Hejsa
Har selv haft noget forvirring om netop det samme. Havde tendens til at lægge vægten modsat af hvad jeg skulle. Tak til "dressur med Kyra" )

Schenkelvigning for højre schenkel - mod venstre:

Vægten til højre. Forestil dig, at du hjælper med vægten til at "skubbe/presse" hesten, i den rigtige retning.

Havde selv i ovennævnte tilfælde, tendens til at vægte mod venstre - fordi jeg var focuseret i denne retning, og havde venstre tøjle alt for langt ude, og "faldt"(vægtede) derfor mod venstre.

Venlig Hilsen
Lucky

- Hestens størrelse afgør, hvor højt dens hove skal løftes op...;-D

Så nu bliver du nok rigtig forvirret, for i Johannes Sørensens bog "dresur" står der :
(schenkelvigning for højre schenkel) rytteren retter blikket i bevægeretningen og læner sig en smule i samme retning for med sin vægt at hjælpe hesten på vej...
Personligt synes jeg også det virker logisk, eftersom man jo bla, bruger vægten til at fortælle hesten hvilken retning den skal gå.
Det skal selvfølgelig kun være ganske lidt,,, men.... det lader til der er flere opfattelser...

Ja...forvirring... Jeg har haft emnet oppe inde læseforumet, og de svar (læs: 1) jeg fik, havde også oplevet dette.

Men nu er det logisk nok for mig, at man skal "presse" hesten i den retning den skal - lige som hvis du skal flytte den på staldgangen, så presser du jo heller ikke i den side den skal flytte sig til. Men i den modsatte.

Jeg forestiller mig hestens ryg som midtpunkt, og hvis du vægter mod højre presser du hesten mod venstre og omvendt.



Venlig Hilsen
Lucky

- Hestens størrelse afgør, hvor højt dens hove skal løftes op...;-D

Schenkelvigning er som navnet siger en vigning for schenklen. Man skal altså ikke lægge vægten hverken til den ene eller anden side, hesten skal blot flytte sig for trykket af schenklen.

Hvis man vil hjælpe til med vægten så skal lægge vægten lidt til den side man vil bevæge sig. Hesten vil så forsøge at rette op på ubalancen og for at gøre dette så må den bevæge sig ind under rytteren.

Caro

"A good horse is never a bad color"
"Horses never lie"
"Considering the horse" af Mark Rashid.

Min træner siger at hesten 'søger' ligevægt og balance når man sider i sadlen. Flytter du vægten til venstre vil hesten 'søge' til venstre for at komme 'under' din vægt og få ligevægt igen. Så det må jo være til den side su skal du skal lægge vægten mest over i.

hmm... Vi laver schenkelvigninger ved at lade schenklen glide lidt tilbage og trykke lidt med den. Samtidig bruger vi sædet til at skubbe frem og let til siden med -dvs. vi bruger ben til sideføring og vægt til fremdriften.

Jeg har også lært at hesten både skal vige for schenklen og vægten. dvs., hvis du skal lave schenkelvigning til højre, lægges vægten i venstre side.

Men min erfaring siger mig at ryttere der prøver at eksperimentere med schenkelvigning uden at vide hvordan den udføres, har en tendens til at vælte hesten til den side den skal gå. Dette fører jo egentlig til at de giver den forkerte vægthjælp. Er der andre der har lagt mærke til dette, eller er det bare mig...???

VH. Christina J

Mht. til 'vægtforskydningen' i en schenkelvigning så forskriver alle de bøger jeg har læst på området, (og det er ikke så få) at man forlægger vægten til den modsatte side af bevægelsesretningen i en schenkelvigning.
Og det er også hvad alle de topryttere, hvis rideteknik jeg har kendskab til, de udøver i deres daglige dressur.
Jeg har heller aldrig mødt en underviser 'live' der påstod at vægten skulle lægges til samme side som bevægelsesretningen.
Personligt mener jeg at det er en stor fejl at gøre det fordi man derved både vil hæmme udvendige skulder, (specielt hvis man samtidig har en tendens ti lat falde fremover i øvelsen, -som mange ryttere gør.) og det udvendige bagben.

Johannes bog skulle da være den første jeg har set der angiver det modsatte.
Jeg må indrømme at jeg ikke er nået til afsnittet om Schenkelvigning i netop den bog endnu.
Jeg er dog i gang med at læse den.
Derfor kan jeg da også udtale mig om at jeg personligt finder at der er lidt for mange selvmodsigelser, 'nyopfundne fiduser' og andre spændende tiltag i denne bog.
Alt i alt imponerer den mig ikke.

Der er ganske mange ting man kan bruge i den, -men også mange muligheder for at gå galt i byen hvis man blindt tror på alt hvad der står i den.

Jeg har også et personligt kendskab til forfatteren og det harmonerer fint med indtrykket fra bogen.

Med Venlig Hilsen
Scarface

"Life is what happens to you while you're busy making other plans" -John Lennon

Sjovt nok har brug af schenkelvigningsøvelsen ikke vundet indpas i nogen form for erhvervsmæssig, praktisk ridning..
En cowboy eller en gaucho ville ikke finde det fornuftigt at bede hesten om at løbe væk, eller "vige" om man vil, fra rytterens vægt.

Jeg synes schenkelvigningen er ulogisk og svær at forstå, netop fordi dens princip er i så direkte modsætning til det, man ellers prøver at lære sin hest: Nemlig at følge sædet, dvs. rytterens vægt.
Det forekommer mig, at mange har svært ved at følge tanken bag schenkelvigning, da vægtspørgsmålet hyppigt dukker op her på HN.

Dejligt indlæg (1.halvdel), Scarface.

Venligst,
Tanja

Hejsa!

Må give Scarface ret i hendes betragtninger!
Det er den hjælp jeg også bruger når en hest skal lære schenkelvigning. Men når den så HAR lært det bruger jeg ikke vægten mere, men rider med sideførende schenkel op til udvendige hånd og ellers et fremaddrivende sæde!

Lidt en sjov ting, denne forskellige opfattelse, men den udspringer af mange "gamle anvisninger".
I mine allerældste ridebøger står der faktisk beskrevet at man har vægten i bevægelsesretningen, SAMTIDIGT står der sørme også at den sideførende schenkel skal ligge ved gjorden, og den modtagne schenkel bag gjorden for at forhindre at hestens bagpart kommer foran! Samme forklaring ligger også under forpartsvending med sideførende schenkel ved gjorden og den "modtagne" schenkel bag gjorden til at forhindre hesten i at vende for hurtigt!

Så det er klart at mange bliver forvirret, især hvis deres viden ligger på det teoretiske plan!

Man må på en eller anden måde konkludere at der ikke kun findes en metode og at dem der har sat sig ned og skrevet om ridning har en grund til at skrive det de gør!

En ting der kan forklare de forskellige meninger om samme sag, KAN være at nogle mener schenkelvigningen er en "forløber" for traversaden, hvor man jo netop sidder med vægten i bevægelsesretningen, men i min "terminologi" er vægten, HVIS den skal forskydes, altid forskudt til den side hesten er stillet/bøjet til! Så kan placering af schenkel diskuteres og igen handler det om at vi alle, ryttere som heste er forskellige og reagerer forskelligt.

Jeg syntes ikke schenkelvigning er en ulogisk og nytteløs øvelse. For mig virker den løsgørende og forbedrer hestens lydighed.
Mvh Dorte

He Dorte,

Du må da meget gerne uddybe, hvor det løsgørende ved schenkelvigningen opstår?

Hvis rytteren forlægger sin vægt, så hun arbejder mod den fælles bevægelsesretning, vil hesten vel uvilkårligt komme ud af balance i forhold til rytteren og vil derfor skulle spænde nogle muskler for at genvinde balancen. Rytteren opnår således det modsatte af afslappethed og løsgjorthed; nemlig en anspændthed med det formål at genoprette hest og rytters fælles ligevægt.

Venligst,
Tanja

Hej Tanja!

Skal gerne prøve at forklare hvorfor schenkelvigning er en løsgørende øvelse.
For at schenkelvigning er en løsgørende øvelse skal den selvfølgelig udføres korrekt og hesten skal lære den, men det er en "simpel" øvelse for ensidige hjælpere og uden bøjning, som man kan lære hesten lige så snart den har forstået de almindelige hjælpere. Hesten behøver ikke at gå til biddet for at lære/ udføre schenkelvigning, men skal fremme for hjælperne.

Hesten skal netop være helt ligeudrettet i hele rygsøjlen og med en let stilling i nakken modsat bevægelsesretningen. En ikke samlende øvelse, som heller ikke øger hestens samling. Nogle kan få den fornemmelse at en schenkelvigning er samlende, men det er fordi den netop løsgører hesten og derefter gør den lettere at samle!
Naturligvis skal rytteren ikke forlægge sin vægt så hesten kommer ud af balance, men følge OG ride hesten frem med et øget tryk på indvendige sædeben uden at miste kontakten på udvendige tøjle. Men man ser ofte at ikke øvede ryttere hænger ud på siden med knækket hofte og forbøjer hesten og så har du ret, så virker det ikke løsgørende, men gør øvelse SÅ svær for både hest og rytter.
Når "teknikken" er på plads og hesten udfører øvelsen for lette hjælpere er det en let øvelse både at ride ind i og ud af. Den øger smidighed i skulder, hals, ryg m.m. samt lydighed. Når hesten kan glide ind og ud af schenkelvigningen og man uden besvær kan ride schenkelvigning f.eks om midterlinien er hesten løsgjort. Schenkelvigning kan udføres på langsiden, diagonalen, volte tilbage og i cirkelvolter.
En god øvelse under opvarmning og gerne i letridning.

Et godt sted at "starte" indlæringen både for hest og rytter er ved at vende ned af midterlinien og istedet for at ride volte tilbage ride over mod langsiden på samme volte som man kom fra. Så skal rytter og hest ikke omstille sig men kan bevare trykket på indvendige sædeben fra vendingen, lægge den sideførende schenkel lidt tilbage og ride op til udvendige hånd, som stadig er den samme fra vendingen. Derefter kan man begynde at ride den på cirkelvolte hvor indvendige schenkel fører hestens bagpart lidt ud af volten, det er faktisk ganske nemt og øger forståelsen for hvor let øvelsen er. Øvelsen afbrydes ved at man rider forparten ud på plads igen. Men mange ryttere starter med at lære sig selv og hesten det på diagonalen, hvor man så skal omstille og skifte vægt og ofte derved mister fremaddriften.

Jeg har somme tider når ryttere har gjort øvelsen til et "kunststykke" og de ikke har kunnet forstå det "simple og lette" i øvelsen og derved overdrevet deres hjælpere, bedt dem at ride den i en god arbejdstrav og letridning på diagonalen uden at kigge ned på hesten men fremad i bevægelsesretningen hvilket så har lykkedes.

Altså, en løsgørende øvelse for ensidige hjælpere som egentlig "bare" betyder at hesten viger for den sideførende schenkel. De samlende øvelser kommer når man begynder at ride med diagonale hjælpere som i travers, piouetter m.m.

Mvh Dorte

Hej igen Tanja!

Glemte at kommentere om en schenkelvigning bruges i andet end den klassiske dressur!
Det mener jeg bestemt den gør, men man er bare ikke "klar" over det! De fleste ryttere anvender schenkelvigning og forpartsvending på et eller andet tidspunkt. Det jo bare er øvelser, måske forfinede, der behersker hesten, men "udført" på en ridebane!
Hvis en hest viger for en ting og man vil ha' den "tilbage i sporet" bruger man jo schenkelvigning uden at tænke nærmere over det, det er jo bare en "flytning" af hesten til siden istedet for fremad eller bagud.
Når man skal åbne et led til hest og vil ha' hesten nærmere, når man skal nå sin jakke på barrieren, skal række en anden rytter sin pisk....der er masser af situationer hvor en hest flyttes til siden uden at rytteren spekulerer det mindste på teknik og bare gør det.

Mvh Dorte

Hej Dorthe,

Tak for din omhyggelige forklaring i dit første indlæg.
Jeg forstår, at en bevidst rytter som dig vil kunne have fordel af den simple schenkelvigning i hestens tilridningsfase. Desværre ser man (=jeg) ofte schenkelvigning praktiseret på alle de mange forkerte måder, du og andre har beskrevet undervejs i denne debat.

I dit andet indlæg spørger du, om "schenkelvigning bruges i andet end den klassiske dressur". Da må jeg lige korrigere: Schenkelvigning regnes IKKE for at høre til de klassiske sidebevægelser. Klassiske sidebevægelser er versade, travers og variationer heraf.

En klassisk forpartsvending er således en øvelse, hvor hesten i en renversal (dvs i princippet en traversal) bøjning fortager en vending centreret omkring forparten.


Erhvervsryttere, der manøvrerer rundt på deres heste hele tiden, tænker selvfølgelig ikke bevidst på fx at nærme sig en ko i en traversal bøjning. Rytterens bevidsthed er optaget af at løse den konkrete arbejdsopgave. Dette forudsætter selvfølgelig, at hesten er skolet i at følge rytterens vægt, inden den tages i brug som arbejdshest.


Jeg har en sidste indvending mod schenkelvigningen - eller måske bare en understregning af, hvorfor schenkelvigningen kun kan være relevant i uddannelsens begyndelse:
I dit sidste indlægs anden halvdel skinner det igennem, at schenkelvigning - som øvelsen jo siger - indebærer rytterens brug af sideførende schenkelhjælp.

Jeg flytter også tit min hest sidelæns, men jeg bestræber mig på at gøre det primært med udgangspunkt i vægthjælpen. Jeg forlægger min vægt - og så skulle hesten gerne følge efter. Traversadens princip - at hente hestens udvendige bagben ind under tyngdepunktet - fører den velskolede hest sidelæns uden brug af schenkel.

Jeg tror, der er en forskel på, om rytteren tænker "travers = udvendige bagben ind under rytterens vægt", eller "schenkevigning - flyt hesten for schenklen".
Forskellen er måske subtil, men jeg tror det er fremmende for ridningen, at rytteren mere eller mindre bevidst forkuserer på "vægt" som sin fineste måde at kommunikere med hesten på, frem for at rytteren primært tænker i "schenkler".


Tak for saglig debat,
Tanja

Hej Tanja!

Ja, det er dejligt med en saglig debat, men også nemt at "tale" en smule forbi hinanden på skrift, fordi man måske i læsningen lægger tryk på andre ord end de tiltænkte da de blev skrevet.
Andre ting kan misforståes....når jeg skriver den klassiske dressur, mener jeg den "helt almindelige dressur" idet at ryttere på min alder, er 45 år, jo er opflasket med at det vi red/rider er klassisk dressur, det som før hed skoleridning. Idet du korrigerer mig går det jo "op for mig" at ordet klassisk dressur har skiftet mening....hmmm....tror du forstår hvad jeg mener. Hvad der så er klassisk dressur kan jo diskuteres, ligeså vel som hvad der er rigtigt og forkert. Mange at grundbegreberne er ens, men ligeså mange er forskellige. F.eks. er det blevet "tilladt" at "grundarbejde" en hest i skridt på tøjlen, forlange samling i skridt meget tidligt i den unge hest's uddannelse, hvilket ligger meget langt fra min opfattelse af dressur. Igen ligger der også her en forskel i hestematerialet. Den dressuer jeg kalder den klassiske ønsker heste frigjorte, med gode rummelige bevægelser, sving, god overtrædning m.m...hvor man i det der nu kaldes klassisk dressur hælder mere til heste af baroktypen....kortere, kraftigere heste, gerne med naturligt benløft, en god takt som nærmest "ikke kan ødelægges", men ikke med "kæmpe" bevægelser!
Allerede i valget af hestetype vises en forskel på ridningen.


Jeg er lidt "ked" af du skriver :"at du ofte ser schenkel vigning udført forkert som jeg og andre beskriver"....uden yderligere kommentar.

Jeg vil tro at hvis vi satte os op på samme hest vil vi udføre øvelserne ens. Men at vi beskriver hjælperne forskelligt, lægger mere eller mindre vægt på de forskellige hjælpere, alt efter hvilken hest vi rider på, dens uddannelsesgrad, smidighed, lydighed!
Når jeg rider schenkelvigning eller andre øvelser på mine ene hest, blir' jeg ofte spurgt HVAD jeg gør, for hjælperne kan ikke ses....og umiddelbart gør jeg heller ikke ret meget, men jeg TÆNKER øvelsen. Jeg har den fornemmelse at jeg rider hesten med hjernen, at jeg "sender" billeder "ned" til ham og at han læser mine tanker/billeder og bare følger mig! Hvilket selvfølgelig ikke er sandt, men udspringer af et samspil han og jeg har. Jeg KAN faktisk ha' svært ved at forklare hvad jeg gør på netop ham, for jeg tænker aldrig over det, vi udfører det bare sammen! DET kan ikke forklares videre til en rytter der skal lære en schenkelvigning eller andre øvelser...det nytter ikke at sige:"tænk øvelsen, send billederne ned", for rytteren kan først udføre øvelsen når han/hun har mærket hvordan den føles.

På andre af mine heste og under indlæring af schenkelvigning må jeg give tydeligere hjælpere, men helt enkle hjælpere, simple hjælpere idet schenkelvigning ER en simpel øvelse.

Jeg ved ikke helt om jeg misforstår dig! Sammenligner du schenkelvigning med travers? Det er for mig to vidt forskellige øvelser på to vidt forskelleige uddannelses stadier. Hvor netop schenkelvigningen er løsgørende og traversen samlende. Hvor hesten i den ene øvelse er helt "åben" i bevægelsesretningen med stor skulderfrihed, da den er stillet til modsatte side, lærer at vige for schenkel (hvilket ikke er ensbetydende med at den flygter for schenklen, men betyder at den bevæger sig væk fra den side pågældende schenkel er) og som hører hjemme i den lette dressur, hvorimod traversen som arbejder diagonalt kræver/giver en helt anden samling, idet det kræver hesten er sat bagtil og bærer sig her, for overhovedet at kunne udføre øvelsen.

Jeg er ikke enig i at travers kan rides uden brug af schenkel og for sæde alene. Jeg er enig i at man kan ha' en hest der går for så fine hjælpere at det kan føles som om man ikke bruger schenklerne, men uden den sideførende udvendige schenkel der bøjer hesten om indvendige fremaddrivende vil de færreste heste forstå hvad der forlanges af dem.

Men tak for en spændende og saglig debat!

Mvh Dorte