Jeg slipper tøjlen for at vise at alt er OK... Skælder jeg ud er han 3 gange så bange næste gang... så det er jeg holdt op med

men ja slipper tøjlen og beroliger ham og mange gange stryger jeg ham på halsen... kan godt være herren er 13 år gammel, men han er dressurmusse og kigger stadig på alt! Selv når træet, busken, græsplænen what ever har fået et nyt blad, han ser det med det samme! Men det er nu rart nok at han stadig er vågen

Det kommer an på situationen

Nu har jeg så også haft mit ridedyr i 11 år så jeg kender ham rimelig godt

Han kan sagtens blive "bange" for de særeste ting når vi skridter. I trav eller galop opdager han intet - så hvis der er et stort hestedræbende græsstrå der kigger på ham er tricket at ride lidt tilbage og så trave forbi uhyret.

Der er få ting han er virkelig bange for - køer og stødhegn der siger lyder - i så fald må jeg enten af og "bære ham forbi" eller ride i en meget stor bue uden om (i trav)

og så bliver han selvfølgelig rost for sit mod og velvilje når vi er kommet sikkert forbi

Den unge på 2 spjetter lidt over uvante ting og så stiller vi os i rimelig afstand og nidstirrer "uhyrene" og når hun er rolig sniger vi os tættere på, spiser lidt græs eller en gufbid og ender til sidst helt henne ved uhyret og konstaterer at det bare er en traktor/høne/drivhus/plasticpose og at der kommer guffer og ros for at være en stor og modig hest. Hun er lærenem så vi skal som regel kun kigge på uhyrene en gang

Vores heste bliver mest bange, når min mand, Alex og jeg er på tur. Når de ser noget "farligt" kigger vi selv først væk og lader som om, at det er da ikke noget. Nogle gange går de så også bare forbi.

Hvis ikke får de lov til at stå lidt stille og se på den farlige ting. Og så bliver de lige så stille presset fremad og rost, når de går frem. De må ikke vende om eller gå baglæns, så øger vi presset.

Vi lader den hest, som er mest tryg ved tingene, gå forrest, så følger den anden med. Det er lidt forskelligt, hvad de er bange for, så nogle gange er det den ene, som har bedst nerver - nogle gange den anden.

Hvis det slet ikke kan lade sig gøre at få dem forbi, hopper Alex af (jeg er nemlig for tung i r*ven og har svært ved at komme op igen) og trækker hesten forbi.

Hvis de løber, skal de stoppes hurtigst muligt. Alex rider derfor sin hoppe med kandar i skoven, da hun godt kan finde på at løbe, hvis der f.eks. kommer en "meget farlig" kondiløber bagfra. Og hun er løbet løbsk på trense, så det tør vi ikke mere.

Ja det afhænger jo af situationen.

Hvis jeg rider alene, bruger jeg mest min stemme, jeg kan berolige hesten ret meget ved brug af stemmen.

Hvis det er noget hesten vil flygte fra, bruger jeg - udover beroligende ord - komandoen "stå" (og halve parader selvfølgelig).

Hvis det ikke er helt så slemt, bruger jeg "skriiiidt".

Hvis det er noget hesten ikke vil forbi, forsøger jeg med opmuntring osv. at give den mod.

Hvis jeg rider sammen med en anden hest, er alting meget lettere, den mest modige kan så gå forrest og "trække" den anden med.

Hvis situationen går helt op i en spids, enten fordi hesten begynder at blive panisk, eller fordi den på ingen måde vil forbi noget farligt, så hopper jeg af.

Min unghest er tit bange for lys der skinner ind i ridehuset, som en plet i bunden etc. Når jeg rider forbi, og jeg mærker at han kigger, så sætter jegg mig tungt og klemmer med lårene. Hvis han bliver bange, og vil løbe væk fra det, så er det ned i skridt, forbi, ros, frem. Når han så ikke prøver at løbe fra det mere, så sætter jeg mig stadig bare tungt og klemmer, roser og taler beroligende, roser derefter og igen fokus på opgaven.

Jeg stopper den op, lader den se på monsteret, når den er rolig rider jeg forbi i skridt.

Jeg forsøger ikke, at tillade, den laver en bue.

Jeg plejer at ignorer det- da han for det meste glemmer "bøh-manden" igen Hvis jeg først viser genstanden interesse, så er han meget mere oppe på dupperne. Vi lader som ingenting. Rytteren er jo førehesten, og skal ikke lade sig påvirke- da selvtilliden vil smitte af på hesten.

Anne-Sofie

Stoppede lod jeg ham stå.

Jeg kunne mærke når han var klar til at fortsætte og så bad jeg ham om at fortsætte.

Han har et par gange ville vende om, men næ nej så drejede vi atter så han kunne se hvad det var.

Jeg ville på alle heste bare tage det roligt, tale stille og roligt.

situationen. Så vidt det er muligt prøver jeg at ignorere det, hun må ikke løbe væk men jeg vil heller ikke tvinge hende frem.. Det har virket supergodt hidtil.. Dels undgår vi en slåskamp så det til sidst nærmere er mig hun er bange for og dels er hun blevet meget bedre til selv at vurdere om en ting virkelig er værd at hidse sig op over.

For mange år siden til et stævne blev hun bange fordi den ene kortside var pyntet med guldregn.. Jeg nåede lige at tænke at hvis jeg klappede til hende nu så ville hun sikkert rende ad h...... til så i stedet strøg jeg hende på halsen hvilket resulterede i at hun omgående gik frem og vi fik en lille sød bemærkning fra dommerene.. Så lærte jeg det..

hvordan den reagerer...

hvis det bare et noget lidt farligt i en buks, så stopper vi, kigger på løven og rider så forbi når vi har kigget færdigt...

Hvis hesten bliver rigtigt bange og gerne vil væk fra det farlige, så rider jeg forbi så kontrolleret som muligt... I min verden handler det om at hesten ikke må flygte forbi... Så jeg vil hellere trave roligt forbi end trippe forbi i skridt, fordi sidstnævnte tricker mere flugtinstinkt...

Jeg undgår at hesten skubber væk fra det farlige med det ene forben (mini flugt) og jeg tolererer ikke at den løber...

Generelt så forsøger jeg at berolige hesten med min stemme og stryge den på halsen...

så for nylig indlæg, der viste at man ved at gøre det forkerte kan gøre hesten endnu mere bange end den allerede er. Det giver virkelig stof til eftertanke at man skal vide hvad man har med at gøre hvis man skal vise hesten noget farligt - det er ikke nok bare at tale beroligende til den, for hvis den bliver belønnet på det forkerte tidspunkt kan den blive endnu mere bange - tror nok det var 30 % af alle heste der har det sådan. for dem der har adgang til epona ligger det her

Det kommer an på hvilke heste jeg har med at gøre.

På min unge araber hest, hoppet jeg af, viste hende at der var intet at være bange for, og satte mig op på hende igen.

Jeg vil helst vælge mine "kampe" med forsigtigt.

Vores er næsten aldrig bange for noget som helst - det er meget sjældent.

Men når det sker:

Forsøger først at ride forbi mens jeg er afslappet og kigger på noget andet.

Hvis hesten reagerer alligevel:

Jeg beroliger med stemme - Roooo - som kun bruges til beroligelse og aldrig til ros, samtidig med jeg ånder ud selv og slapper af i alle muskler.

Hvis det ikke er nok:

Jeg stopper, lader kigge færdig, og beder så hesten om at gå.

Hvis det er MEGET farligt og den bakker eller forsøger at dreje, beder jeg den gå frem og belønner for dét. Herefter parerer jeg - belønner for dét - og hopper så af og trækker forbi. Jeg vil hellere hoppe af end være nødt til at eskalere voldsomt, hvis hesten trods kig og ro stadig er bange. Det sker dog kun en gang om året. Når jeg trækker, er der aldrig noget.

Hvis det bare er noget hesten er lidt bange for, beder jeg den gå forbi mens jeg ignorerer det, og det gør vi så. Der er aldrig trip eller eskapader hos os, men hesten kan godt forsøge at vige/gå i en bue.

Jeg traver aldrig forbi noget "farligt".

Og jeg aer eller klapper heller ikke som beroligelse, det er først bagefter - eller hvis hesten har gjort noget svært, som fx at gå et skridt hen imod det farlige.

Men igen, det er kun et par gange om året der er noget som helst... De har været på Vesterbro og redet til gadefest ved Enghavevej med gøgl, koncerter, loppemarked, børn, tingeltangel, stor trafik, alt muligt - vippede ikke et øre.

I

Tusind tak for alle jeres svar. Jeg kan fornemme at de fleste bruger løsningen med at berolige hesten, og ikke blive sur og vred på den.

Jeg er nemlig bange for at jeg er blevet lidt hidsig på min de sidste mange gange, fordi hun hopper sammen for de mindste ting, og jeg føler at det har gjort hende endnu mere sensibel ... Jeg ved at det er fordi jeg selv får et chok, når hun hopper lige op og ned, at jeg skælder hende ud .. jeg må lige tage mig selv i nakken og ignorere hendes rejehop .

Hvis hun bliver bange over noget som virkelig er der, så praktiserer vi to ting. Hvis først det ikke hjælper noget at slippe tøjlen lidt og snakke beroligende, rider jeg hende til bidet, og beder hende bestille noget istedet for at tænke på det farlige, og det plejer at kunne få os forbi selv den værste svinefarm

Igen tak for jeres svar og beskrivelser

Anita

Når jeg ridder min egen hest som altid kigger en anelse efter hvide hegn og busstoppesteder bliver jeg bare ved med at drive ham frem.

Jeg gør det fordi at hesten til sidst enden vil slippe for presset fra min ben også går forbi. Den ved at hvis den ikke går frem vil jeg blive ved med at irritere den med schenklerne. Jeg gør det da den ikke skal se nogen belønning i at vende om og løbe...

Det samme gør jeg når jeg ridder fremmede heste. Selv om de standser og ikke vil gå videre så bliver jeg ved med at presse dem frem. Indtil de går forbi. Første gang går de forbi, men en stor bue uden om. Næste gang er de lidt tættere på og til sidst ridder vi lige forbi uden den kigger...

Hvis hesten bliver bange og løber og ikke standser på stopsignalet så er hesten ikke 110% under hjælperne... Dvs ikke reddet og trænet korrekt. hvis du spørger mig.

Min egen hest kan nogle gange blive pludselig bange og løber. Men så snart jeg tager i tøjlen standser den PROMTE! Når den står HELT stille så roser jeg den og ridder videre som ingen ting...

Det er vigtig at man ikke tillade hesten at være bange. Altså at man ikke belønnner frygten... Det er tit den fejl mange ryttere begår, måske de er bange for selv at falde af eller at hesten løber med en. Derfor gælder også om at man træner det med hesten så tidligt som muligt samt at indøve stopknappen 200%..

min hest potentielt kunne blive bange for og jeg begyndte at drive for at undgå at hun vil stoppe op bliver resultatet omgående ... At hun stopper op!! Så mærker hun nemlig at der er noget i farvandet og selvom hun måske ikke engang selv er klar over hvad det er må det være sikrest at stoppe op..

Efter min bedste overbevisning er det stadig bedst nok at forhindre den i at løbe væk men samtidig lade som om man har alverdens tid til at lade den bedømme faren selv.. Ved at kræve at hun bliver stående har jeg jo tilkendegivet min vurdering..

Jeg prøver at berolige hesten, og lade den kigge på det den er bange for. Den får aldrig lov at undgå det, da den hurtigt lærer "undvige-adfærden".

Jeg kan anbefale at arbejde en masse med din hest hvor den er fri fx i ridehuset og på ridebanen. Det er utrolig effektivt at skabe tillid i situationer hvor hesten selv vælger at følge dig. Din hest vil følge dig og stole på dig hvis du fremstår venlig og selvsikker. Der findes flere metoder, du kan fx starte med at søge i Klaus Hempflings bøger, artikler, vidioer (fx på youtube). De er nemme at forstå og bruge.

Der skal overaskende lidt arbejde til før de fleste heste vil vise stor tillid. En hest der har fuld tillid til sin leder=dig vil følge dig lige meget hvor. Hesten flygter kun hvis du er bange.

Jeg har god erfaring med at lade heste vise deres nervøsitet, for bare jeg er rolig og gerne vil videre, bliver situationen aldrig tilspidset. Det er self en tillidsprøve hver gang, men mest af alt en prøvelse for ens egen nervefasthed.

Håber du vil overveje mit forslag og lege en masse med din søde hest.

Mvh Ann

dvs tager tøjlerne op, og siger "rooooooolig dreng - det er bare (indsæt hvad det end er der er væmmeligt) - slap af...."

Det plejer at virke

Dancer er egentlig ikke bange for noget - kun "spøgelser" d.v.s. når han synes det er sjovt eller han keder sig lidt lader han som om han bliver bange.

Jeg plejer at lade ham stå et øjeblik, siger han er et pjathoved og rider videre som om ingenting var sket.

hvis han bliver ophidset mens jeg rider hopper jeg altid af, og lader ham stå og kigge alt imens jeg selv ader som om at INTET er galt

Når han så har "kigget af" roser jeg og går videre

Det kommer an på, hvad den gør

Løber den væk, stopper vi og rider forbi igen (af og til tager vi den i skridt i stedet for trav/galop), så jeg selv har styr på mine signaler - bliver den forskrækket i skridt vælger den også for det meste at stoppe op i stedet for at løbe og dét er lettere for mig at håndtere.

Det er utroligt sjældent, at jeg har svært ved at stoppe den, det tager max 20-30 meter (jeg skal jo også lige nå at reagere ), så det er jo til at klare. Sidste gang det skete, at den løb helt ukontrolleret under mig, var på Morsø sidste år, hvor jeg kun lige havde sat af fra jorden for at komme i sadlen da den begyndte at løbe (så kom egentlig først i sadlen efter mange meters løb, og det skræmte den self. endnu mere), og den stoppede ikke, før den bragede ind i en anden hest, der stod midt på stien.. Men det er også det eneste, jeg lige kan komme i tanke om - hun er ikke min stabile lille wannabe-islænder med stritman for ingenting.

Kigger den bare rider vi forbi.. og forbi.. og forbi.. indtil den holder med det.

Stopper den, lader jeg den stå lidt, beder den derefter om at gå. Jeg vil ikke have, at den viger udenom o.l. - jeg vil hellere have, at den så tager et skridt ad gangen derhen, og så går "den lige vej".

Er det i natur o.l., og den løber, træner jeg det ikke på den måde, men får den ned i tempo og beroliget og rider videre. Kigger den i natur, rider vi bare forbi én gang, og gør ikke mere ved det - den får selvfølgelig lov at kigge alt det, den har lyst til, hvis den bare vil blive hos mig. I naturen er jeg ikke så obs på at opdrage den.. Det skulle gerne bare være hyggeligt

Er den i tov ignorerer jeg den, hvis den ikke gør noget farligt, og hvis der fx er biler, ja så guider jeg den egentlig bare. Jeg har noget mere styr på mig selv og den, når jeg står med mine fødder på jorden, så det er mere end ualmindeligt sjældent, jeg ikke kan styre den der + at jeg altid er forsigtig af vane, så vi sjældent er i nogle farlige situationer.

Salvatino er ikke typen, som bliver bange. Han kan blive nysgerrig eller skeptisk for f.eks. en kæmpe sten, men siger jeg gå frem, så gør han det. Han er jo ordentlig opdraget og stoler på mig.

Det er egentlig mere mig, som bliver bange eller forskrækket.

Når Picardo stopper, bliver vi stående, jeg vil ikke have han bakker, og prøver at vende om, men stå og glo det må han gerne.. han gider ikke blive stående i særlig lang til ad gangen, så lister han selv frem imod det farlige, og går forbi!.. er det fx. en parkeret trailer, eller bil, eller andet vi tit møder på vores vej stopper jeg ham ofte når han er på vej forbi (ved siden af det farlige) så kan han snuse til det, eller stå stille til jeg giver kommando til at gå videre..

Louise

Jeg prøver at UNDGÅ at gøre noget som helst. For jeg er overbevist om, at det faktisk er lige så slemt at reagere med "Nåååååhr, lille pusserhest, er der noget farligt derovre? Nu skal du eeeendelig tage dig god tid til at se på det og slappe af". Hvis jeg lod hesten rette så meget opmærksomhed mod det farlige ville jeg give den ret i at noget var farligt. Og det er i mine øjne lige så slemt som med djævlens vold og magt at ville have den til at kigge væk fra det farlige og drive den forbi.

Så jeg prøver at lade som ingenting og ride videre som om intet er hændt. Indimellem er det nødvendigt lige at berolige lidt, andre gange er det nødvendigt at presse lidt på, men som udgangspunkt prøver jeg at udsende "der er intet farligt, for jeg reagerer jo ikke"-vibes.

/Anna

jeg lader dem stå og kigge på det der er bange for, helt stille og roligt, så ender det altid med at de selv gå helt hen til det de er bange for, hvis det feks. er en sten eller lignende.

Hvis først de løber for det de er bange for, ja, så har benene fortalt hjernen, at det er farligt, og så bliver de også bange for det næste gang.

Hvis de får lov til at kigge på det farlige, og endnu bedre, hvis de kan komme helt hen og snuse, er det det aller bedste.

Men ingen panik på, og ikke skælde ud, for så løber de for det igen.

Nu vi snakker om bange heste.

Så ser jeg det som en dyd, at komme frygten i forkøbet. Self. kræver det at man er opmærksom uafbrudt, men det betaler sig. På den måde kan man nå at afværge ubehagelige situationer - enten ved at jeg fx. hopper af (han er altid mere afslappet når jeg går ved siden af/foran), rider ham ud i grøften (så den farlige lastbil ikke kan æde ham) eller lign. På den måde undgår jeg at han fx. springer til siden over lastbilen eller begynder at løbe fordi han er bange

Jeg lader som ingenting og rider videre.....

Alex og jeg red fredeligt af sted her til aften. På vej ud af skoven, næsten hjemme, springer Freja pludselig til højre ned i en grøft. Meget overraskende! Alex fik hende op igen på stien og prøvede at få hende frem, men hun var skræmt fra vid og sans.

Jeg kunne heller ikke få Gloria frem, for nu havde førerhoppen jo fortalt hende, at der var noget rædselfuldt farligt.

Efter et lille stykke tid hoppede Alex af og trak Freja. Det var så en sten, som hun er gået forbi en masse gange, men lige i dag lignede den åbenbart en løve - måske pga. regnen og skyggerne. Alex gik hen og sparkede lidt til stenen - først syntes Freja, at det var frygteligt, men så var der alligevel lige noget meget lækkert græs ved siden af stenen, og så var den ikke så farlig mere.

Nu er vi spændt på, hvad hun siger i morgen.

det afhænger fuldstændigt af hvad det er han bliver bange for.

Fylkir er et tossehoved, hvis vi er på tur og han keder sig, ja så er han bange for ALT. men på en normal tur er han ikke bange for noget som helst, store vandkanoner, hunde, løbere, flagrende plastik det rager ham en høstblomst.

Men lige den dag hvor han er opsat til narrestreger ja så er han bange for alt, selv ting vi ikke engang kan se, han virker virklig som om han syntes det er skægt. når han har sådan en dag, ja så skælder jeg ham altså ud, det gider jeg ikke have, men kun fordi jeg VED han ikke er bange for de ting.

møder vi et får ja så er krikken totalt skrækslagen, og det respekterer jeg, lader ham kikke, og presser ham til at gå videre, hvis det er helt galt så hopper jeg af og trækker ham forbi. forbi det SKAL han bare. det kan jo ikke nytte noget at skælde en hest ud der faktisk er bange.

Fylkir er heldigvis nem at aflæse om det er reel frygt eller det er skabberri. Hvis han faktisk er bange kan man mærke det på vejrtrækningen og hans lyde, hvorimod når det er narrestreger så giver han sig bare til at danse lidt sidelæns.