jeg har haft 2 grimmefald i foråret og kom frem til at jeg skulle have hjælp udefra.. jeg hasr været i hypnose for at være bange for at ride, sætte mig op på banen og det hjalp. og jeg har fået kranio sakral terapi for at være general angst for alt omkring det hjalp også...men jeg har nu også en sød og rar unghest..

Jeg ville prøve at ride sammen med nogle andre, der har heste som bare kan det der med at gå på vej..Evt ride som håndhest rytter de første par gange, for at det psykiske kan komme sig..

Jeg rider som regel ikke med hårdere bid, glidetøjler og lignende....Mennnnnn hvis det var sådan at jeg havde en hest der løb sådan med mig, ville jeg lægge et hårdere bid på til jeg havde kontrolen..

Jeg er for gammel og har 2 børn til at falde af og slå mig..hehe

Ps se også hvad jeg evt skrev i en anden tråd der hedder vender om..

Det vigtigt hvis du føler angst nu ved at ride ud og du kan mærke det sidder i dig at du måske får gået nogle ture med hesten inden du rider ud igen. Hesten kan jo mærke det så snart du spænder op og det hjælper måske ikke ligefrem sagen.

Jeg ville tage hesten i hånden og gå en lille tur. Max en ½ times tid. Gå denne PRÆCIST samme tur 3 dage i træk. På 4 dagen rider du turen stille og roligt i skridt. Hvis du mærker hesten spænder helt vildt, så stig af og træk den nogle meter - og stig op igen.

Til sidst vil du kunne ride DÈN tur uden spændninger, uden han mega glor og hvor han går afslappet. Dét en sejr. Og det har du brug for.

Løsningen er ikke hårdere bid. I min bog er det at symptom behandle problemet og grave sig selv ned i en dyb dyb grøft og ikke løse det reelle problem.

Derfor så er jeg meget mere til Sandras løsning om at trække ham nogle ture så vi kommer til at kende hinanden igen og blive gode venner og jeg kommer at slappe af igen.

Og han gjorde det hele i panik, jeg har en stresshest der nemt bliver bange og derfor så er det nødvendigt for mig at vi får nogle gode oplevelser sammen.

Vi har tidligere haft store store problemer med at ride tur så det at han bliver bang gør jo ikke lige frem tingene lettere. Men Sandras forslag om at trække en tur nogle gange og derefter ride den er noget jeg kan overkomme.

Jeg har derudover redet et par ture sammen med en hoppe fra stalden der er skide sød på tur - og som virklig virkelig er nem at have med ud, hun er vågen og hopper lidt ja, men hun er bare super sød og det er det vigtigste i den her sammenhæng.

Jeg har faktisk siden redet ham nogle gange ud - små korte ture, jeg i mit hoved har kunne overskue og det er gået fint men jeg er det største problem lig pt. Hesten er skide sød

Efter min hyp i vinters fik mavesår og hoppede og løb for det mindste kunne jeg ikke slappe af på ham og sad hele tiden og forventede at han snart ville blive forskreækket over noget. Hesten har det fint igen, men det krævede en del træning at få ham gjort "turvant" og tryg igen, hvilket jeg blokerede ved at sidde og spænde. Det der virkelig har gjort underværker for mig var, at en anden rytter, som synes min hest er den roligste i verden (hendes egen er et hoppedyr), red med os på tur, hvor hun red min hest og jeg red min gamle hest som jeg føler mig 100% tryg ved. Hesten nød turene fordi rytteren slappede af og stolede på ham, og jeg kunne se hvor dygtig han er blevet, og at han nu reagerede helt naturligt i alle de situaioner hvor han tidligere blev skrækslagen og løb. Vi kom ud for flere situationer, hvor jeg ville være ved at dø af skræk hvis jeg havde siddet på ham, men nu kunne jeg se hvor meget vores træning har virket, og i de få tilfælde hvor han rent faktisk blev bange, reagerede han helt naturligt med et lille hop og intet andet. Alt det jeg frygtede, så jeg, at der ikke længere er nogen grund til at frygte. Efter et par ture på denne måde tog vi på ture hvor jeg red ham og veninden red sin egen, stille og roligt, veninden støttede mig, og jeg slapper nu SÅ meget mere af . Vi øver stadig at tage på længere og længere ture, at jeg forbliver fokuseret og afslappet i "pressede" situationer, og det går bedre og bedre for hver gang.

Derudover har jeg gennem hele forløbet fået undervisning af én der tager min nervøsitet alvorligt, og vi har arbejdet meget på fokus og afslapning, og det har også haft stor betydning.

(Begynder jeg at blive nervøs ryger min overkrop øjeblikkeligt fremad, men så har jeg et mantra der kører i hovedet: "Bello går takt-fast lige frem - MÆRK BAGSVIDSLEN! Hvor tosset det end lyder virker det )

Held og lykke

Jeg kan varmt anbefale at tackle sin angst på BBH

Der kommer endnu et angstkursus..

www.blueberryhill.dk/content/view/ 215/175/

Jeg brugte det trick, at jeg sang eller nynnede, når jeg kunne mærke at jeg begyndte at spænde op. Det fik mig til at slappe af, og dermed også min hest.

Det hjælper altså. Og det vigtigste er jo at rytter ikke sender 'spændte' signaler ned i hesten.

Mvh Karen

Jeg har i dag været ude sammen med en anden rytter og fik en lidt uheldig oplevelse som jeg vender til noget positivt. Min hest har åbenbart i skyndingen glemt hvad stop betydr på tur - og det mærkr jeg da jeg rider hjemad og han går frisk frem og han vil hjem hurtigere end jeg.

Min makker der er med har så ikke så meget forståelse for at jeg bliver vedholdende over manglende reaktion på stop. Jeg stopper hesten mange gange og hesten bliver hver gang ved med at være tung og reagere meget trægt - og jeg gentager konsekvent kommandoen til jeg er sikker på han har forstået. Jeg synes ikke det er okay at ignonere mit stop signal - og derfor så ender jeg med at tage en drastisk beslutning.

Da vi kommer til det sted hvor hesten plejer at gå i panik hopper jeg ganske enkelt af og går ved siden af hesten bagved ham som hvis jeg sad på ham i sadlen.

Her mister min makker tålmodigheden og jeg siger at hun så bare kan ride hjem, da jeg nægter at lade min beslutsomhed gå udover hendes ridning. Jeg havde i mit hoved besluttet mig for at få en god rolig tur ud på ham hvor vi fik en positiv oplevelse sammen.

Jeg bliver så ved med at gå ved siden af hesten og gentage stop signalet nogle hundrede meter for at fastholde den gode rytme. Derefter så kommer vi til et sted hvor hesten bliver ekstremt usikker på sig selv. Her bruger vi temmelig meget tid på at dreje til højre - hesten glemmer temmelig meget at høre efter og dreje til højre og låser på højre tøjle for at ignorere mit dreje signal, men jeg fastholder (trods kramper i mi højre ham) de næste mange meter hans reaktion på mit drej til højre. Det siger så pote.

Det var en personlig sejr for mig, for jeg kom ud af situationen uden han gik i totalt panik, han synes ganske vidst ikke så godt om mig fordi vi hele vejen hjem, selv efter jeg var hoppet op igen, trænede basis signaler til jeg var på randen af sinssyge for at fastholde hestens fokus men det virkede.

Hesten ender faktisk med, da kommer til noget andet farligt at høre efter mig på ryggen og lytte til det jeg siger i stedte for at slå panikknappen til være uden for rækkevidde.

Så for mig var den tur, der egentligt begyndte som en lang slåskamp og hvor jeg endte med at være overkonsekvent i meget langt tid et bevis overfor mig selv på at jeg kan løse problermene - selv når det brænder på.

Det lyder som om du håndterede situationen helt rigtig fedt at det gik så godt (men pi**e træls når folk ikke fatter og respekterer hvor vigtigt det er at bruge tid på )

Men jeg kan fortælle at jeg her dagen derpå ser det som en stor personlig sejr at jeg lykkedes med at holde hovedet koldt selvom hesten og jeg blev rigtig meget uvenner i perioder og jeg kan se vigtigheden i dagen efter, at vi fik hinanden overbevist om at vi godt kan kommunikere fra ryggen også.

Vi er gode partnere fra jorden og han lystrer mit mindste vink og er bare med mig - men det hjælper mig ikke en klaphat når hesten er ved at gå i panik hver gang jeg sætter mig op på den efter den episode der.

Men vi bliver hele tiden bedre og bedre. Heldigvis.

Men det giver mig mod til at tilpas meget træning i basis arbejdet kan løse vores problem - men man kan faktisk godt blive træt af basis arbejde, selvom det giver så ufattelig godt når det virker.

det er pengene værd

Jeg har haft succes med tankefeltsterapi:-) og kursus hos bbh

Bruger du godbidder?

Er efterhånden blev stor tilhænger af at bruge godbidder som ekstra forstækning oveni signalerne og som "det-her-sted-er-fantastisk-rart- træning", især med heste som er lidt jumpy.

Ellers lyder det da som om du er godt igang med at få hesten til at fungere.

Mht. din egen angst, er det min oplevelse, at det kan betale sig at få en masse gode oplevelser, så hjerne og krop igen forbinder ridning med noget rart (lidt ligesom med hestene). Så måske er det værd for en periode at undgå de steder som giver størst anledning til stres?

Marlene

Hvis først angsten rigtig sætter sig, så skal man have godt med gå-på-mod for at overvinde den...

Jeg har redet siden jeg var 9, og jeg er da røget af en del gange, men kun som barn. Og kun i situationer hvor man siger "hov" bagefter, altså f.eks. at man glider af, hesten stopper lige pludselig så man slår en koldbøtte eller sådan noget.

For 3½ år siden skulle jeg en fredag formiddag motionere min søsters hest, som så mange gange før. Af rent held er der en anden opstalder i hallen, som rider samtidig med mig. Hvad der sker, ved jeg ikke, men hesten smider mig pludselig af pommern til. Jeg ved at den har bukket helt vildt, for min bagdel var øm, og eftersom jeg landede direkte på hovedet, er det ikke landingen som jeg har slået bagdelen på. Fra hesten husker jeg kun, at det eneste jeg kan se er rød pels, jeg kan ikke finde manen, og så slipper jeg og "lader" mig falde af. Som sagt landede jeg lige på hovedet, så jeg slog mit hoved voldsomt, rev hjelmen af, og var fyldt med blod i hele ansigtet fra blodnæse. Hende på den anden hest ringede 112, fordi jeg var landet fuldstændig uden at tage fra. Det eneste sted jeg ikke havde ondt, var i min hænder/arme! Jeg blev hentet med lægeambulancen, blev pakket ind i alt muligt halløj fordi de frygtede jeg havde brækket ryg og/eller nakke, og så blev jeg fragtet på sygehuset. Undersøgelserne viste, at jeg ikke fejlede andet end en mild hjernerystelse, og så lignede jeg en der havde fået tæv med et baseball-bat. Overalt på min krop dukkede der nye blå mærker eller større blodansamlinger op i løbet af de efterfølgende dage, og der gik flere uger inden jeg kunne have alm. bukser og BH på, fordi jeg havde så ondt ovenpå tumulten.

Der gik naturligvis lang tid inden jeg kom på ryggen af en hest igen, fordi jeg var så forslået. Men det var først senere, at min angst dukkede rigtig op.

For at komme igang igen begyndte jeg at ride på den mindste af mine gamle ponyer, hun er det sikreste man kan forestille sig. De første gange var det med rysten og bæven, efterfølgende hjalp det, men først indenfor det seneste år har jeg kunnet ride på hende uden nervøsitet. Min store pony begyndte jeg først senere med, og her gik det hurtigere, fordi jeg havde succes med fra den lille pony. Idag kan jeg til hver en tid hoppe på dem begge uden nervøsitet af nogen art. Men jeg blev meget overrasket over at jeg reagerede sådan, og jeg havde aldrig regnet med at jeg nogensinde ville få det så skidt med hestene.

Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var nødt til at udfordre min angst, for at den ikke fik overtaget. Jeg tog den ultimative udfordring, og købte en 1½ år gammel DV-hoppe. Jeg havde længe villet have "stor" hest, og nu skulle det være. Hvis jeg kunne klare at opdrage hende, så kunne jeg klare hvad som helst med heste. Men det var ikke en nem opgave, og jeg har mange gange smidt håndklædet i ringen og kigget på markedspladsen for at finde ud af, hvad hun skulle koste i salg. Da jeg købte hende, var jeg ikke klar over, at angsten blev et tilbagevendende problem og at jeg aldrig ville komme over det. Hvis jeg havde haft en fornemmelse af det, havde jeg aldrig købt hende.

I efteråret blev opgaven med tilridning for stor, og jeg valgte at sende hende i proff. tilridning. Indtil da havde jeg fået skovlen under uopdragenhed, alm. håndtering, gå-ture, alene-problem (ink. 3 smadrede bokse) og div. opdragelsesmæssige problemer. Hun var sadel- og trensevant og jeg havde siddet på hende flere gange. Jeg havde ikke modet, og havde ikke lyst til at smide det hele væk pga. et par måneders tilridning. Hun var vist den nemmeste hest at tilride, og hun har ikke bukket en eneste gang med rytter på. På tilridningsstedet fortalte jeg min historie, og jeg fik i flere uger hjælp til selv at komme igang med hende. Bare det at sadle hende op var blevet en udfordring for mig, og jeg skulle have meget støtte og skubben-i-den-rigtige-retning for at det hele kunne lykkes. Men det gjorde det; jeg havde overvundet min ultimative udfordring og fik en dejlig ridehest ud af en bund-uopdragen og uhåndterbar unghest. Men det har kostet blod, sved, tårer og flere tårer, og jeg har såmænd også et par ar på krop, ikke på sjæl, af de gange, det er gået galt. Men det er rart at vide, at jeg klarede udfordringen.

Idag, 3½ år siden ulykken, er min angst mindre og anderledes. Jeg får ikke længere adrennalin-kicks, med mindre der sker noget rigtig slemt, og de er noget mindre end i starten, hvor kun nogle timers søvn eller en stærk drink kunne slå pulsen ned. Men min nervøsitet er ofte stadig overvældende. Jeg er tryg i trygge omgivelser, og jeg forsøger at udvide mit trygheds-område. Jeg har ikke noget problem med mine to gamle ponyer, og jeg sætter hele tiden krav til mig selv, for ellers overtager angsten.

Min unghest har været alvorligt syg, og igår var vi til tjek på dyrehospitalet, hvor vi fik at vide at vi skal igang med ridningen igen. Og af hensyn til min angst så starter træningen ikke i morgen eller i overmorgen, den starter IDAG! For hvis ikke den starter i dag, så bliver det nok heller ikke i morgen, men dagen efter, eller dagen efter, eller dagen efter... Hver gang jeg har med en hest at gøre i en situation, som jeg ikke er 100 % sikker på, at hesten kan gennemføre fejlfrit og uden uro, så er jeg nødt til at sætte regler op for mig selv om, at jeg skal gøre det, ellers så finder mit hoved på 100 undskyldninger for at lade være. Jeg forsøger at udvide min trygheds-zone ved at overbevise mig selv om, at det her kan vi godt, eller ved at tage bitte små skridt, eller måske endda gå lidt tilbage. Det vigtigste er at jeg gennemfører opgaven og følger det hele til dørs, i stedet for at stoppe på halvvejen.

Så for at gøre en kort historie lang.... For mig er det et spørgsmål om at jeg skaber de bedste betingelser, for at jeg ikke bliver nervøs. Og når jeg bliver nervøs, så siger jeg til mig selv at jeg udfordrer min angst, for den skal ikke bestemme over mig. Men det er svært når man først har fået "hvad nu hvis..." ind i kroppen ovenpå et grimt uheld. Og for mig er det ikke noget jeg nogensinde slipper af med, men det bliver knyttet til andre ting og situationer, som jeg ikke behøver at være i. Jeg holder ikke andre folks heste med mindre det er meget nødvendigt, og jeg rider bestemt heller ikke på dem. Ind imellem får jeg en tur på en fremmed hest, hvis den er "idiotsikker". Og hesten der smed mig af, rider jeg også på en gang ca. hver tredje måned. Bare for at overbevise mig selv om, at jeg ikke dør af det, og for fortsat at udfordre min angst. Jeg bryder mig ikke om det, og jeg kunne kysse jorden når jeg er kommet af igen, men jeg gør det, for ellers er det angsten der styrer mig, og ikke omvendt. Jeg er nødt til hele tiden at udfordre det, for at være sikker på at det ikke bliver vendt på ting, som jeg sagtens kan. Det er en daglig pestilens, men også en reminder af at ridning ikke er legetøj. Jeg tænker mig bedre om med nogen ting, og jeg har lært at tage sagen i egen hånd og sætte mig igennem overfor hestene på en anden måde. Men det ville sgu være rart hvis man ikke rystede i bukserne bare fordi hesten kigger på noget... For mig ligger utrygheden i uro og de reaktioner det fører med fra hesten. Jeg kan ikke ride en fremmed hest, fordi jeg ikke ved om den bliver bange for noget, så jeg kan falde af. Mine egne heste kender jeg, så dem kan jeg godt ride.

Jeg kender i øvrigt en, som har benyttet sig af en sportspsykolog med god effekt. Måske var det en mulighed for TS, for at problemet ikke sætter sig ligesom for mig.

Tak for det gode råd - jeg stoler blindt på ham. For at sige det pænt. Så længe jeg står på jorden. Jeg kan få hesten til at følge mig ind fra fold uden så meget som en grime, vi er de bedste venner og derfor så bliver hesten også undersøg af en kiropraktor eller lignende og indtil da arbejder vi kun med at løsgøre og udspænde muskelgrupper, der kunne være spændte.

Han har siden løbet af med mig en gang mere og jeg var på hesten igen med det samme men noget siger mig hesten har ondt

Men jeg har en god staldkammerat som tør sige noget til mig og som kan få mig op på hesten igen. Spørgsmålet er om det er nok, for jeg har tidliger været rigtig rigtig bange for at ride i skoven og den usikkerhed er kommet igen - snignende.

Jeg vil overveje en coach. Nu kender jeg tilfældigvis en som alligevel hjælper mig i en anden sammenhæng så jeg tror måske jeg spørger om hun ikke kan hjælpe mig.

Jeg har før haft succes med coaching og hun er rigtig rigtig dygtig til at få mig hjulpet i den rigtige retning i flere forskellige situationer, men tror bestemt også hun kan her.

Jeg tror bestemt BBH's "Los angsten" er lige mig. Spørgsmålet er bare om jeg ikke skal være sikker på om hesten har ondt før jeg kaster mig ud i det.

Den sidste løbetur kostede mig i øvrigt en tur til fysioterapeut med besked om at jeg har et instabilt bækken og en delvis instabil lænd - det er bare super fantastisk at få at vide.

Og så skal jeg netop ride. For pokker altså.

Jeg skal nok komme op igen. Spørgsmålet er bar hvordan. Lige nu tror jeg i hvert fald jeg har brug for hjælp til det. Jeg er blevet rigtig bange for at ride i skoven på ham.

Jeg er ikke bange for hesten. Bare det at ride i skoven på ham. Det er virkelig blevet et problem.

For det første vil jeg foreslå dig dette foder: shop.hippolyt.dk/shop/equilizer-1- kg-378p.html

( men ring og snak med dem om, om det er det rigtige at gøre )

Jeg har selv været/er bange for ride efter nogle grimme fald fra min tidligere hest, men jeg er kommet mig så meget at jeg nu kan ride på min nye hest uden problemer selv udenfor, men når jeg skal ride indenfor i hallen gibber det stadig i mig, men hvis jeg får undervisning indenfor, hvor jeg kan abstraher fra min angst er der ingenting... Jeg har selv også en glo hest og derfor kan jeg nogle gange ''hører for ham'' så jeg faktisk selv når at blive bange inden han gør det... Men jeg synes det hjælper at få undervisning så man får nogle råd til hvad man kan gøre i divs. siturationer, men efter hånden som bliver dygtigere får man ligesom et større ''selvværer'' så man næsten helt glemmer at man er bange...

Men det rigtig svært at komme af med sin angst, ved mig lykkedes det næsten ved at købe en ny hest og min angst når nu næsten væk

Jeg håber at du og din hest kommer godt igennem det