Et lille glædes-indlæg for at slå fast at tålmodighed betaler sig.

Jeg skal nok lige lægge ud med at sige at jeg ikke bekender mig til nogen "religion" indenfor ridning, men at godt kan lide blandt andet Kyra Kyrklunds teorier om enkle og fine hjælpere, og at jeg tilslutter mig al praksis der går ud på at få ryggen op før man kan få hovedet "nogen steder hen" Ingen rebgrimer, ingen McLean, ingen bomløse sadler

Jeg har denne her gamle springhest (fuldblodsbandit), som har prøvet lidt at hvert i sit liv, og de seneste år har han mest være redet i usamlet holdning, nok også en hel del med ryggen sænket, i hvert fald det meste af tiden. Det første halve år jeg havde ham, red jeg udelukkende for at genfinde min egen kondition og balance, så det har været stort set uden anden tøjlekontakt end for at dreje og stoppe.

For et par måneder siden gjorde jeg så de første spæde forsøg på at ride ham frem og ned, jeg begyndte at ride nedsidning i trav og øve overgange og hvad har vi ellers. I starten spændte han meget op, især fordi han troede vi skulle springe når vi travede eller galoperede mere end bare en enkelt omgang ad gangen

Men frem gik det, og vi blev enige om at han skulle slappe af, strække hals og hoved fremad og nedad, så han bar sin mor med ryggen. Ah! Så langt så godt, og så sad jeg straks meget pænere Der har været mange tilbagefald og er det stadig, hvor noget er spændende, drengen løfter hovedet og glor, al koncentration går fløjten og så går det derudad i rask trav med ryggen sænket.

Men igår gik var koncentrationen fin på trods af varmen og mange forstyrrende elementer, og vi fandt en rigtig fin takt sammen.

Og SÅ kom det! Jeg sad pænt tilbage i travet med sædet lidt på, helt rolig blød forbindelse på tøjlen, og WUPTI! kom nakken op og næsen lige ved lod. Helt ubesværet og så let som en fjer, ingen pilleri, ingen fast støtte. Og så var det næsten som at flyve, og jeg kunne næsten se pæren med lys i over vores begges hoveder

Vi tog et par omgange som triumf, hvor ingen ujævnhed på ridebanen pludselig var noget problem, og hvor jeg for første gang følte at vi var enige om tempoet, selvom han stadig savnede sin fræsetur i galop.

Som belønning fik han en frisk galop banen rundt, nok en dum plan, eftersom han slet ikke var til at få ned på jorden igen bagefter - men vi KUNNE og det er første gang efter min lange pause i ridningen at jeg i DEN grad har følt samhørighed med en hest, og når det så er en hest der på grund af alder og andre arbejdsvaner er svær at ride dressurmæssigt i balance (og ikke bliver redet ret tit/ret meget!), så er det helt fantastisk.

Hvad jeg vil med dette indlæg? Glæde mig over min dejlige gamle hest der enten har lært noget nyt eller genopdaget noget han ikke har haft brug for længe. Sprede budskab om at det nogle gange ikke er så svært som det synes, og at vejen frem er tålmodighed, tålmodighed og så at lytte til og føle hesten, give den rum til at finde sin balance - for så kan hesten pludselig føles som en helt million