Jeg læste noget i et af hestebladene for noget tid siden, hvor en med samme problem blev hjulpet med coaching, så hun overvandt sin skræk for at ride ud. Det kunne måske være noget for dig???

Hej Jane

Jeg er ude i noget lignende.. I december blev jeg smidt ret hårdt af min 4 års. Jeg nåede lige at sætte mig i sadlen!! Det næste jeg husker er at jeg ligger i sandet !! Jeg slog mig hofte/bækken/skulder slemt og måtte med ambulance til undersøgelse. Resultat en revne i bækkenet.

Jeg kom jo af samme grund ikke på hesten igen med det samme, da jeg ikke kunne rejse mig. Det var nok rigtig dumt men det kunne ikke lade sig gøre for smerter..

Det tog mig 3 måneder før jeg kom på hesten igen, jeg kunne / læs turde ikke, var så bange for at blive smidt af igen.. Ville gerne ride men turde ikke sætte mig derop...

Nu her 5 måneder efter er jeg nået så vidt at rider igen MEN jeg longere den "træt" først ca 10 min.. I starten havde jeg yderligere min søster til at ride den endnu endnu mere træt før jeg turde sætte mig derop..Jeg er så småt begyndt med undervisning igen og har flere og flere succesoplevelser.

Ja, og hvad vil jeg så med dette svar til dig ??? Jeg vil bare sig at du ikke er alene om problemet.. Snak med alle dem der overhovedet gider høre om det.. Du vil undre dig over hvormange der har det ligesom dig.. Det hjælper ikke at spille sej.. Det forstår hesten alligevel ikke !!! Få så mange succesoplevelser som muligt..

Jeg hører også gerne fra andre med lignende oplevelser

Tusind tak for jeres svar.

Jeg har en veninde som vil øve alenehed (som vi kalder det) med hesten først. Dvs. hun rider ud på hesten en gang i ugen eller sådan noget og øver med hende. Så må jeg selv prøve en dag, hvor hun igen går med sammen med hunden eller noget.

Jeg syntes bare det er utroligt at det stadig sidder i mig, når det er så mange år siden. + at jeg kan drøne afsted i galop, når der er en anden med. Ride med, når en plag skal lære det og hjælpe der, da min hest er rutineret. Men alene? nix, No way.

Hesten er jo ok at ride ud alene....det kan jeg jo se, når jeg går et godt stykke bagefter dem og det irriterer mig at jeg er sådan en kylling

Ja kylling det er nok det rigtige udtryk også for mig...

Jeg tror også alder spiller en stor rolle i det spil som jo KUN foregår oppe i hovedet på os !!! Da man var yngre tænkte man ikke sådan over konsekvenserne ved et fald eller lignende...

Det kan der være noget om...ellers er jeg bare enormt usikker på om jeg nu kan klare det.

kender også til det at skulle overvinde angst. Da jeg fik min søn for godt og vel 8 år siden tog jeg 30 kg. på, og fødte ham ved kejsersnit, dvs. da jeg endelig måtte komme på hesten igen havde jeg ingen balance og var bare sådan en sæk kartofler. Hesten jeg havde var en 5 års, som jeg selv havde tilredet og redet op, en frisk unghest. Den havde under min graviditet været i professionel ridning fordi jeg var snublet med den da jeg var ca. 4 mdr. henne.

Nå men jeg skulle igang igen, fik undervisning 2 gange ugentligt, og jeg ville egentlig bare gerne tage det stille og roligt pga. min balance, men det havde han bestemt ikke ro i røven til, så det resulterede jo i at jeg sad og holdt igen på ham, og når han så lavede numre med mig var det jo som en bompe der sprang, og jo flere gange han lavede disse numre jo mere nervøs blev jeg. Det resulterede i en bukketur hele vejen rundt i ridehallen, hvor jeg til sidst måtte springe af, og rev senerne over på mit knæ. Efter denne tur ville jeg af med ham, og det kunne kun gå stærkt, og så ville jeg have en roligere hest. ( Skal lige siges har altid før redet alle de heste med meget blod fordi jeg selv var så rolig) Han kom på prøve, og vedkommendes smed skar så meget af at han blev halt, så stod jeg der med en halt hest, den måned det tog at få ham rengående igen brugte jeg til at tænke, og gå meget med ham hver dag, og besluttede mig for at give mere slip på ham, køre ham træt hver dag, altså give hesten noget andet at tænke på, da jeg så skulle igang med ham, så gik det så fint. Jeg skulle i starten sige til mig selv at den ikke blev bange for den kat der kom hoppende så istedet for at tage i tøjlen som jeg ville have gjort inden fik den et prik af schenklen istedet så den tænkte fremad. Det hjalp og vi fik mange gode år sammen, og idag rider jeg igen alle de varme typer, er også røget af efter men uden at det gør mig noget. Hvis jeg var dig ville jeg trække hesten på tur, og måske overtale dig selv til at sætte dig op på sidste del af turen og så udvide tiden hvor du sider på hesten i forhold til den tid du trækker hesten...

Held og lykke med det..

Ja præcis det er overvindelse der skal til... Man er SÅ stolt af sig selv bagefter... Sæt dig nogle mål og del mål og endnu flere mål.... Det hjalp også mig..

jeg ved ikke om det kun er aldren der spiller ind, for i så fald skulle jeg måske være 30 (er dog "kun" 18) jeg red en lidt varmere hest da jeg var 16 (ikke at den var total varm eller noget, den kunne bare godt lide at løbe strækt i galop), og det skal også lige siges at jeg før det ALTID havde redet de varme hete, da dt er der min temp lå/ligger, men den her hest, fik min smidt af hver gang vi galopperede, og til sidste turde jeg ikke galopere mere, ikke engang inde i ridehuset, hvor han jo ikke kunne stikke af med mig eller noget, jeg var simpelthen så bange, jeg følte ikke jeg kunne stoppe ham... Det skal lige siges det her var en part, og ejer hjalp mig, hver gang jeg skulle galopere, min til sidst blev jeg nødt til at sige ham op, jeg var ellers så glad for ham udover det...

Så red jeg en del andre heste, nogle ikke varme nogle af slagslen, og stille og roligt er jeg kommet tilbage, min sidste part var den første jeg sådan rigtig galopperede på siden dengang jeg red ham, og på det tidspunkt var det 2 år siden...

Nu er jeg begyndt at ride alle slags heste igen, og galoppere også gerne på dem....

Jeg tror det har noget med vores psyke at gøre, vi siger hele tiden til os selv, at hvis den heste vi rider på nu, ligner den der lavede numre med os dengang, så bliver vi automatiske bange og vil ikke mere af frygt for at vi kommer til at skade os selv i sidste ende, men overvindelse... som bettina nielsen ♥wenezia♥ siger så træk turen du vil ride med din hest, så når hesten føler sig tryg ved turen, så måske sæt dig op på den de sidste 50-100 m hjem til stalden, det kan godt være det virker fjollet først at skulle sætte sig op der, men det er en go tid, for så kan du se at din hest ikke gør noget, når du så har gjort det et par gange og du føler dig tryg ved det, så måske 2-300 m væk fra stalden, osv osv... Det hele handler om tryghed og tillid, og når du ser at din hest ikke gør noget når den er alene ude, så bliver du automatisk mere tryg ved den, og tilliden stiger mellem jer..

Held og lykke herfra:)

Kan du ikke dele det op i meget små portioner? Super fint at få en til at ride hende ud alene så hun er sikker på at hesten er top sikker når du skal, men hvis du allrede er ok, bare der er en med på gå-ben, kunne du så ikke sige først 100m alene, og så øge det? Så du tager en lille distance hvor der står en og "sender" dig afsted og en og "griber" dig i den anden ende af en meget lille distance, hvor du kan se begge mennesker hele tiden? Og så langsomt øge denne distance når du blir klar til det....

Tak for alle jeres svar.

Jeg suger det hele til mig og der er mange gode ting imellem. Desværre kan jeg ikke gå med hende, da hendes gangarter er store og jeg derfor ikke kan følge med hende + jeg er blevet opereret i foden og går derfor langt fra optimalt. Så det var da nemmere, hvis hun kunne bære mig igennem skoven

Men tak igen.

Da man var teenager var man jo urørlig og intet kunne nå en. Jeg har siddet på alverdens umulige kramper og blev jeg smidt af, grinte jeg bare og kravlede om bord igen. Jeg har redet mange ture med livet som indsats, det kan jeg jo se idag. For mange år siden blev min fætter dræbt under en hubertusjagt, hvor han var master for feltet. Og han var mit idol og i øvrigt berider. Det gik pludseligt op for mig, hvor farligt det her kunne være og at jeg nemt selv kunne have ligget der.

Men jeg har skiftet type af heste, som jeg rider på. Sådan en varm DVer på 180, ikke tale om jeg sætter mig derop. Jeg købte mig simpelthen en pony på 144 cm, da jeg startede op med at ride efter 15 års pause, og er siden gået over til western ridningen og dermed også quarter horses, som har et helt andet temperament. Og så har jeg fået en masse undervisning i at tackle de farlige situationer, så jeg har nogle redskaber til at stoppe hesten og korrigere den. Og idag tilrider jeg da selv mine ungheste, og de plage som jeg sælger er høflige og velopdragne. Så den frygt jeg havde har jeg overvundet ved at finde en anden måde at arbejde med hestene på.

Ja, jeg trækker lige denne tråd frem igen, for i dag gjorde jeg det, red jeg afsted på Cherie, helt alene, bare hende og mig....

Og det gik bare super...hun var så sød og passede på mig Hun hoppede lige til siden for en hare...tror jeg det var, men ellers traskede hun bare afsted og kiggede til højre og venstre og jeg slappede mere og mere af.

Det var ikke en lang tur...og bare skridt, men jeg gjorde det. Jeg er da mega stolt af mig selv og selvfølgelig også over Cherie

Var lige nødt til at fortælle det. Er jo jublende glad

Det er en kæmpe sejr for dig.

Jeg ved det fra mig selv. Jeg er også nem til at blive bange når jeg rider af sted. Men det er bare at tage det stille og roligt og ride i et roligt tempo så skal det hele nok gå alt sammen. Det er i hvert fald min erfaring at det plejer at være sådan.

Jeg er begyndt at ride ture på min og det er en meget stor udfordring for mig, fordi han er blevet bange på en åben mark alene mens jeg gik med ham har et par gange overvejet at gå derop igen og det gør jeg nok også snart skal bare lige have taget modet til mig. Det kræver ret meget af mig er jeg bange for.

Men flot af dig.

Det er en kæmpe sejr!

Mange tak....jeg bobler også helt indeni endnu....så åndsvagt, ha ha. Men det er virkelig en stor sejr for mig.

Staldens ejer hjalp jo også, ved at have sin mobil på sig og stå stand-by, hvis nu....også kom jeg bare smilende tilbage men hun var da glad på mine vegne.

Håber at du får mod til gå hen på marken igen og få en sejr

Jeg skal nok samle mod til mig.. men når man står med en hest der var ved at pisse af hellevede til rent ud sagt og kun har den i en rebgrime så skal man lige tænke sig om om 2 gange inden man har mod til det igen.

Men jeg skal nok gøre det. Havde bare lige brug for et par gode rideoplevelser med vallaken først og det må jeg i den grad siges at have fået de sidste par gange jeg har været af sted på ham - jeg rider ud næsten dagligt på ham for at træne mig selv. Jeg rider bare sådan lidt dressur og bakke træning på ham når jeg af sted.

Men flot du gjorde det!

Det kræver mod. Mit næste store mål er at jeg tør tage mig sammen til at få hesten til at gå under motorvejsbroen. Det vil være mit livs sejr at jeg tør!

Håber det lykkedes for dig

Jeg fik lige en sejr mere, i det jeg red i galop på en stubmark Det har jeg ikke gjort i 3 år, efter et styrt. Så det var også en sejr for mig. Staldens ejer red hende først, for at se om hun flejnede og smuttede, men nej...hun nød det og var nem at stoppe. Så, indtil videre en super weekend og jeg er kæmpe mega stolt af mig selv

Her er beviset Tror nu "kun" vi traver her.

Sejt!

Jeg gjorde det faktisk i dag - altså tog modet til mig og gik op på marken med ham og han var helt kold og reagerede slet ikke. Det var jo altid noget. For det er faktisk ret okay at ride dressur deroppe.

Og tillykke med sejren, jeg når ikke at komme på stubmarker i år men det er heller ikke alfa eller omega for mig.

Men jeg skal nok lykkes med at blive en hel habil tur rytter igen. Jeg var faktisk godt på vej før hesten blev skadet og så skal det nok lykkes mig at gøre det igen.

Det er jeg meget sikker på

Det handler bare om at stole på sig selv nogle gange. Det er flot du er kommet så langt. Det kræver mere mod end man tror i starten at overvinde sin angst. Jeg rider også kun små ture endnu men jeg synes det er en sejr at jeg er af sted næsten hver eneste dag.

Så må de længere ture altså komme senere. Det må lige betragtes som en biting.

Ih, hvor godt....tillykke med din sejr

Jeg har da tænkt, at det er da ufatteligt at jeg er sådan en kylling, når det ender med at gå så godt. Men sådan er det jo, når man har dårlige oplevelser med i bagagen, så skal det lige overvindes.

Det er også små ture jeg starter med.

Det kender jeg udemærket til.. Puha.. Og det værste er næsten, at min dejlige hoppe har givet mig rolige og gode skridtture på tur sammen med en anden cool hest..

Men nu har jeg fået sat mig i hovedet, pga der uanset om jeg rider til højre eller venstre er hegn på begge sider af den lille grusvej omkring en halv kilometer.. og det er her mit hoved sætter skøre ting ind.. altså hvad nu hvis vi ender i det hegn.. Har set resultatet af dette på en anden hest i stalden.. nok det, der har været med til at starte det ..... og så er der køer den ene af vejene, som kan være helt vildt larmende.. Men nu skal jeg simpelthen i gang, da min kiropraktor har beordret en tur i det grønne en gang om ugen.. heldigvis er der en i stalden, som har den roligste hest, så nu må vi klynge os til hende..

Så nu er mit mål, at jeg skal have redet tur indenfor en uge.. håber det lykkes mig

Jeg har også prøvet at blive smidt af en hest, som jeg havde fået afvide var 8 år, redet en del osv.

Allerede inde i stalden, burde jeg have lyttet til min indre stemme, om at han ikke gad mig.

For han virkede fuldstændig kold over for mig.

Jeg får ham sadelet op og longeret.

Da jeg kommer op i sadlen og de slipper ham, begynder han at bukke højt, 2 sek efter. Jeg lander i ridehus bunden med et ordentlig knald, får slået luften ud af lungerne, sand i munden. Efter jeg blev hyttet af, tager hesten 3 bukkespring mere, inden den holder.

Bagefter står den nede i et hjørne og ryster over hele kroppen. Jeg får fandt i ham, og beroligere ham. Men jeg kommer ikke op, da jeg er mørbanket og egentlig ikke har lyst til at blive smidt af igen.

Det er 11 år siden det skete.

Da min 4 års hoppe, skulle tilrides sidste år, kom den følelse igen af angst igen, og der fik jeg hjælp med at tilride hende.

Det gik super fint. Og hun blev redet indtil januar i år, og vi påbegyndte igen i det små, her i juli.

Det skal siges den har altid haft det underligt med at have mig på ryggen, og derfor er det mest andre der har redet hende uden de store problemer.

I sidste uge gik det galt. Jeg kunne ikke komme op på hende, som jeg godt kan nogen gange. Da jeg kom op på hende, ville hun ikke gå frem. Det resulterede i at hun begyndte at bukke. Og det pjat gad jeg ikke

Jeg vil sige, at du er bestemt ikke nogen kylling, Jane. Det er levende væsner vi har med at gøre, og man har jo en tildens til at tage det som en selvfølge nogen gange, at hesten acceptere at have nogen på ryggen, fordi i det fleste tilfælder sker der ikke noget, altså de acceptere det.

Men der er altså heste, som i mine øjne, som er så bevist på hvad de vil og ikke vil. Og det er efter min mening, er kun få mennesker der kan ride de heste.

Sundhedsmæssigt fejler de oftest ingenting, men det er fordi de har stået over for personer, som ikke magter dem.

Jeg vil også mene at, man skal ikke sætte sig op på hvad som helst, for at vise man godt kan osv. For hvis hesten signalere et eller andet sted, den ikke ønsker at mig/dig på ryggen, ja så kan man være visset om, at det vil den ikke! Og den vil gøre hvad som helst for blive fri.

Jeg har somsamt en slagsen. Vi er rigtig fine venner fra jorden, der er næsten ikke det jeg kan gøre med hende, men hvis jeg vil ride hende, så kan jeg mærke hun blive usikker, også selv jeg ikke gør hende ondt og beroligere hende. Indtil videre har det gået, men nu har hun sagt fra. Og det respektere jeg - jeg ønsker ikke at hun får det sådan, at ingen overhovdet kan komme på ryggen af hende. Hun har været igennem undersøgelser, ingen tegn på ondt i ryggen og andre steder.

Jeg har idag talt med en jeg kender om, at lade hende komme i træning ved hendes mand, for at vurdere om det bliver et varigt problem. De har nemlig selv en hoppe, som har det på samme måde, og har føl ved siden.

Jeg håber det kunne give dig lidt, Jane.

Mvh. Lotte

Callisto 1 og staldmiller (staldmiller): Det er ikke sjovt at være en kylling altid, men som i kan læse længere oppe i tråden, så overvandt jeg min frygt i weekenden...så jeg er så stolt af mig selv og hesten

I går mødte vi endda en mejetærsker på hjemturen (hvor jeg endda havde sat hesten i fri trav op af en stubmark)...og vi var helt alene . Heldigvis var det en sød chauffør i mejetærskeren. Han bremsede helt op og holdt stille og afventede mig. Jeg ville ride ind på en mark og lade ham komme forbi, men det ville hesten ikke rigtig. Først da han slukkede maskinen, så gik hun derind. Vi blev fulgt nøje af ham og han startede den først, da vi var lidt væk og trillede vinkende forbi. Jeg havde vendt hesten, så hun kunne se den køre forbi og vinkede selvfølgelig igen....Sikke en flinker mand og bedst af alt jeg gik ikke i panik eller hoppede af. Jeg bevarede overblikket og fik hende ind på den mark Hun var sikkert pisseligeglad med den....men jeg tog ingen chancer.

Håber i også kommer jeg over de oplevelser i har haft og kommer ud og nyde naturen

vil jeg mene er, men forstår godt hvad du mener.

Jeg har bare erkendt efter 2 år, at hesten og jeg fungere ikke sammen. Og det mener jeg er ok, for der er ikke noget for enhver pris. Jeg kan sagtens beholde hende som avlshoppe, for super til det job. Men hun er 4 år, og skal da ud og bevise sit værd, som vi har set noget af.

Af andre som har set hende og hørt hende, mener de at jeg har givet hende for mange chancer. Men jeg er sådan af natur, at hvis hun ændre sig i positiv retning, jamen så giver vi det en chance mere, sådan er det bare. Men ved at hun lavede det stunt med mig i sidste uge, har jeg fået nok. Den oplevelse for 11 år siden, stod alt for nær lige pludselig.

Jeg kunne mærke at jeg var hunderæd og syntes jeg at det på tide at stoppe. Berideren jeg har talt med om det, sagde også at hvis det kommer så lang, skulle jeg ikke forsøge igen. Og især når hun har det som hun har det, og jeg ligeså. Jo mere angst hun mærker, jo mere bliver hun forstærket i at mene at alt det der kommer på ryggen skal af. Og det er bestemt ikke hensigten, når det har gået godt med andre ryttere.

Jeg har før redet heste som har og selv haft, som i andres øjne var skør i hovedet. Og de var dejlige heste efterfølgende. Men jeg er bare nået til det punkt, at de heste der, magter jeg ganske enkelt ikke mere.

Men dejligt at du har fået en god oplevelse, Jane.

mvh. Lotte

Det kender jeg....vi rider heller ikke dressur mere, da vi bare trykker på hinanden knapper og det er ikke de gode...det ender altid med at en veninde kommer og siger at hun vist skal tage hesten...det er når jeg begynder at tælle til ti....ha ha. Men nu har jeg indset at dressur bare ikke er os...tilgengæld elsker hun at springe og tulleture (har jeg jo lige fundet ud af )...Og eftersom hun er 16 år, så gider jeg ikke lære hende en masse...skælder hende egentlig heller ikke ud, når hun driller mig...kan se på hende at det er kærligt ment.

Så ja, nogen gange skal man bare stoppe imens legen er god og indse at det ikke bliver til en ridehest...og når man har et sted at have dem som du har og de er de bedste heste fra jorden, til avl osv....jamen så er det da det den skal

Tak for komplimentet til vores ejendom.

Angående hesten, ja så har jeg arbejdet med hende fra jorden idag, og det gik fint.

Men hun slippe ikke med at have rytter på. Vi starer såmænd bare forefra med hende og så tror jeg nok det skal gå.

Vi tager det med ro.

Jeg har været medlem af "kyllinge-klubben" siden jeg begyndte at ride ture på heste ( ikke i min ponytid).

Har bare ikke helt stolet på mine heste, når jeg var på tur. Jeg synes de kiggede og var lette at forskrække. Det hænger jo nok sammen med at jeg foretrækker en livlig og følsom dressurhest . Turene har jeg dog ikke kunnet undvære, så jeg måtte finde en at ride ud sammen med, så var jeg rolig, hvis det ikke gik for hurtigt.

Jeg er dog ikke længere medlem af "kylling-klubben". Jeg er med en alder på 34 år blevet meldt ud.

Vendepunktet hedder Fussie. For to år siden startede jeg med at ride/ låne en 16 års Oldenborgvallak. Han er veluddannet dressurhest, erfaren turhest og kold som en sports-is. Jeg nød i fulde drag at ride ud på ham. Stolede lidt efter lidt 100% på han. Han sprang ALDRIG til siden, løb løbsk, stejlede eller bukkede. Når vi mødte "noget farligt" løftede han halsen og spidsede ører og fortsatte fremad ( herlig hest).

For et ½ år siden købte jeg så ny hest og sagde farvel til Fussie. Jeg købte en 8 års DV hoppe, som ridemæssig var rå ( dog redet 2 mdr. som 3 års). Lykken var stor da jag fandt ud af, at hun er lige så sej som Fussie. Jeg havde ellers frygtet igen at skulle meldes ind i kyllinge-klubben.

Hun ( Camelina) har aldrig skuffet/ forskrækket mig på tur. Hun tramper ud og hjem. Kigger nysgerrigt på tingene og fortsætter. Jeg, kan med ro i sindet, møde store maskiner og tage en frisk galop på en stubmark. Samtidig er hun en følsom og livlig dressurhest. Jeg er bare vild med min skønne Camelina

Hun er iøvrigt efter B.H. Cavan og har angloaraberen Dorpas X som morfar.

Så er jeg kommet over den første hurdle... jeg red tur i dag.. og det gik bare så fint.. fik endda travet lidt

Er bare mega stolt af mig selv, og skal afsted igen på tirsdag hvis vejret holder

Super Pia

Du skal også være stolt af dig selv

God tur på tirsdag.

Efter at være røget ud foran 2 lastbiler med min daværende hest, red jeg ikke tur alene i 2 år, ja det første år red jeg slet ikke tur.

Hvis jeg ikke gad dressuren den dag, så holdt vi fri. Det var drøn kedeligt for både hest og mig, men sådan var det bare. Hvis jeg kunne lokke naboen eller andre med på tur, var jeg høj flere dage efter, men alene det turde jeg ikke.

Til sidst vidste jeg faktisk ikke hvem af os, hesten eller jeg, der var mest bange for de der lastbiler.

Min dejlige veninde forærede mig så Heidi Møllers bog, den kompetente rytter. Hun har skrevet et helt kapitel om angst, og især om hvordan du kommer videre. Den bog er bare skrevet lige til mig. Der var nogle redskaber og arbejde med, og nogle ting man ikke måtte gøre. Og alle de ting der forstærkede hestens angst også, bare rolig det gjorde jeg flot! Fjernede trykket fra schenklen, hvis hesten blev lidt for opmærksom på noget, aede den på halsen og talte beroligende til den. Som Heidi skriver, så fortalte jeg min hest godt og grundtigt hvor dygtig den var at den blev bange, istedet for at jeg viste mig stærk. Lagde benene til hesten, drev den fremad, fordi jeg jo godt vidste at det ikke var farligt osv.

Den bog kan virkelig anbefales, for hun giver også værktøjerne til at mental træne sig selv, til at turde.

I dag rider jeg hvor som helst, og jeg elsker det. Det gør Annabel også. Og selv om jeg nu har redet ture i 1 år, så er jeg stadig høj når jeg kommer hjem.

Har oplevet lidt det sammen, men alligevel ikke ..
Kan lige forklare det lidt..

Det var til fastelavnsstævne her i februar hvor jeg red på det tidspunkt, jeg vandt min klasse - jubii, og fik muligheden for at ride en anden hest. Så den hoppede jeg op på, skridt gik rigtig fin, den reagere godt på mig og det hele, så bad jeg ham om at trave, men i stedet for at trave slog han over i en ustyrlig galop, efter 2 runder ( mener jeg ), tabte jeg den ene stigbøjle, holdte to runder til med en stigbøjle mens jeg hang ud over hans hals, så røg jeg af med ryggen & hovedet direkte i barrieren.. - fik et ordenlig slag i ryggen som jeg stadigvæk bøvler med, slog nakken, slem hjernerystelse + andre små knubs..
Min mor så det, og hun er så bange nu når jeg skal op på større heste ( ham jeg faldt af^^ var omring 170 ), Så når hun så er med mig ude når jeg skal ride på f.eks en større hest, så er hun bange, og det smitter jo så af på mig og hesten, hvilket går mig meget på.

Der er lige en der har spurgt om jeg evt. vil låne hendes vallak på 177, og har skrevet at jeg bare lige skal snakke med et sted om jeg kan få den opstaldet, så vil jeg gerne + jeg også ville have råd til det økonimisk, men mit problem er ikke HVOR den skal stå, men,. MIN MOR ?..

Altså, min mor skaber en slags panik i mig når hun er der og er bange.. Men alligevel prøver jeg at ignorere det og hende, og så fortsætte med at slappe af og det, tror det er det eneste man kan gøre..
Slappe af og overvinde sin frygt

^Mit råd ^

Uha som jeg kender følelsen - den der snigende, irriterende og utrolig vedholdende kyllinge-ting som sidder der i maven og bare vokser og vokser....

Psyken er en underlig størrelse....

Nogen vil siger det hjælper at synge - synge højt for sig selv.. Så kan man ikke være nervøs...

Jeg døjer desværre også med kyllinge-syndromet i øjeblikket, men kun på den ene hest.

Min gamle varmblodshoppe rider jeg alle steder og er aldrig utryg, selvom hunaf og til bliver bange og snurrer rundt.

Min fem-års connemarahoppe derimod tør jeg efterhånden slet ikke ride ud på. Hun har altid været sød og nem, men efter at have været i ridning kom hun tilbage som en hest, der er meget opmærksom på omgivelserne og ofte pludseligt springer til side for ting.

Dette har hun gjort nogle gange, og da min fysik ikke er så god, har hun tabt mig, så jeg nu ikke er tryg ved at ride ud på hende.

Det er dybt frustrerende, da jeg jo meget gerne vil afveksle vores træning, men jeg er simpelthen bange for at hun taber mig, så jeg får ikke taget mig sammen til at komme afsted.