenhed. Ingen ryttere rider vel deres heste forkert med vilje. Det tror jeg altså ikke på.

Hvis der rider 5-9 ryttere på et hold kan underviseren ikke bemærke alles fejl og rytterne for dermed lov til at lære noget forkert, fordi der ikke er tid til at rette det. Derfor lærer rytteren ikke nok om at føle ridningen og fungerer tingene ikke så føler de afmagt, netop fordi de ikke kan føle sig til hvor problemmet ligger. Så er det temperamentet begynder at koge.

Trækker man f.eks. hælen op, når man bruger schenkelhjælpen, så løfter mig sig samtidig fra sædebenet og får dermed ikke redet hesten bagfra og den lægger sig så istedet på biddet, istedet for at søge frem og ned. Hesten smider ryggen og rytteren kommer i ubalance og falder på forparten og så bliver hesten da først stødende at sidde på.
Rytteren bliver fustreret, netop fordi der ikke kom det ønskede resultat og begynder at spænde i kroppen.
Nu er den da helt gal og rytteren tyer så til sidste mulighed, nemlig at sparke mere til hesten eller give den et rap med pisken. For så kan den lære det kan den.

Havde denne rytter istedet lært, hvorfor hesten reagerer, som den gør så havde rytterens temperament ikke været på prøve og problemmet var aldrig opstået.

For at dette dog kan lade sig gøre er rytteren nød til at have den nødvendige undervisning og selverkendelse, så rytteren også kan forholde sig kritisk til sin egen ridning.
Dette koster både tid og penge og ikke mindst tålmodighed.

Vi skal lære at kræve lige så meget af os, selv som vi gør af hesten. Vi skal også være atleter for at kunne give hesten de bedste betingelser for, også at kunne være det.

Bare her på siden er der mange spørgsmål som kunne have været undgået, hvis skribenterne havde vidst mere om indføling i ridningen. (puha, nu vanker der vist øretæver)

Som minimum bør alle ryttere læse rideteori omhandlende det, de forlanger deres heste skal kunne og ikke kun tage det, hvad underviseren siger, som gode varer. Man må gerne være skeptisk og undrende. Det gør mennesker nysgerrrige og informationssøgende, hvilket som regel også gør dem til bedre ryttere, netop fordi de søger svar på deres spørgsmål fra flere sider.

Hilsen
Britta

Jeg mener, at man skal behandle problemet og ikke symptomerne, præcis som når man arbejder med en såkaldt "problem" hest.

En god ide ville være at som fx underviser at lære sine elever ordet sympati at kende.
Jeg har mødt ridelærer der bare har bedt en elev om at give hesten en i r**** bare fordi den var bange for en spand i et hjørne og ikke ville gå forbi. Derfor, mener jeg, at alle undervisere skal have en uddannelse af en eller anden art (indenfor hestesporten vel at mærke).
Da jeg red rideskole havde jeg på et tidspunkt en ridelærer, der red dårligere end mig, og hun vidste tydeligt ikke ret meget om heste. Når sådan noget kan ske er det jo ikke så mærkeligt at så mange mennesker opføre sig uanstændigt over for deres hest/pony. For hvis de aldrig har lært andet, hvordan skulle de så vide bedre? Man må derfor prøve at forebygge så det ikke bliver nødvendigt at behandle!

Det med at skælde hesten ud når man rider, for at komme af med sine egne frustrationer, sys jeg man skal være forsigtig med. Det kan godt være at hesten ikke forstår ordret hvad man siger til den, det er tonen du siger den i den reagere på. Så selvom du siger noget sødt, men siger i en hård eller irriteret tone vil hesten højstsandsynligt opfatte det negativt. Det samme gælder selvfølgelig omvendt. Så jeg mener at man skal være meget forsigtig med hvordan man siger tingene til sin hest...

Det skal heller ikke forstås sådan at jeg sidder og galer hysterisk af hesten

Tværtimod er det mere sådan alm tonefalds rablen af/sagte banden... det tror jeg nu ikke Shalu er synderligt irriteret/forvirret over... og hellere det end ryk i tøjlen eller anden urimelighed ikke???

Hilsen

Nej det regnede jeg heller ikke med
Da du skrev det med at "skælde" hesten ud i stedet for sig selv, henlete det bare mine tanker på nogen jeg har set, der virkelig sad og skældte hesten ud for deres egne fejl... Så det var mere bare sådan en mening jeg lige sys var lidt vigtig at have med...
Med hensyn til hvad du gør, så tror jeg heller ikke at han har noget i mod det, han sys sikkert bare at det er hyggeligt at høre din stemme og det er da helt klart bedre end at rykke ham i munden eller noget andet voldligt...

Og viden - det er vel meget ofte det der skal til for at ændre nogle ting. For som andre siger, ofte gør folk/ryttere det jo af ren uvidenhed og/eller frustration - og det gælder både afstraffelse af heste og feks. racisme.

Jeg er så heldig at have hesten et sted, hvor underviser IKKE ønsker at se glidetøjler, chambo o.l. - og så er der ingen der bruger det, hverken til undervisning eller alm. hverdagstræning.
Min underviser ligger også meget vægt på, at det er rytteren som giver de forkerte signaler. Og da hun uden problemer kan sætte sig op, og vise at hesten kan udføre div. øvelser - ja så må man jo ligesom akseptere at det er ens evner som rytter det halter med

Jeg skal ikke gøre mig bedre end alle andre, og vi kan alle komme til at vappe hesten en, eller trække en gang i tøjlen. Men når man så finder udaf hvor langt tilbage i ens ridning man bliver sat, fordi man mistede fatningen en gang - ja så kan man ofte holde sig i skindet lang tid derefter.

Og så er der den helt banale løsning. Er jeg eddikesur og tosset på min chef, når jeg kommer ud i stalden, så planlægger jeg ikke at ride de nyeste øvelser og de sværeste ting i dressuren, eller tager ham på skovtur i strid blæsevejr, hvor jeg ved han vil tee sig - så skal jeg bare have en god oplevelse med hesten, og den med mig

Jeg tror dog, som med så meget andet, at de fleste behandler deres heste/ponyer o.k. Og jeg ved da også, at der er flere rideskoler, hvor man ikke bare får stukket en pisk i hånden, når man møder op.
Men man bliver præget af de hestefolk man omgåes og ser op til. Og især i en ung alder er det vigtigt, at det er dygtige og erfarne folk som viser en hvordan rigtig omgang med heste og ridning skal forgå.

MVh Charlotte

enig - meget er uvidenhed.
Det er også en del om holdninger tror jeg, hvordan man kan tillade sig at opføre sig overfor hesten.

Det er et meget ømt emne...

Jeg har selv redet i 10 år, og jeg kan se tilbage på nogle hysteriske udbrud jeg har haft, og blive så gal på mig selv! Jeg kunne ikke styre mit temperament, og det gik ud over hesten i form af slag/råb/spark/voldsomme hiv i munden... det gør så ondt at tænke på. Der er ingen verdens grund til at komme ind på nogle af situationerne, for jeg ved godt selv hvor galt det er...

Endelig lærte jeg at styre mit temperament - simpelthen ved at når hesten var 'åndsvag' så stoppede jeg et øjeblik, knyttede mine næver, bed tænderne sammen og lod hesten passe sig selv mens jeg rasede ud, tog nogle dybe indåndinger og gjorde mig klar til tålmodigt at prøve forfra... Hvor kan det være svært nogle gange, men det er med at kende sine grænser og stoppe lige inden man flipper ud - jeg lærte så også mine grænser at kende, af mine flip dengang, og jeg fik gode forhold til de stakkels heste jeg havde ladet det gå ud over... men har det stadig på samvittigheden...

Jeg kommer jævnligt på en rideskole, hvor jeg igen og igen ser ryttere der nærmest projekterer al dagens vrede over på hesten. Fx en hest der faktisk ikke gjorde noget, tror nok den skulle vente på en anden hest, men den blev utålmodig, så satte ejeren sig dybt ned i sadlen, piskede hesten hårdt og savede den så hårdt i munden at den næsten satte sig ned og løftede forbenene fra jorden...
Desværre er det umuligt for mig at stoppe sådan noget, for sådan en rytter vil sikkert bare uddele et slag til mig også, for jeg er bestemt ingen autoritet ude på rideskolen...

Jeg mener selv at man får mest ud af at forholde sig roligt og belønne hesten for korrekt udvist adfærd, og selv være et godt eksempel for hvordan hesten skal opføre sig. Desværre er der meget smalle rammer når man rider andre folks heste.

godt inlæg - det er svært at styre sit temperament.
jeg har tidligere trenet travheste - norske koldblodstravere til løb. Vi piskede da løs på hestene og kørte dem hårdt fordi ellers blev der jo ingen sløyfer, pokaler eller aller vigtigst: penge.

Jeg gav hestene tit en på røven, men efter en lengre hestepause når jeg skulle starte på nyt igen, fik jeg endelig lært at styre mit temperament.

Det viser sig dessverre at det altid er min fejl om træningen ikke lykkes..

med levende dyr at gøre
Jeg synes ikke det er særligt hyggeligt at ride rundt i det store ridehus, for nogle af primadonnaerne er jeg sikker på mener at hesten skal rides med tvang ikke med sammarbejde.
En hest der står i samme stald som min er fuldstændig hårløs på halsen hvor tøjlerne gnider frem og tilbage, og er blevet meget nervøs når jeg henter den ind fra fold.(utroligt hvad man kan gøre ved en hest på 3 mdr)
Jeg selv foretrækker at ride alene (eller sammen med nogle få udvalgte) i det lille ridehus, når jeg ikke får undervisning, for det er lige før jeg bliver dårlig når folk lader helt klare rytterfejl gå ud over hesten !!!!!!
Det er da også dejligt at se dem der virkelig behandler hesten med kærlighed respekt
Jeg rider aldrig med sporer og pisken ligger på barrieren. Jeg har den holdning at det gælder om sammarbejde og synergi, og er så heldig at min underviser stort set giver mig skylden hvergang hesten misforstår mine signaler (fordi de ikke er klare nok) , men sommetider får hesten nu også skylden for den kender mig jo og kan den springe over hvor gærdet er lavest gør den det, og hvem kan jeg takke for det !!!! migselv!!!
Jeg synes helt klart at der burde være mere respekt over de regler og retningslinier der findes og at man kunne behandle rytteren på samme måde som de behandler hesten !!!!

til at være dygtige ryttere og hestefolk er lang....der er bare nogen der er sprunget lidt let over det.

Jeg er forholdsvis ny hesteejer og har for et par måneder siden fået min store læremester molly, en hoppe på 17 der ikke er sårn at løbe om hjørner med..men vi har allerede lært utrolig meget af hinanden...og jeg har forstået at jeg, og jeg ved andre begår den samme fejl, indimellem får sat hesten i en position hvor det er op til den at bestemme hvad vi så skal...og så sker der de der ting som vi giver hesten skylden for...men hvis man liiige tænker sig om og griber tingene an lidt anderledes så gør hesten ikke som den passer den..men som vi gerne vil ha den skal gøre Er det ikke fantastisk?

Molly har lært mig, at jeg skal mene det jeg gør...med hende og med alle andre heste..og gud hvor går meget altså pludselig nemt...Molly har til gengæld lært at mennesker godt kan være en ven

Men at få folk til at forstå princippet i at mange af de "fejl" de finder ved deres heste tit starter hos dem selv, er nok svært...De fleste bryder sig jo ikke om at få at vide at det de foretager sig er helt galt i byen...men skal være meget forsigtig med at sige den slags ting til folk...

Det kan også være svært, hvis du ikke har lært andet end "hesten/ponyen skal gøre hvad du beder den om...hver gang, og gør den det ikke skal du straffe den...helst hårdt" tror ikke det er blevet "videregivet" af nogen på helt denne måde...Men forstå mig ret.

Jeg tror, for jeg er ikke sikker, hvis der var "kendte ryttere" der foregik med et godt eksempel, eller startede en forening til "Fremme af god hestevelfærd" som har mulighed for at reklamere lidt for god hestevelfærd på en lidt utraditionel måde, eller henvendte sig til månedsmagasiner og den slags, ville der nok komme en del mere oplysning blandt hestefolket...

Og så bliver det sværere...for hvad, præcis er god hestevelfærd? Tror det bliver svært at lave andet end grundlæggende regler. For jeg tror egentlig at folk behandler deres heste som de gør, udfra troen på at de gør det for hestens bedste...

Personligt finder jeg det lækkert når jeg ser en hest fuldstændig ændre "holdning" når der kommer en rytter op på den, eller den kommer i hænder hos et erfarent hestemenneske, som "har forstand på hvordan heste rides og behandles" og jeg kan på min egen og mollys krop mærke hvor "nemt" samarbejdet med hesten bliver når jeg er tydelig, rosende og fast, hun nyder at have en leder og blive udfordret med alle de sære ting jeg beder hende om...hun kan li at arbejde, og samarbejder gerne så snart man er god ved hende giver hende tid og den slags... men har også lagt mærke til at hendes foder er en stor del af hendes adfærd. Hun var meget vims på et tidspunkt og så tog vi noget af havren fra hende...og vupti...så gik gassen af hystaden og hun er så rolig nu og meget nem at arbejde med...hun har endda taget på efter hun er blevet sat ned i havre Nu mangler damen bare nogle muskler og så er hun fjong

Tror den bedste måde at "udbrede ordet" (uden at lyde alt for meget som en forkynder :x ) er at komme med "forslag" til folk..."hvorfor prøver du ikke at gøre sådan istedet for?"....synes det er en ret effektiv løsning...eller...nok den mindst "fornærmende"..

Happy Horsing

til at pudse alle glorierne i !

Det er jo ikke første gang denne her diskussion - eller noget der ligner - har været oppe, og der er en generel enighed om at de største rideproblemer er at finde fra sadlen og op, men fra denne erkendelse og til nogle af de konklusioner, der kommer her undervejs synes jeg der er langt.

Nej det er ikke kun rytteren der skal uddannes. Selvfølgelig er det ikke det. At ride er et samarbejde mellem hest og rytter, hvor de to skal tilpasse sig hinanden i et miljø, der hele tiden forandrer sig efter hestens og rytterens uddannelsesgrad, fysiske og psykiske muligheder.

Viden kan ikke løse problemet. Selvom man har viden om en ting betyder det ikke, at man er i stand til at udføre det. De fleste rytterfejl skyldes ikke uvidenhed, men manglende rutine og balance. Hvis det absolut skulle være kunne de fleste af os beskrive i detaljer, hvordan man udfører en salto, men kun en forsvindende lille del af os er istand til rent faktisk at gøre det.

Ponyrytteren sidder ikke og rykker ponyen i munden fordi hun tror det er rigtigt, men fordi hun ikke har den fysiske styrke og balance til at sidde stille. Og sådan er det med de fleste situationer - hvis bare viden var tilstrækkelig, ville der være slagsmål om pladserne på det olympiske hold.

Og så de klassiske kommentarer, vi også snart har været igennem hundrede gange. At ride med pisk eller sporer - eller fy da måske endda med begge dele - er lig med mishandling. Sikke noget sludder både en pisk og sporer er hjælpemidler, der kan forstærke rytterens signaler til hesten, give en hurtigere reaktion eller en følsommere rytter.

Og naturligvis kom den med hjælpetøjlerne også - hjælpetøjler er en hjælp, de er der fordi de opfylder et formål i uddannelsen af hest eller rytter. Jeg har set hvilket mirakel en chambon kunne udrette. Pludselig kunne ponyen gå afslappet og bevæge sig korrekt og smidigt, så den urutinerede rytter havde en chance for at komme til at arbejde med sin opstilling. Langt at foretrække - synes jeg - fremfor den bumpen umotiveret rundt i sadlen der ellers er begynderens lod.

Og er det så fordi vi ikke anerkender at der er tale om rytterfejl, når der kommer et spørgsmål herinde om hvordan hesten får en bedre galop eller holder op med at hænge på biddet. Nej naturligvis er det ikke det, det er fordi rytterfejlene forplanter sig til hesten og bliver synlige der.

Og for lige at foregribe - dette er naturligvis ikke et forsvar for at afstraffe sin hest, det er der ingen undskyldning for at gøre. En hest kan kun lære og udvikles, hvis den er tryg og tilpas sammen med sin rytter - det bliver den aldrig af straf.

Er mindst lige så stor en del af det som viden..men det er også pænt svært at få praktisk viden uden undervisning..i undervisning indgår der vel også noget balancetræning..det gør der da i min i hvertfald...i undervisning indgår vel det hele...eller? jeg har ihvertfald fået en "samlet pakke"...jeg lærer omgang, ridning, og træning med hesten....Personligt vil jeg gerne kunne gøre en masse ting med og på min hest...og jeg arbejder for bedre balance, roligere hænder, tydeligere hjælpere,dybere sæde hver gang jeg sætter mig op på en hest...om det er for at tulle en tur ned til skoven på min venindes islænder, eller det er for at træne på dronning Molly, så er al ridning træning for mig...al omgang med heste er træning, og hvor er det dog skønt...har lært MEGET men kommer da også til kort..ofte..fordi jeg er "ny her".

Gider ikke sige "visse vasse" og "fy føj da" over chamboner, glidetøjler og hvad har vi ellers... forskelligt udstyr kan vel have en virkning i visse situationer...det kan jeg ikke afvise da jeg ikke ved nok om det...må indrømme dog at jeg har det svært med indspænding...ville nok ikke selv bryde mig om det...men som sagt, ved ikke nok om det til at kunne danne mig anden mening, end at man bør vide hvad man gør når man tager forskelligt udstyr i brug på sin hest...en pisk kan være nødvendig..det har jeg da selv som helt ny rytter måtte bruge..havde simpelthen ikke træning nok til at mine ben kunne gøre alt arbejdet på en gang.... rider i øjeblikket uden...men har også fået en anden hest...kunne ikke lige magte den anden :x og det var mangel på rutine, viden og undervisning... så valgte, for hestens bedste og min rideglædes skyld, at bytte til en mere..Magda-venlig udgave og det var da en fantastisk beslutning...både mig, ny hest og eks-hest trives fantastisk

Undervisning, undervisning, undervisning..det er vejen frem...men som en anden skrev, det er vigtigt at vi stiller spørgsmål ved det vi lærer.... jeg foretrækker at få tingene skåret ud i pap..."ok så når jeg slapper af og er tydelig, så er samarbejdet mellem mig og molly flydende og rart" jeg VIL ha en forklaring på alt hvad der kan forklares...også det uforklarlige...

Min underviser får da også undervisning...ellers kan hun jo heller ikke udvikle sig....

Man kan kun forklare ting for folk - man kan IKKE forstå det for dem.

Som så mange andre ryttere, som kommer på rideskoler og til stævner, så ser jeg både børn og voksne - Nybegyndere og meget erfarne ryttere, som rider høje klasser, som mister fatningen og lader sine frustrationer gå ud over hesten.

Jeg skal da bestemt heller ikke spille hellig - jeg må indrømme at jeg også har mistet fatningen. Men kan i bagklogskabens klare lys godt se, at det var dyremishandling, og det eneste jeg fik ud af det var en hest, som ikke blev bedre, men meget dårligere til den øvelse, som vi blev ”uvenner” over. Og det tog LANG tid inden tilliden var tilbage igen.

Men ridning er svært – i dag har jeg en unghest. Fra dag et havde jeg besluttet, at den aldrig nogensinde skulle være offer for frustration. Hvis jeg har en dårlig dag, så må jeg lade være at ride.

Desværre må jeg erkende jeg har pakket ham så meget ind i vat, at han i en periode ikke så mig som lederen, og han fik derfor en periode, hvor ham blev usikker, og så blev jeg usikker….. ja og så var den onde cirkel begyndt.

Heldigvis har jeg en underviser, som er meget dygtig, der har bragt os tilbage på bølgelængde igen.

Men selv om man har alle de gode intentioner, så er det tit svært, at finde den rigtige balance.

Min erfaring siger mig, at det bedste man kan gøre er, at finde en underviser, som man stoler på – og så glemme alt om barriererytternes kommentarer. Husk at stole på sig selv – og hvis tingene går i hårknude, så lav noget andet – og vent på en dygtig underviser kan hjælpe en på rette vej.

Hilsen
Anna

det betyder virkelig meget at have en god underviser og stole på sig selv.