Hej,
Det kan skyldes rigtigt mange ting, at din hest løber for dig. Jeg har for mange år siden haft samme problem med min egen hest, og efter at have været rigtigt meget igennem fandt jeg ud af, at det skyldtes et fysisk problem i et ben, som gav hesten spændinger, som igen udløste balanceproblemer, som igen udløste for høj fart. Uanset hvilke fagfolk jeg havde på sagen (dyrlægeudredninger, kiropraktorer, specialbeslag o.s.v.), løste det sig først delvist, da jeg fik en dygtigere smed, men helt løst blev det først, da jeg endelig pillede skoene af, fik hesten barfodsbeskåret og for alvor kom i gang med den akademiske ridning. Træning undervejs i hele forløbet hjalp på hestens opførsel og gjorde den mere afslappet, men så længe årsagen til problemet eksisterer, kommer man aldrig særlig langt bare med træning.
Så mit råd er: Find ud af, om der kan være ET ELLER ANDET, der generer din hest. Det kan - som i mit tilfælde - være en lillebitte bagatel, som ingen for alvor har lagt mærke til før, som betyder en hulens masse for din hest. Måske er den ikke beskåret/skoet helt præcist som den bør, måske er der en lille ømhed i et led, måske er den øm i ryggen, måske er kæbefunktionen ikke helt korrekt o.s.v. o.s.v.
Hvis du har helt styr på det, så kan du desuden kigge på fodringen. Hvis din hest får mere krudt ind, end den reelt har behov for, så skal den jo af med overskudsenergien på en eller anden måde. På min egen hest er så stivelsesfri fodring som muligt helt klart nødvendigt, af hensyn til både krop og sjæl.
Dernæst, hvis du har styr på de to punkter, så kan målrettet træning godt udrette mirakler. F.eks. kan man træne efter ARR (Anatomisk Rigtig Ridning), hvilket lærer hesten at bevæge sig skånsomt og korrekt og dermed komme i balance, hvilket igen hjælper den med til ikke at føle, at den er nødt til at løbe.
Visse dressurøvelser egner sig til heste, der har travlt. Jeg selv har haft stor glæde af øvelsen (i skridt) 5 skridt, parade, 5 skridt, parade, 5 skridt, parade o.s.v. Det kræver en engels tålmodighed, men når først den sidder der og man kan ride disse parader for bittesmå, fine hjælpere, er det en fantastisk øvelse, som også kan bruges på ridetur. Når det virker, kan det overføres til trav, fordi hesten er blevet mere opmærksom på de fine hjælpere til halve parader i traven (og ellers masser af overgange til skridt). Desuden er små 10-meters 8-taller glimrende, med tydelige halve parader ved skiftet (og af og til en ekstra runde rundt før skiftet, så hesten ikke "skifter først") eller overgang til skridt i skiftet.
Men som også ovenfor skrevet, få nogen til at undervise dig, for det er umuligt for os her at sige, præcis hvor du og din hest har jeres problem.
God arbejdslyst.
MVH
Jette