Jeg vil foreslå dig at få lært hesten at gå, stoppe og bakke for tøjlesignal.
Stop og bak
Bak er angstdæmpende, især hvis det foregår snor-lige og taktfast bagud (jeg ved godt det lyder fjollet, men prøv det selv).
Når du træner stop og bak, lægger du et let pres vha. biddet, og med det samme hesten reagerer (stopper), slipper du presset. Det allervigtigste er at slippe presset, når hesten gør, som du ønsker, da dét i sig selv er en belønning for hesten.
Når hesten så står stille, lægger du igen pres, hesten træder bagud, og du slipper presset.
Du lægger igen pres for at få den til at træde bagud igen. Når hesten træder tilbage, slipper du presset. Sådan fortsætter du, til du er tilfreds (eller til hesten er rolig).
Dette bør du træne til hudløshed i stalden, på ridebanen og inden du kommer ud til vejen.
Mht. hvordan du helt konkret træner hesten i at bakke, kan du evt. kigge på epona.tv, hvor der ligger et par videoer med titlen "hård i munden" eller noget i den stil. Her er demonstreret en god måde at gøre det på. Det er meget vigtigt, at du undgår at stresse hesten yderligere, når du forstærker dit signal, fordi hesten har svært ved at "høre" signalet, når den er bange. Det, den er bange for "overdøver" signalet, og måske "overdøver" det også dig, så den bliver uopmærksom på, at du er der.
At lære hesten at sænke hovedet
Det kan også være en fordel at lære hesten at sænke hovedet. Jeg gør dét, at jeg trækker lodret nedad i tøjlerne (så der lægges et let pres på hestens nakke, og når hesten sætter hovedet nedad (stil dig tilfreds med lidt ad gangen og øg kravene hen ad vejen), slippes presset - og du roser evt.).
Du skal ikke have hovedet mere ned samtidig med, at hesten bakker. Lad hesten have hovedet hvor den vil imens den bakker.
Det at tage hovedet ned, virker bare også beroligende, og det kan evt. gøres forud for bak, fordi du så på sigt kan nøjes med at bede hesten sænke hovedet. Så behøver du ikke bakke også.
At bakke lige
Når det sidder "i skabet" med at få hesten til at reagere på stop og bak, kan du begynde at nørde i at få hesten til at bakke lige. Hvis den bakker skævt, øger du presset i den side, som bakker/reagerer for langsomt, så du får den rettet lige.
Når du kan bakke helt lige, får du evt. nogen til at vifte med noget, larme eller lignende, så hesten bliver opmærksom, men så du kan få testet signalerne i kendte omgivelser, der ikke normalt er angstprovokerende for hesten.
Ud på vejen
Når du føler dig sikker på, at hesten kan gå, stå og bakke udenfor, trækker du hesten udenfor i nærheden af vejen og træner det samme. Hver gang der kommer en bil, så bakker du. I starten kan det være, du bare skal stille dig tilfreds med, at hesten i det hele taget bakker, men efterhånden som hesten bliver mere "kontrolleret", kan du bede den bakke lige.
Positiv forstærkning (ros) >< negativ forstærkning (fjerne pres)
Jeg vil anbefale dig at undgå positiv forstærkning (ros), indtil hesten er rolig, da jeg tit oplever, at det kan øge hestens stress. Hvis den fx "hugger" efter godbidder, så er det bedre at lade være med at give dem og i stedet koncentrere dig om at få gjort hesten rolig og kontrolleret.
Koncentrer dig i stedet om at lave helt firkantede basale ting, som hesten kender vha. negativ forstærkning: lægge pres, og så fjerne presset, når hesten reagerer.
Når hesten kan alt dette, er det en rigtig god idé at gå ture med hesten ved vejen. At gøre det, mens hesten er bange KAN være godt, men er du nu uheldig at der kommer en lastbil eller noget, som den bliver så bange for, at den river sig løs og løber væk, kan du starte forfra igen, så jeg ville hellere træne signaler, træne signaler og træne signaler og så tilvænne hesten gradvist til tingene, så man er rimelig sikker på, at den ikke får "held" til at flygte.
Jeg kunne godt skrive en bogs længde eller to mere i dette indlæg, men må hellere holde nu 