Jeg har i vinters købt en rå 3-års hoppe, som har den skønneste og sjoveste personlighed og elsker kontakt med mennesker og generelt indgår godt i flokken, men som meget hurtigt er kommet højt i hierakiet og er meget knyttet til førerhoppen i en flok på kun 3 hopper.
MEN, der er nogle sociale spilleregler som hun tilsyneladende ikke har forståelse for i omgangen med andre heste, og det begynder at blive et problem nu, da hun står et sted hvor hun dagligt skal tage stilling til nye heste i ridehus/ridebanen.
Hun er blevet tilredet hvilket er gået rigtig godt taget i betragtning af at hun har en del tænding og temperament. Der er ingen problemer med hende når jeg håndterer hende selv udover almindelige unghestenykker, problemet opstår når der er andre heste.
Tidligere på ugen gik vi i ridehus med en staldmakker, en meget sød vallak fra stalden. Imens vi skridter rundt i ridehuset og snakker, smækker hun uden forvarsel og med ørene fremme et bagben efter vallakken, selvom de har skridtet side om side i 10 minutter hvor hun ikke har gjort mine til noget.
Dette gør hun også da jeg skal lukke porten udenfor, ligeledes uden varsel og med ørene fremme hopper hun ud efter vallakken som står i god afstand bag ved os. Jeg irettesætter hende prompte og hun reagerer generelt temmelig meget på skældud.
Hun gør ligeledes udfald mod den igen, da jeg trækker rundt med hende udenfor, hvor hun på 5 meters afstand pludselig kaster sig frem efter vallakken som skridter andetsteds på banen.
Når vi skal passere andre heste på ridestier mm, bliver hun fjollet, traver frem mod dem, kaster med forben og har sågår - igen uden varsel og ørene fremme - sparket efter en forbipasserende hest så højt, at hun faktisk får snittet rytteren der sidder på hesten
. Her gik vores part med hende fra jorden af og jeg sad på hende.
Fremmede heste i ridehuset bukker hun ud efter hvis de rider bagom hende, selvom jeg skridter rundt på midten og altså med stor afstand fra de andre.
Til tider kan hun pludselig ikke kapere når andre rider imod hende i ridehuset, så kan hun finde på at stoppe op eller "flygte" den anden vej igen med ørene fremme, imens der andre gange ikke er nogen reaktion overhovedet, selvom det er samme hest og på tættere afstand.
Jeg opfatter hende som lynende intelligent og rimelig cool og nysgerrig omkring nye ting, så det er meget trættende at hun er så uforudsigelig i omgang med andre heste, da det hverken er sjovt for mig eller de andre i ridehuset med sådan en gimpe 
Jeg har selv en holdning om at det er et spørgsmål om træning, træning, træning, men jeg ved ikke helt hvordan jeg bedst muligt gør det klart for hende at det IKKE er acceptabel adfærd, når det kommer som et lyn fra en blå himmel, og jeg ikke kan læse når der er optræk til noget.