...men kan da godt fortælle lidt om mine erfaringer herovre i det mørke Jylland...
I mine pony-år har jeg oplevet mange undervisere, der brugte "halve parader" "galop-hjælpen" og flere udtryk i flæng uden at kunne forklare mig hvad det præcist var jeg skulle gøre... Derfor sad jeg fast og kom ikke rigtigt ud af stedet - blev ikke bedre, men heller ikke værre... Jeg holdt pause i nogle år og efter endt gymnasie kom jeg på Blue Hors, hvor jeg ind i mellem når tiden var til det fik undervisning ved Lars og senere ved Andreas - når jeg red "Lenes heste" kom hun også med små fif ind i mellem til at rette min ridning... Og det fik jeg meget ud af - de brugte ikke de sædvanlige udtryk, men forklarede hvad der lå bag det...
Dog må jeg sige at den underviser jeg har fået mest ud af er min nuværende - Rune Gludsted... Han har evnen til både at forklare hvad der sker præcist i det øjeblik jeg gør noget forkert, hvad jeg skal ændre og hvad der sker, når jeg ændrer det... Jeg får hele forklaringen... Og endnu vigtigere han lægger vægt på at jeg skal FØLE hvad der sker... Han er den første underviser jeg har haft, der har givet mig evnen til at føle, hvornår hesten går i korrekt form og hvornår den ikke gør... Og lige netop den indfølingsevne er et af de vigtigste værktøjer, jeg mener, man som rytter kan få
Eksempelvis har min parthest haft et problem med at han hang meget på højre tøjle... Der har Rune forklaret mig hvad vi som ryttere gør forkert og hvordan det virker hele vejen gennem kroppen på hesten... Derefter fortæller han hvordan jeg løser problemet, hvad JEG skal gøre for at hjælpe hesten og beder mig fortælle hvornår jeg mærker en ændring i hestens form og hvordan han er at sidde på... På den måde finder jeg ud af at mærke hele hesten og ikke kun koncentrere mig om den del jeg kan se...
Jeg har på de sidste 8 uger lært mere end jeg har gjort på de sidste 12 år, fordi jeg langt om længe får forklaringer - ikke kommandoer... Jeg bliver inkluderet i arbejdet og skal selv koncentrere mig om hvornår jeg mener hesten går korrekt i stedet for at koncentrere mig om, hvornår min underviser siger den går korrekt... Bliver jeg bedt om at lave et anspring, skal jeg selv føle mig frem til, hvornår den går i korrekt form til anspringet og ikke kaste mig ud i at det skal være præcist ved A, som det har været ved tidligere undervisere...
Så tålmodighed og indfølelse er 2 vigtige værktøjer jeg har fået med mig nu
Christine...