Mange bruger det som et middel til at løsgøre hesten fortil; dvs at man tager i tøjlen, og bøjer halsen på hesten, og så slipper man først, når hesten også giver efter, og så er det den stærkeste, der vinder.
Problemet er bare, at man på den måde kun forlanger af hesten, at den giver efter fortil ved at man sidder og hiver i den, og at eftergivenheden ikke kommer, fordi den arbejder korrekt i overlinjen.
Man bøjer gerne hesten så meget, at den ikke kan se, hvor den skal sætte sine ben, og så man tvinger den ud af balance, og at det så er derfor den evt. slipper sit tag i tøjlen.
Min hest blev under alle omstændigheder kun mere stiv af det i længden, og heldigvis fik jeg så en berider, der kunne vænne mig af med det igen.
Rent logisk, giver det vel egentlig heller ikke ret meget mening at forlange af hesten, at den skal bøje sig på en måde, den aldrig bliver bedt om under det "rigtige" dressurarbejde og som det aldrig forlanges i øvelserne i dressurprogrammerne?
Jeg kunne måske umiddelbart godt forestille mig, at man kunne bruge smidighed som et argument for at gøre det, men for mig giver det ikke mening at træne det på dén måde, og mens hesten er i bevægelse.
Smidighed kunne fx meget let trænes på staldgangen, hvor hesten kan tage gulerødder mv. ved sin egen skulder. Det kan den tilmed synes er ganske sjovt.
Jeg synes som regel, man kan regne ud, når noget er ubehageligt for hesten ved at forsøge at gøre det selv.
Sååå: ned på alle fire og se, om du selv ville synes, at det føles sjovt og rart, hvis du skulle bøje halsen til den ene side, så du ikke kan se, hvor du kravler henne (husk, at du skal være i bevægelse - for hesten sker det ofte trav; så det skal gå ret hurtigt) og samtidig skulle slæbe rundt på en sæk kartofler, der sidder og hiver dig i munden? Nej, vel?