Gjordkrampe betegner nogle reaktioner på smerter, som opstår når hesten får spændt gjorden. Der kan være mange årsager til gjordkramper men uanset årsagen så er det smertefuldt for hesten.
Jeg har kendt en hest på ca. 10 år, som udviklede så kraftige gjordkramper(læs: smerter), at den smed sig ned på staldgangen selv om den var bundet op i kæder i begge sider. Næste gang rytteren prøve at lægge saddel på begyndte den at sitre allerede da hun trak gjorden til, altså inden hun overhovedet havde spændt den.
Hun tog selvfølgelig straks sadlen af.
Kiropraktor og dyrlæge nåede frem til at hesten havde mange smerter omkring lansemærket på grund af dårlig tilpasset saddel. Hesten fik flere behandlinger af kiropraktor samt akupunktur. Og sadlen blev udskiftet.
Og heldigvis viste hesten aldrig mere tegn på gjordkrampe.
Jeg har også set en hest som rejste sig lodret op og smed sig sidelæns. Jeg havde set at de havde trukket længe med hesten før de spændte gjorden færdig, men det var åbenbart ikke nok den dag. Jeg kender i øvrigt ikke hesten eller dens mennesker og ved ikke om de fandt en årsag og en kur.
Jeg har også hørt at roterede hals-/brysthvirvler kan være årsag til gjordkramper.
Måske kan gjordkramper også i en eller anden udstrækning være psykisk betinget og så kan en god træner måske tilvænne hesten til berøring.
Der er sikkert rigtig mange andre ting, der kan give sig udslag i gjordkrampe.
Om gjordkramper kan kurreres afhænger af om man kan finde årsagen - og om årsagen kan fjernes.