Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Træning

 Dressur med kandar??
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 12:50

Jeg har med interrese fulgt debatten vedr. rollkür m.v. - nogle af disse indlæg var vedheftet fotos af heste med kandar & trensebid og jeg kan forstå, at denne bid kombination anvendes i de højere dressurklasser.

 

Det undrer mig lidt, fordi denne bidkombination var den man anvendte i forbindelse med uddannelsen af kavalerister.

I forbindelse med formationsridning ønskede man ikke, at "rekrutten" kun anvendte kandaren - det var for hårdt for hesten med en urutineret rytter, som endnu ikke havde lært, at ride med en let hånd- derfor blev hestens tempo korrigeret med trensebiddet, som alt andet lige var mere skånsomt.

 

Kandarens formål var, at rytteren i en kampsituation, hvor både mænd og heste var skræmt fra vid og sans - ja så havde rytteren måske en chance for, at holde og styre hesten.

 

Hvis de højere dressurklasser skal vise den "højere" ridekunst, som har sit udspring i den ride teknik, der er nødvendig i forbindelse med kamp fra hest - ja så forstår jeg ikke, hvorfor der ikke rides på en blank kandar med tøjlerne samlet i venstre hånd og højre hånd fri (højre hånd er for de fleste den hånd sablen holdes i).

 

På den her beskrevne måde har rytteren virkelig mulighed for, at vise hvor meget kontrol, der er af hesten ved de forskellige øvelser.

Fordi et harmonisk ridt på blank kandar er umulig, hvis ikke rytteren rider med en let hånd - rides der med en hård hånd så vil ridning blive stødvis og harmonien i ridningen bliver ødelagt.

 

Ja det var bare en tanke...!

 

Mvh.

Per Beinov

www.horsemen.dk

0
0
Svar på denne tråd
 
 Tak for tanken
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:09

Men ville det ikke være mere sympatisk om høj dressur kunne vises på et helt almindeligt trensebid?

 

jeg synes personligt, at tiden længe har været inde til i det mindste at åbne mulighed for at rytterne kan vælge andre alternativer end kandar i de højere klasser - en kandar har jo fra tidernes morgen været et magtmiddel - så væk med det og ind med den helt almindelige trense.

 

Det vil også være godt for de mange heste, der slet ikke har plads til to bid i deres mund.

0
0
Svar på denne tråd
 
 kandar
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:13

nu er kandar jo også først obligatorisk fra MA klasserne, så man HAR netop løsnet op til at man kan ride fx MB på alm trense, synes også der er en tendens til at se kandaren som et "magtmiddel" hvilket jeg ikke er enig i, et bid (også en kandar) er ikke hårdere end den hånd der holder den og rider man med hård hånd, ja så vil alle bid være "magt".

Jeg har så også selv en hest der elsker sin kandar, han kan godt gå på et almindeligt trensebid, men han virker meget mere glad og tilfreds når kandaren kommer på, så det gør den bare ;)

 

mvh

Vipse


Kombisadel, Wintec 500 CAIR, 17", sort, helt ny brugt max 5 gange- kvittering fra 24/12-08 haves

Pris 2000,-

0
0
Svar på denne tråd
 
 dressur på trense
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:19

I england kan alle nationale dressurklasser rides på trensebid, hvis man ønsker. Det synes jeg er en helt logisk løsning - at man kan vælge. Det er jo heller ikke sådan at man i springning skal ride med pelham hvis man skal strart MB eller højere...

0
0
Svar på denne tråd
 
 brenderup
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:24

per... jamen det er vel det der hedder klassisk ridning ? a'la bent brenderup ? det er da en hånd med blank kandar.

 

absolut ikke et "mål" for den type dressur jeg rider. to helt forskellige vejbaner. ikke at klassisk er "forkert" men bare en helt anden ridestil/opbygning af hest samt heste materiale, end den vi bruger i moderne dressur.

 

helt enig med vipse. intet bid er hårdere end den hånd der holder i den anden ende.

 

 

 


Rønnebærrene er sure..... sagde ræven der ikke kunne nå dem !

0
0
Svar på denne tråd
 
 Vipse....
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:24

Vipse - Jeg skriver at kandaren oprindeligt var tænkt som et magtmiddel - og brugt som sådan, så er den det jo stadig. Jeg synes såmænd heller ikke kandaren bør forbydes, men forstår ærligt ikke behovet for to bid - det giver ikke meget mening - og jeg tror mest det handler om en vanesag.

 

Jeg mener bare ikke alternativet "kun" skal være en blank kandar men netop mulighed for optømning med trense i alle klasser - også de internationale.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Bummelum...
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 15:44

Det er efterhånden viden for mange, at hesten stort set ikke har plads til to bid i munden, og går ens hest tilsyneladende bedre på kandar, hænger det som oftest sammen med at det er stangen de kan lide. At der ikke er noget der kan rasle og klemme inde i munden. Altså vil man formentlig opleve samme effekt på blankt kandar.

 

Og et kandar er et "magtmiddel", mere end man umiddelbart skulle tro, og det pga. nogle rent fysiske love.

Det træk man laver i tøjlen bliver 3 gange større i hestens mund, i nakken bliver trykket 2,3 gange større og under hagen 1,8 gange større. Får man fx hevet med et træk på 5 kg, hvilket ikke er ualmindeligt desværre, vil hesten altså mærke et tryk på 15kg i munden, 11,5kg i nakken og 9 kg fra skumkæden (udregningerne til ovenstående er fra Christina Suntum Sørensens bog "Bag om biddet"). Det er dælme meget pres! Og så skal der lige lægges presset fra bridonen oveni også... Avs mit hoved siger jeg bare

 

Allerede ved 1kg tøjletræk begynder der at komme godt med pres på hestens hoved, så kandaren er altså et bid som man virkelig skal tænken over effekten af. I min verden kræver det virkelig virkelig feeling at ride med kandaren, og man kan jo se at selv OL-rytterne kan have så meget fat i kandaren at hesten får blå tunge (N)

 

Jeg vil se frem til den dag(hvis det sker) hvor optømning bliver valgfri i alle klasser, og i større grad end i dag. Så man lige netop kan vælge at ride med det som ens hest fungerer bedst med, om det er med todelt, tredelt, stang, udelt, bidløs etc.

 


// Trine

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 17:42

Jeg har et meget anstrengt forhold til kandaren - ganske enkelt fordi den under ingen omstændigheder er nødvedig...

Jeg kan i hvert fald ikke se hvad der skulle gøre at man skal have den på - ud over stævner selvfølgelig..

 

Jeg tænker bare... Er dressur ikke til for at få det hele til at ligne en dans? Som er legende let, og for så fine signaler som muligt? Så lad da rytterne vise at de kan for pokker! Kandaren er jo på ingen måde en nødvendighed.


Konikponyen Masca Z Nadziei!

Kig gerne min blog

masca-z-nadziei.blogspot.com/

Og mød os på Epona.Tv

HornskovVindberg Inkasso

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kloge mennesker ??
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 18:28

Jeg undre mig over så mange "kloge" mennesker, der igen og igen sidder og søger efter fejl.

Jeg syntes at det er trist at fokus i ridesporten, omhandler i høj grad om hvorvidt det er synd, det rytter udsætter deres heste for

Jeg var i London og se ol, de heste jeg så, gik af lyst og ikke af tvang !!

Er det ikke lidt mærkeligt at, der sidder mennesker dag efter dag og søger efter heste der evt bliver mishandlet, når man ved hvad vores slagte dyr genemgår hver dag, af lidelser, for at vi kan få billig kød, samt at der i danmark er en del forsømte børn !!

Jeg er meget enig i detRosalia skriver.

klassisk ridning ? a'la bent brenderup ? på blank kandar !!!

Han repræsenterer ellers ridning på hestens præmisser

og at intet bid er hårdere end den hånd der holder i den anden ende

Til jer som sidder og kloger i hvordan men skal ride, kan jeg kun sige en ting, kom ud i den virkelige verden og lev livet der hvor det foregår


Giv en unik gave

Kunne du tænke dig et personlig logo til din virksomhed? Eller at bruge et af mine malerier som en dekoration på et af dine produkt? Mangler du ilustrationer til din brochure eller til di ...

0
0
Svar på denne tråd
 
 Hmmm...
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 18:37

 

Elsebeth:

 

Så fordi du kun så hvad du synes var glade heste i London, så er der ingen grund til at andre ryttere skal belemre sig med noget så overflødigt som at have en mening - om deres egen sport?

 

Med de billeder og videooptagelser der er kommet ud af OL-dressuren, ikke at forglemme sølvmedaljeridtet, så er der da i allerhøjeste grad grund til debat. Nødvendigheden af kandar og bridon er absolut et udmærket sted at starte...

 

 


 

 

Keep a memory of me.

Not as a hero or a king, but as a man,

fallible and flawed.

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Og jeg mener
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 21:01

at udsagnet: "Intet bid er kraftigere end hånden, der holder det" kun er sandt i teorien (n)

 

Langt, langt de fleste ryttere har nemlig ikke en tilstrækkelig blød hånd til at ride med kandar, selv om mange gør det...

 

Det er ikke nok bare at beslutte sig for at ride blødt ;-) - selv om det starter der (y)


:-) fra NinA



Læs teksten i dressurfordringerne grundigt (y) :-)

(men spring billederne over)

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Nu rider jeg med kandar
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 21:04

oftest 1-2 gange om ugen. Det gør jeg udelukkende, da jeg føler at min hest går bedre med kandaren, han virker mere koncentreret og mere villig på kandaren. Og jeg vil lige påpege en ting. Jeg rider IKKE rollkür og jeg sidder IKKE og flår min hest i munden eller ligger kæmpe pres i munden på den. Hvis jeg fandt på at gøre det, ville den sgu nok smide mig af, selvom han er en meget sød og rolig oldenborg vallak på 8 år.

 

Når han har kandaren på i stedet for biddet, synes jeg at han ligger sig bedre til biddet og ikke desto mindre, så er han MEGET nemmere at lave halve parader på, og det næsten udelukkende for sæde og schenkel og kun minimal tøjlehjælp. Hans næseryg står let foran lod når jeg rider, og det er kun når jeg glemmer at ride fremaf at han kommer bag lod, IKKE pga. tøjletræk, så jeg vil sige, at jeg udelukkende har gode erfaringer med kandaren. Men alle har jo lov til at have sin egen mening og jeg håber bare, at jeg ikke bliver lynchet nu :D


Oldenborg FOREVER!" Elsker dig Flexness!" Nu med ny underviser både i spring og dressur, de bedste 2 undervisere der findes! Nu tror jeg på, at det kan lade sig gøre!

0
0
Svar på denne tråd
 
 Min mening er....!
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 21:11

Mit indlæg kan måske opfattes som jeg er imod kandar eller normalt bid.

 

Det var ingenlunde tanken - nej tanken skal findes i paradokset, at dressur ridning i de høje klasser typisk er ridning på kandar og trensebid - og det synes jeg er lidt mærkeligt, fordi optømningen i de høje dressurklasser er det samme som blev anvendt i forbindelse med uddannelsen af "rekrutter" indenfor kavaleriet.

 

I princippet en "primitiv" form for ridning og det er dressur i de højere klasser bestemt ikke og derfor virker det paradoksalt for mig.

 

Som det er anført i tidligere indlæg er min mening også, at det er ikke spørgsmålet om der rides med den ene form for bid eller den anden form for bid, fordi intet bid er skarpere end den hånd, som fører biddet.

 

En anden ting er, at mit indlæg ikke skal tolkes som tilhænger af den ene form for bid eller end anden form for bid.

Jeg synes det er helt fint, hvis den enkelte rytter selv kan vælge, hvilken form for optømning, han eller hun ønsker at ride med.

 

Mvh.

Per Beinov

www.horsemen.dk

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 bummelum
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 21:17

Det øger vel sværhedsgraden at skulle kunne administere et kandar. Det er ikke for at gøre det lettere for dem. Det er jo finessen ved at kunne ride med det.

 

At der så er mange der sider rundt med det, og slet ikke kan finde ud af det, er en anden snak.

 

desuden har min tid i springsporten vist mig værre bid end et kandar.

 

Til slut vil jeg erklære mig enig med Elsebeth:

Til jer som sidder og kloger i hvordan men skal ride, kan jeg kun sige en ting, kom ud i den virkelige verden og lev livet der hvor det foregår

 

 

 


- Thea


 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kandar....
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 22:28

Jeg mener også debatten er vigtig, ikke mindst fordi "ridning på kandar" kan være mange ting og der er mange detaljer og problemstillinger at forholde sig til.

 

Helt overordnet er der selvfølgelig hele det velfærdsmæssige i at ride på kandar (uanset om vi taler med eller uden bridon). Kandaren er et kraftfuldt redskab og skal selvfølgelig anvendes med stor følsomhed, hvis man vælger at anvende det overhovedet.

 

Jeg mener selvfølgelig at velfærdsdiskussionen også er meget relevant, men hvis vi et øjeblik ser bort fra at det sådan helt generelt er mere "synd for hesten" at ride med kandar end trense, så kunne det være interessant at se på hvilken indvirkning de forskellige typer af bid har, da de jo hver især er lavet med et bestemt formål.

 

Nu er jeg selv en af de tvivlsomme personer, der forsøget at ride efter de Branderupske principper og derfor er nedenstående udlægning med udgangspunkt i den akademiske fortolkning på anvendelsen af de forskellige bid.

 

Fordelene ved trensebiddet, er først og fremmest at det virker løsgørende på hestens mund og underkæbe, hvilket gør det nemt for rytteren at bøje hesten. Ligeledes har det den fordel, at hvis hesten går for højt eller for lavt med hovedet, så vil trensebiddet have en enten opadgående eller nedadgående effekt igenem påvirkningen på hestens mundvige. Derfor er trensebiddet godt til frem og ned.

 

Den største umiddelbare ulempe ved trensebiddet, er at hvis man bruger trensebiddet til at lave en stilning i hestens nakke, så er der risiko for at hesten blot fører underkæben ud til siden, hvorved stilningen i nakken ikke opnås.

Ligeledes er der i flere AKA-bøger skrevet om at der er risiko for at trensebiddet kan indvirke afkortene på halsen, når man beder hesten om større samling. Dette er jeg så ikke helt sikker på nødvendigvis er tilfældet, hvis man er i stand til at bruge sit sæde korrekt. Jeg syntes lige så ofte de afkortede halse er et problem på stang/kandar, ikke mindst fordi at stangbiddet vil forværre problemet hos en hest der vil unddrage sig biddet og gå bag lod.

 

Stangbiddet har en fordel i forhold til heste der gerne vil gå højt med hovedet, da det giver impulser til hesten om at sænke hovedet og føre panden frem.

 

Det er ikke muligt, hverken at bøje eller stille hesten med stangbiddet, derfor er det nødvendigt at anvende enten et bridonbid eller en ridekapsun i sammenhæng med stangbiddet (medmindre man er i stand til at stille og bøje hesten for sæde og schenkel). I den forbindelse giver det umiddelbart mest mening for mig at anvende en ridekapsun, da det er herigenem man kan foretage den mest "korrekte" stilning (igen hvis vi antager sædet ikke er på plads). Umiddelbart virker det for mig som om at bridonbiddet vil give samme problematik i forbindelse med stilningen som trensebiddet. Jeg er dog usikker på dette, da tilstedeværelsen af stangen, også må "forstyrre" billedet.

 

Desuden foreskrive den akademiske tilgang, at man ikke anvender samme tøjleføring til stang og trensebid. Når der tages en halv parade på stangen, så skal der tages ligeligt i både højre og venstre tøjle. Der må ikke tages mere eller mindre i udvendige end indvendige, som det er muligt at gøre på trensebiddet. Derfor er stangbiddet også en fordel, hvis énhåndsridning er en nødvendighed, da selv en halv parade på én hånd, er mere effektiv end på trensebiddet (selvfølgelig med forbehold for at stangen også indvirker mere skarpt).

Den "lige fordelte" halve parade, kan være svær på 4 tøjler, men der kan der med fordel trænes 3:1 tøjleføring (hvilket vil sige at man har begge stangtøjler og den venstre kapsun/bridontøjle i venstre hånd, samt højre kapsun/bridontøjle i højre hånd, det lyder svære end det er ).

 

Mit udgangspunkt for dette indlæg, var egentligt at diskutere anvendelsen for trense vs. stangbid/kandar. Der er umiddelbart mange forskellige opfattelser af den tekniske og biomekaniske indvirkning. Ovenstående er selvfølgelig kun en meget kortfattet opridsning af hvordan der ses på optømningerne indenfor den akademiske ridekunst (nu hvor flere nævnte dette).

 

Jeg kunne godt tænke mig at høre øvrige fortolkninger på anvendelse/indvirkning fra både trense og kandar, samt ikke mindst noget mere konkret på stang/bridon-optømningen, da jeg kun har redet med denne få gange for mange år siden, så er jeg ret "lost"i forhold til formål og indvirkning. Samt selvfølgelig hele issuet omkring at give hesten to bid imunden på en gang (ikke dermed sagt at blankt kandar er opskriften på rendyrket hestevelfærd ).

 

Argh, beklager mit lange indlæg, men det ligger mig en del på sinde pt.


It's all for nothing if you don't have freedom...

0
0
Svar på denne tråd
 
 Bummelum...
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 22:37

"Placeringen og brugen af enhver hjælpemiddel, som virker ved at øge presset på nakken eller kæben, bør overvejes inden brug, da de har potentiale til at kompromittere bevægelsen af hoved, skulder og forben" (Wyche, 2004, s. 76).

 

"Tøjlerne er den direkte forlængelse af rytterens hånd, og gennem tøjlerne og biddet giver vi besked til hesten, og den giver beskeder tilbage til os. Hovedet er fyldt med et tæt net af nerver, og enhver niven eller klemning, om det er optømningen i sig selv eller rytterens indvirkning der forårsager det, vil give hesten en voldsom hovedpine" (Wyche, 2004, s.72).

 

For bare at nævne nogle af de faktorer som påvirker hesten når vi rider... Det er tankevækkende hvor meget vi "piller ved hesten" blot ved at give den udstyr på, og dermed synes jeg vi skylder hesten at tænke os om en ekstra gang før vi ukritisk smækker mere udstyr på end højest nødvendigt. Eller gør som de professionelle "for de ved jo nok bedst".

 

At der findes bid i springverdenen der er "værre end kandaren", gør da ikke at man skal være mindre forsigtig med kandaren? Kan man administrere sine hjælpere, så er det jo ikke et problem at ride med bid hvor der er udveksling og vægtstangsprincip. Man skal bare have i baghovedet at det har potentiale til at skade hesten, hvis man ikke formår at ride med dette udstyr korrekt.

Der er bare rigtig mange som ikke tænker over hvordan hesten påvirkes rent fysisk når den påføres disse bid.

 

Så jeg synes det er en meget vigtigt og reelt emne at tage op, netop fordi man i dag ser at hesten skal gå med "mere og mere sug på tøjlen"(altså større og større pres på biddet, som jo multipliceres når hesten så får kandar på), og at det mere er reglen end undtagelsen at heste går med åben mund på kandar når man ser stævnebilleder/videoer.

 

Valg af optømning er bare ikke fleksibel nok, hvorfor ikke få lov til at ride helt uden næserem? Hvorfor ikke få lov til at ride på trensebid i GP? Hvis det nu er det hesten trives bedst med


// Trine

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Det er såmænd
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 23:00

ikke fordi, jeg synes, kandar skal forbydes. Man ser bare alt for mange mennesker bruge det - og alt for mange bruge det ublidt :-(

 

Jeg har set Bent Branderup ride en del gange efterhånden. Selv om jeg ikke rider efter hans system, synes jeg han er en meget dygtig rytter!

 

Men de heste, han red på kandar, havde næsten alle mere eller mindre tendens til at mimre eller åbne munden....

 

Det siger lidt om, at selv i meget dygtige rytteres hænder er biddet måske skarpere, end de selv og vi andre ville tro?

 

Jeg har selv redet rigtig meget på kandar, og jeg var dengang også overbevist om det med bidets skarphed og rytterens hånd :-P

 

Ja, det er rigtigt, hesten bliver langt mere høflig 8-)


:-) fra NinA



Læs teksten i dressurfordringerne grundigt (y) :-)

(men spring billederne over)

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Bummelum
Forfatter: 
Dato:  13-08-2012 23:02

Min kommentar om værre bid i springsporten, er mest baseret på den der ''det er synd'' holdning.

 

Men i realiteten kan det jo være synd at ride med alle bid, man ser også mange der ''misbruger'' et alm. trense bid.

 

Da jeg er springrytter, skal jeg ærligt sige jeg aldrig har ´redet med kandar, men efter hvad jeg har hørt, er det ikke et af de hårdeste bid, såfremt det er ført af den rigtige hånd. Og sådan er det hele jo relativt, og derfor er det med at det er hånden der fører det vel også meget relevant, sådan som jeg ser det.

 

Og så er det vel også et faktum at nogen bid er sværere end andre, at ride med, og at ride med på sådan en måde at det ikke er træls for hesten.

 

F.eks. vil jeg sige at et stagbid med flettet ''ståltråd'' i munden på hesten, frem for et bid af en svamp er noget hårdere, og værre.

 

Og jeg vil give dig helt ret, mange tænker på din egen bekvemmelighed ved at påføre et ''hårdt'' bid, frem for hestens. Eller om det måske kunne være ens egen måde at ride på der kunne forbedres.

 

Jeg mener bestemt ikke at fordi der er bid der er værre, gør kandaren til et bid til hvem som helst. Slet ikke. Generelt med bid, skal man altså lige vide hvad man gør, hvis ikke man skal yde mere skade en gavn.


- Thea


 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Nu er tråden blevet lang...!
Forfatter: 
Dato:  14-08-2012 00:15

Der er nu kommet mange meninger frem - en fællesnævner er, at det er hånden, der er afgørende for, hvor hårdt det enkelte bid indvirker.

 

Det bringer mig frem til en anden ting - jeg har spurgt efterhånden mange forskellige ryttere - traditionelle ryttere og western ryttere om, de rider med en "let" hånd - fællesnævneren for de adspurgte har været, at de rider med en let hånd og styrer deres heste primært ved hjælp af ben og sæde.

 

Det lyder jo godt - når jeg så stiller spørgsmålet - hvordan vil du bevise det - så kigger alle en lille smule desorienteret - jamen det vil du kunne se...!

 

Hvis jeg så stiller spørgsmålet - vil du kunne bevise det ved - f.eks. at ride et 8-tal i galop uden trense - ja så bliver alle dybt "forarget" - og nogle svarer ærligt - nej det kan jeg ikke - og andre kigger på mig som om jeg er dybt åndsvag.

 

Derfor mener jeg, at kan man ikke ride sin hest i et 8-tal i galop uden trense - ja så er det lidt svært, at tro at den pågældende rytter kan ride sin hest primært ved hjælp af ben og sæde alene.

 

Ja så stopper diskutionen jo her, fordi så rider man ikke med en let hånd - uanset hvilken bidtype, der anvendes - så bruges biddet som et "magtmiddel" for ellers kan opgaven ikke løses.

 

Kan man derimod ride sin hest i et 8-tal i galop uden trense - ja så har man jo bevist, at man kan ride hesten uanset bidtype med en let hånd.

 

Og det må jo grunden være det vi alle skal stile efter - nemlig, at ride med en let hånd og kunne bevise eller vise det.

Det er vel i bund og grund - RIDEKUNST.

 

Mvh.

Per Beinov

www.horsemen.dk

0
0
Svar på denne tråd
 
 Let hånd
Forfatter: 
Dato:  14-08-2012 07:41

Kan man ride sin hest i et 8-tal i galop uden trense, har man bevist, man kan ride uden brug af hånd.

 

I den moderne dressur er hånden en del af signalgivningen, hvorfor man uanset håndens lethed ikke skal kunne ride et 8-tal i galop uden trense.

 

Skulle håndens lethed demonstreres, vil jeg mene, man skulle kunne ride 8-tallet uden næserem - og hesten skulle så holde munden lukket.


Cirkelinemus :-)

Skulle jeg have formuleret mig, så det skrevne kunne forstås som nedrakning af metoder/personer eller lignende, beklager jeg meget. Det var IKKE hensigten.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Helt enig!
Forfatter: 
Dato:  14-08-2012 08:18

Cirkelinemus


Mange hilsner fra Misser

0
0
Svar på denne tråd
 
 Enig..
Forfatter: 
Dato:  14-08-2012 09:50

NinA: "Det siger lidt om, at selv i meget dygtige rytteres hænder er biddet måske skarpere, end de selv og vi andre ville tro?"

 

Det er jeg meget enig i. Når vi ser på de gange hvor rytteres hænder, tøjleføring, brug af bid etc. har været diskuteret, så ender vi ud i at det bliver nogle ret fluffy argumenter, hvor folk syntes en hel masse i forhold til deres egen hest og ridning. Uanset hvem man spørger, så mener de fleste at de bruger deres tøjler som "sytråde" og ikke har mere fat i hestens mund ud over en "let følsom kontakt". Når billederne eller videoen viser det stik modsatte, så bliver det meget svært at diskutere. De færreste vil have skudt i skoene, at de rider med en hård og ufølsom hånd.

 

Jeg prøver at være ekstrem bevidst om hvordan jeg bruger min hånd, uanset antallet af tøjler og typen af bid. Jeg ved også at realistisk set, er jeg langt fra fejlfri. Men generelt jeg tror der mangler meget opmærksomhed omkring hele bid-problematikken og ikke mindst uddannelsen af hånden (som en anden tråd omhandler). Spørgsmålet er bare hvem der skal uddanne folk? Når de fleste (også de professionelle) rider rundt med "fjer-let og fleksibel tøjlekontakt", klaverhænder og spændte biceps, uanset optømning.

 

Enkelte steder ved jeg dog, at der er tiltag omkring at uddanne rytterens sæde, før end at vedkommende overhovedet får lov til at bruge tøjlerne. Umiddelbart vil jeg mene, at for at det overhovedet er muligt at ride med et let, blød og eftergivende hånd, så er det nødvendigt at have uddannet sin sædehjælp først.


It's all for nothing if you don't have freedom...

0
0
Svar på denne tråd
 
 Styrer hovedet
Forfatter: 
Dato:  23-08-2012 20:29

Ikke alle har lige meget selverkendelse...

 

Ja - jeg rider med en til tider meget hård hånd - jeg spænder meget op og det bliver en slåskamp med hesten... (jeg håber ikke alt for mange er i tvivl om jeg naturligvis er opmærksom på hvornår dette sker så jeg kan give efter og få skuldrene (mine egne) på plads igen)

Nogle gange rider jeg med en meget blød hånd og øver slangegange for ben og sæde der egentlig går meget godt - dvs. hånden skal stadig bruges som retningsgiver men signalet behøver ikke være ret meget mere end at jeg "knytter hånden" om tøjlen hvis man kan sige det sådan...

 

Jeg ved sandelig godt hvad jeg stræber efter i min ridning (!!) - men vejen derhen er ikke lyserød!!

 

Per Beinov - for at vende tilbage til emnet.

 

Du har overvejet hvordan kandaren er blevet brugt - til rekrutterne så de havde et bridon til at "øve sig på"

 

Jeg tænker lidt om man skulle overveje hvordan man uddannede hestene dengang - om stangen var "nødvendig" til at "knække" hesten fordi de ikke alle var så velredne... Jeg mener - de var til krigsførsel og et vidst spild måtte vel påregnes - så man uddannede vel ikke hestene fra de var 4-10 år førend de kunne "bruges til noget"...

 

Denne tanke fik jeg fordi jeg har hørt ryttere sige at det hele bliver "så meget nemmere" med kandaren. Helt sikkert både fordi dens indvirkning er anderledes - men nok desværre også fordi den giver nogle ryttere magten til at kunne sætte sig igennem på denne måde fordi de ikke formår det på anden vis...

 

Hvis hesten ikke kan "sin grunddressur" på alm trensebid men kan på kandaren vil det da for mig give god mening at nogle har så meget fat i stangen - fordi de er nød til det...

 

Undskyld det blev lidt rodet - men det var lige et par betragtninger mere...



Enhver ser hvordan du ser ud - men kun få ved hvem du er...

0
0
Svar på denne tråd
 
 måske er jeg på tynd is...men!
Forfatter: 
Dato:  23-08-2012 22:31

Dybest set tror jeg, at kandarens primære opgave var, at tjene som en "nødbremse", fordi i en kamp situation, hvor alt er kaos og du har tøjlerne samlet i en hånd, fordi du har sablen i den anden hånd - ja så er du på herrens mark, hvis ikke du kan vende og dreje og stoppe din hest primært ved, at bruge ben og sæde.

 

Jeg tror aldrig, det har været meningen, at ride hesten med kandar og have begge hænder på tøjlerne.

 

Har du tænkt på, hvorfor man rider slangegange - det gjorde man som træning i, at frigøre sig fra en forfølgende fjende.

Hvis du vender ryggen til fjenden - ja så bliver du hugget ned bagfra - så enten skulle du kunne ride væk - altså din hest skulle være hurtigere - eller også skulle du kunne dreje væk eller dreje rundt så du står ansigt til ansigt med fjenden og det skal vel og mærke kunne ske med tøjlerne samlet i en hånd og sablen i den anden.

 

Derfor undrer det mig meget, at man i de høje dressurklasser ikke forlanger, at rytteren skal ride med tøjlerne samlet i en hånd og på en blank kandar.

 

Som sagt det er bare en tanke fra min side

 

Mvh.

Per Beinov

www.horsemen.dk

Billede




Billede



0
0
Svar på denne tråd
 
 bid -til forskellige heste
Forfatter: 
Dato:  28-08-2012 09:57

Heste er ikke ens-- heldigvis og heller ikke hvad der kan proppes i munden på dem--- 2 af mine 5 heste kommer aldrig til at gå med kandar---munden er så lille-- den ene er xx og rides i 2 delt trense bid. Hun er så følsom at hun kan rides i en sytråd--- det samme med hendes datter-- der er 7 år.Hun kan dog være meget stærk-- har tildens at løbe igennem tøjlen-- så der prøves hele tiden med forskellige bid, hun har det godt med.Vil prøve med et nathe, som min vallak elsker. Når han er stærk og uopmærksom, får han det på--- stærk hest----> blød bid !! Har prøvet kandar på ham, for at se om han kunne vende sin opmærksomhed på biddet istedet for omgivelserne--- men nej slet ikke--- så nathe på igen !Skam man ikke må bruge det i dressur konkurrencer.

Ærgeligt man ikke må bruge et blødt stangbid som nathe !!!

 

Da jeg red jagtridning i England, brugte jeg mange gange kandar på vores hunters--- det bruges også i hunter klasser + børn bruger det i showpony klasser og jeg har aldrig set kandaret misbrugt !

 

Så må man vel spørge sig selv om der skal stilles kritik ved brug af hackamore og bid samtidig-- en del springryttere bruger den combination !!


Helle

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  28-08-2012 15:37

Det ville vise SÅ meget om rytter og hest, hvis der kun blev redet med trensebid - og løst engelsk næsebånd!

 

også har jeg ikke noget imod kandar ellers - hvis hesten ellers har plads i munden til de bid og bliver redet pænt.

 

Jeg havde et ultratyndt sweetiron stangbid - lige stang med stor tungefrihed/port, til en hest jeg red - og hun gik så veltilpas med det, alt andet tværede hun på.

Hun blev altid redet blødt, men jeg tror at vægtstangseffekten og det at der ro i munden - det synes hun godt om. Hun var en helt anden og glad hest at ride.

 

Det burde være valgfrit til konkurrencer - og gerne øget sværhedsgrad, netop for dem der rent faktisk kan ride med trensebid - eller med en hånd på tøjlen, (og evt. ingen næsebånd )

det er noget af det dressur handler om, ligegyldigt hvad type hest man rider og hvilket niveau man er på - altid stræbe efter så fine signaler som muligt.

 

 

 

 

 


nu med norsk fuldblod igen igen - én gang fjordhest, altid fjordhest!

 

 

 

JACO GODTHAAB

RÖST FRA SANDBJERG

0
0
Svar på denne tråd
 
 Unødvendig...
Forfatter: 
Dato:  29-08-2012 15:23

Brug af kandar i dressur er nok, efter min bedste overbevisning, et spørgsmål om tradition.

 

Da jeg var barn, blev LA2 redet på kandar (utroligt nok). Det er sidenhen blevet noget blødt op, og mit bud er at om 5-6 år er det enten valgfrit at ride med kandar i alle M-S klasser, eller de bliver først taget i brug i S-klasserne.

 

Det er med kandar lidt som med hat og kjole - det markerer at man nu er rykket et trin højere i dressurhierakiet. Jeg tror at lade kandaren falde bort, vil have en langt større betydning for rytternes selvopfattelse og dressuridentitet end for deres egentlige ridepræstation.


Personligt synes jeg selv den er overflødig og sagtens kan tages ud af dressuren, men det vil tage noget tid for rytterne at vænne sig til, da det jo langt hen ad vejen er den måde de differentierer sig fra os andre kæmpende dressurryttere i L-klasserne :-)

 

 

 


Venligst - Marianne


Haflinger NM, EM og DM i 2012... Det og meget mere haflinger på...


www.haflingersport.dk

0
0
Svar på denne tråd
 
 Værktøj
Forfatter: 
Dato:  29-08-2012 15:48

Hej,

 

Uanset, hvad vi bruger til at ride med - bid eller ej, sporer eller ej, sadel eller ej - så er det et spørgsmål om at vide, hvad man gør. Det er alt sammen værktøj. Og værktøj skal bruges hensigtsmæssigt. Det jeg mener er, at hvis man ved, hvad det er for et værktøj man har med at gøre, hvordan det bør bruges korrekt og hvornår det er det rette værktøj at bruge, så er det i orden at bruge det.

 

Et godt billede kunne være at slå et søm i en væg med en hammer - det er det rette værktøj og den rette anvendelse, og der er en chance for, at resultatet bliver det rigtige, hvis man har øvet sig, så man ikke rammer ved siden af eller sig selv over fingrene. Hvis man prøver at slå en skrue i en væg med en hammer, ødelægger man sandsynligvis både skruen og væggen og får altså ikke det rigtige resultat ud af det (uanset om man har øvet sig, så man ikke længere rammer fingrene eller væggen). Håber ikke mit billede blev for rodet .

 

Jeg rider selv med kandar og kapsun med fjerlet kontakt på kandartøjlen. Kandaren hjælper min hest til at forlænge sin overlinie, hvilket den gennem sin bygning og div. (nu stort set rettede) problemer har haft rigtig svært ved. Samme virkning opnås ikke på samme måde, når jeg rider på trensen. Derfor vil jeg hellere opnå et godt resultat på kandaren end et ringere resultat på trensen. Ikke mindst for hestens skyld. Jeg startede først med kandaren på opfordring af min meget kompetente underviser.

 

MVH

Jette


Vi rider akademisk, min hest og jeg, og vi elsker det!

 

Men jeg synes også, at...

 

Rigtige piger rider military!

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på dette indlæg (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider