I virkeligheden signalerer disse mundbevægelser ikke: "Jeg underkaster mig i et og alt din vilje" selvom HMS-guruer siger det. Tyggen og smasken er (i visse tilfælde) et dæmpende signal. (Aggressions)dæmpende signaler har til hensigt at signalere til et andet dyr, at den der sender signalet ikke er farlig og derfor kan den aggressive part godt skrue lidt ned for blusset. Signalerne har til hensigt at sikre, at dyrene i en flok ikke skader hinanden til ugunst for flokken.
Hvis det dæmpende signal vises i en ressource-konkurrence, hvor 2 heste strides om en ressource som foder, så har det til hensigt at vise, at hesten trækker sig og overlader denne ressource til den anden hest, men det har ikke noget at gøre med, at den hest der i dette sekund trækker sig altid og for evigt underordner sig den anden hest i enhver henseende.
Din hest napper for at lege eller tigge. Heste kan IKKE provokere... Jeg synes så ikke det er en meget god idé at lege med sin hest, for det kan gå grueligt galt.
Det er faktisk også sådan, at når heste leger, så er den, der generelt er højst rangerende også den, der spiller lavest rangerende, ellers tør den lavere rangerende ikke lege, så signalerne er slet ikke så entydige og simple som nogen fremstiller dem som værende.
Det vigtigste i omgangen med hesten er den sikkerhed man har INDENI. Man behøver ikke at snakke hestesprog for at hesten kan mærke ens sikkerhed eller usikkerhed, og selv den bedste efterligning af hestesprog vil ikke snyde en eneste hest i verden, hvis man i virkeligheden er rystende nervøs indeni.
Derfor er din indre følelse helt afgørende for, hvordan hesten opfatter dig.