Først indledning med baggrund: Jeg rider en hoppe på 8 år. Hun har tidligere været lidt af en problemhest, og har af bl.a. samme grund kun været redet i korte perioder af to gange - nemlig da hun blev tilredet og igen for et par år siden. Jeg startede med hende for en måned siden, hvor hun inden havde levet som foldbums i nogle år, omend dagligt i menneskerhænder.

Den første uge, hvor jeg var på ryggen af hende, havde vi mange uoverensstemmelser. Jeg måtte tale med store bogstaver for at få hende til at forstå, at frem betød frem og ikke bukke og stejle og vende om. Det er vi da heldigvis ovre nu.

Hun er det mest sensible hest jeg har redet. Hun er bange for at blive rørt i munden, hvilket giver sig udslag i, at enhvert tilbagetag i tøjlen er noget hun vil flygte fra. Al anholdende hjælp foregår derfor for lænd og sæde med en hånd der står i mod, men ikke selv anholder. En stor udfordring, synes jeg, ikke at måtte tage tilbage i tøjlen på en hest, der i panik springer frem og speeder op! Her er altså et problem i munden: Hesten er bange for rytterens hånd.

Samtidig bruger hun en undvigemanøvre, der udarter sig i at pludselig rive hovedet frem og ned mellem benene (når det er ekstra slemt sætter hun i fuld firspring samtidig). Det er en udfording at blive siddende i sadlen og ikke ende ude på halsen af hende. Min taktik er at side i mod så godt jeg kan, klemme med knæene, ikke tage tilbage i tøjlen, men heller ikke lade hende trække tøjlen ud af hænderne på mig. Igen halve og hele parader kun for lænd og sæde. Jeg tror, at denne stritten i mod "rammen" tildels kan skyldes, at hun af sig selv går i en meget samlet og sat ramme, som hun slet ikke er stærk nok til at gå i. Naturligvis strammer det, og hendes modsvar er så at bryde ud af denne ramme fremad. Jeg forsøger at ride hende længere og flader og mere "unghesteagtigt", men hun er en tændt dame, der let bliver hysterisk.

Som sagt er hun tændt. Hun tapsveder og pruster med næsebor så store som underkopper. Jeg rider hende stille og roligt og forsøger at berolige hende. Jeg laver mange overgange til skridt og øver at falde til ro i skridten inden vi fortsætter i trav. Jeg skælder hende meget sjældent ud, da det kører hende op, men er det nødvendigt er det kun for stemmen, som hun reagerer meget stærkt på.

Jeg rider hende på et almindelig hult bid af rustfrit stål med faste bidringe. Jeg kunne godt tænke mig, at biddet skulle være det blidest muligt for hende, så jeg kan minimere det ubehag hun føler. Hvad mener I er det blideste bid? Eller skulle man forsøge sig med en hackamore? Målet skal selvfølgelig være en tryg hest, der kan gå på et almindeligt trensebid, men skulle vi en overgang ride med noget andet, ville det være fint, hvis det kunne være med til at oparbejde hendes tillid til rytteren og dennes hånd.

Altså en svær hest, men med meget dejligt gangarter og eksteriør. Jeg tror jeg griber hende an på en fornuftig måde alt i alt. Jeg vil dog meget gerne høre jeres tanker og erfaringer - både med bid mm, men også med denne type hest generelt.

Jeg kan fortælle, at tænderne er blevet tjekket professionelt uden anmærkninger, samt at hesten er blevet tjekket af dyrlæge.