På en sådan (og alle andre heste) er shaping løsningen på problemet. Shaping betyder at forme, og i træning af dyr betyder det, at man går trinvist frem, og man går ikke videre til næste trin, før det foregående er overstået.
Man kan forestille sig en shaping-proces som en trappe, hvor trappens første trin i dette tilfælde er opsadling. Hesten skal være tryg ved en gjord omkring sin mave, derefter med et fastspændt underlag, så går man videre til sadlen, og derefter til at spænde gjorden. Når man HVER DAG kan sadle hesten op uden nogen som helst anspændelse i fx. 4-5 dage så er den klar til trappens næste trin, der fx. kan være at den vænner sig til, at rytteren står på en skammel ved siden af den, så den ser mennesket oppefra, hvor det også vil være, når rytteren kommer på ryggen af den. På dette trin ligger også, at man vænner hesten til vægt ved at stemme ned i stigbøjlerne. Man kan ved samme lejlighed vænne den til lyden at knitrende tøj, berøring fra positionen på skamlen osv.
Næste trin på trappen er, at rytteren sidder op, sidder lidt på hesten, og stiger ned igen.
Når dette er indlært og hesten er HELT fortrolig med det, så kan man begynde at trække hesten rundt med en rytter på.
Endnu et trin oppe begynder man at lade rytteren styre hesten lidt rundt med hjælp fra personen på jorden, eller man begynder at lære hesten at trave først nogle få og siden flere skridt med rytter på.
Når man på et eller andet tidspunkt opdager et LILLE problem (der vil formentlig have været advarsler før hesten stejlede, fx. i form af, at den stoppede og bakkede eller lignende) så løser man dette problem ved straks at gå et skridt ned af trappen til man når et sted, hvor hesten igen er helt rolig, og arbejder sig frem derfra. Hvis hesten fx. bukker, når sadelgjorden er spændt i bestemt hul, når den skal trave, så går man tilbage til at lade den skridte med gjorden i hullet før, derefter trave og så galopere med en lidt løsere sadel. Derefter spænder man gjorden et hul mere, til den kan først stå stille, siden skridte, så trave og galopere, og går man her langsomt nok frem, så sker bukkespringene forhåbentlig ikke igen.
Når man arbejder med en unghest skal man altid kigge meget godt på, hvordan den ser ud i hovedet. Virker den HELT rolig og afslappet, så kan man gå videre, hvis den har bekymrede rynker omkring øjnene eller viser andre tegn på anspændelse, som anspændt kropsholning, piskende hale, gnaven på biddet eller anmassende adfærd, så er den ikke klar til det, man er i gang med, og man må gå et skridt nedad igen.
Det er positivt, at I ser hestens adfærd som et symptom på, at den ikke forstår, hvad I vil - dermed har I et godt grundlag for at løse problemet. Begynder i at straffe hesten, så har I gode chancer for at gøre det værre. Det er JERES ansvar at kommunikere til hesten, hvad I ønsker, så hastigheden hvormed I kan gå frem afhænger ikke kun af, hvor hurtig hesten er til at forstå og acceptere, men i lige så høj grad af, hvor gode I er til at forklare hesten, hvad I mener.
Jeg vil også foreslå, at I bruger positiv forstærkning, altså giver hesten en eller anden form for belønning, gerne i form af foder, når den gør noget godt. På den måde lærer man hesten at forbinde træningen med noget positivt, og man forøger igen sine chancer for et godt resultat.
|