Jeg har en knap 6 år gammel fjordhoppe, som jeg har haft, siden hun var 2½ år gammel.
I perioder er hun voldsomt forpustet uden anstrengelse. Det kan være rigeligt, at jeg trækker hende fra traileren ind i stalden - eller fra stalden ind i ridehuset.
Forpustet forstået på den måde, at næseborene udvides voldsomt og vejret trækkes helt nede fra bugen. Hun ligner en hest, der måske har galopperet i 10 min - i frisk tempo - men reelt har hun intet foretaget sig, som kunne få pulsen op. Hun har ingen mislyde i vejrtrækningen - og der er ingen hoste.
Af sind er hun nysgerrig, ekstrem ridelig, selvgående og hviler for det meste meget i sig selv. Selvtilliden fejler sjældent noget, og hun glor stort set aldrig. Til gengæld har hun ticks - og kan være meget voldsom, når det tager hende.
Ticks'ene består for det meste i, at hun gentagne gange rejser sig. Hendes balance er god og hun kan desværre stejle meget højt. (Jeg er 1.67 - og hun kan nå op i skulderhøjde). Hun har været sådan, siden vi fik hende hjem. Stejleadfærden har taget af med årene og viser sig efterhånden sjældent - men hun er stadig meget voldsom, når det sker. 
Hun er sådan en hest, som rigtigt gerne vil arbejde og være i hånd. I modsætning til min gamle hest, så har hun altid været meget glad for menneskelig kontakt - og opsøger os gerne selv, hvis hun har muligheden. Hendes stejleadfærd viser sig ofte, når hun bliver redet ud (evt. bare skridtet af udenfor). Den forekommer stort set aldrig under pres (dvs. i dressuren).
Jeg har flere gange fået luftvejene på hende undersøgt, bl.a. med kamera og blodprøve. Dyrlægerne kan intet finde på hende. Problemerne med forpustet-heden kommer og går, der er intet særligt mønster i det, bortset fra, at vejrets skiften tilsyneladende indvirker på det. (Måske, der er ikke rigtigt noget mønster).
Hun har, i al den tid, jeg har haft hende, gået i løsdrift med min gamle hoppe, som er allergi-hest. Dvs. at hun lever, som var hun allergisk - af hensyn til den gamle.
Dyrlægerne har ikke længere noget bud på, hvad der kan være galt. Stress er det næppe, selv om det ville være oplagt. Det var Ansagers sidste bud.
Hjertet har de alene lyttet på uden at finde noget bekymrende. Hun er linjeavlet - MF og FMF er samme hingst.
Måske I har nogle bud på, hvorfor hun bliver så forpustet?
Hendes ticks tackler jeg ved så vidt muligt at holde presset, skælde voldsomt ud og rose, så snart hun går frem. Jeg kan desværre ikke smække til hende, da hun bukker som ind i helvede - og jeg er ingen rodeorytter (hun har dog aldrig smidt sin rytter af - men det skal hun heller ikke opleve, at hun kan).
Mht. den besværede vejrtrækning, så rider jeg hende ganske let de dage, hvor den forekommer. Jeg tager herudover udpræget hensyn til, hvis hun virker uoplagt (da hun ellers er så ridelig). Hun går typisk villigt frem, selv om hun er forpustet.