Jeg hedder nu Iben, ikke Lisbeth
Men hvorom alting er - hvis du skal vænne dig af med at trække benene op under dig når du rider, skal du tit starte med at kigge på din opstilling som helhed. Hvis man eksempelvis har tendens til at falde frem i overkroppen er tilbøjeligheden til at trække benene op og nogen gange også tilbage også tit stor. Nu har jeg ikke set dig ride, så det kan jo være jeg gætter forkert, men jeg vil tro du skal starte med at få dit sæde helt på plads og få rettet overkroppen helt op. Når man sidder afbalanceret og korrekt er det som regel meget lettere at slappe af i benene og lade dem hænge lige ned, fremfor at trække dem lettere anspændt op under sig.
Det var i hvert fald en rettelse af min generelle opstilling, som gjorde udslaget for mig, i forhold til at lære at slappe af i benene og ikke trække dem op under mig.
Min underviser sagde desuden til mig at jeg skulle forestille mig at mine ben kunne nå ned på jorden på hver side af hesten, og at så at sige gik med et ben på hver side af hesten. Det billede fik mig til at huske at slappe af og strække benene nedad, tæerne fremad og at holde mine fodsåler vandrette fremfor at trække hælene op ad. Desuden gav det mig fokus på at sidde lige på hesten, med lige meget vægt i begge sider af sadlen.
Jeg ved ikke om du kan bruge min erfaring på dette område, men nu er den i hvert fald givet videre:)