En klikker er en lille metal- og plasticdims, som siger et højt klik, når man trykker på den. Man bruger den på den måde, at man klikker i præcis det splitsekund, hvor dyret gør noget rigtigt, efterfulgt af en godbid, efter at man har lært dyret, at klikkeren dels er et markeringssignal af, hvornår den helt præcist gjorde noget rigtigt, og dels et signal om, at en godbid er på vej.
Klikkertræning bygger på indlæringsprincipperne positiv forstærkning og shaping. Positiv forstærkning er en handling, der forøger hyppigheden af en adfærd – altså noget, der får hesten til oftere at gøre det, som den klikkes og belønnes for. ”Modsætningen” er negativ forstærkning – her giver man hesten en påvirkning – en eller anden form for og grad af ubehag som ophører, når hesten gør det ønskede – hvorefter den ignoreres (i den negative forstærknings rene form, ofte følges den rigtige handling selvfølgelig af en belønning i form af ros, klap eller godbid).
Et eksempel på brug af positiv og negativ forstærkning kan være tilbagetrædning: Ved positiv forstærkning alene bringer man hesten i en situation, hvor den af sig selv vælger at træde tilbage – fx trækker den ind i en smal passage, hvor den er nødt til at bakke for at komme ud. Så snart hesten tager det første tilløb til at bakke får den et klik og en godbid. Man gentager nogle gange og hurtigt forstår hesten, at den får klik og godbid, hvis den bakker. Så snart den har forstået, hvad der ønskes af den, sætter man en kommando på, fx ordet ”bak” eller hvilket signal man ønsker at give, og fortsætter med at klikke – først for det mindste forsøg, senere fx først når hesten bakker villigt 3 skridt tilbage – man forøger langsomt kravene, så man ender med en hest, der ikke bare træder tilbage, men også træder tilbage som man ønsker det – fx ligeud, villigt og uden at slæbe hovene og så mange skridt som man ønsker. Man opnår herved at hesten finder ud af, at jo bedre den udfører øvelsen, jo flere belønninger får den.
Forskellen mellem brug af klikker efterfulgt af godbid og bare en godbid er timingen. Giver man bare en godbid, er man tvunget til at vente med belønningen til efter hesten har udført øvelsen og hesten ved som regel ikke, hvad det helt præcist var, den blev belønnet for – blev den belønnet for at springe højt eller for at springe hurtigst muligt og stoppe op for at få godbidden?
Indlærer man det samme ved (udelukkende) negativ forstærkning starter man fx med at trykke hesten på bringen, og så snart den lægger vægten bagud eller træder et lille skridt tilbage ophører man med at trykke på bringen og gør ellers ikke noget. Derefter gentager man trykket og holder op når hesten træder tilbage som ønsket – igen er belønningen udelukkende ophør af det ”ubehagelige” – at man trykker den på bringen.
Forskellen mellem negativ forstærkning og straf er, at hesten har en mulighed for at bringe det ”ubehagelige” til ophør ved at gøre det ønskede, mens en straf forfalder når hesten HAR gjort noget forkert, og den har ingen som helst mulighed for at få straffen til at ophøre.
Ved en kombination af positiv og negativ forstærkning trykker man hesten på bringen, ophører med hjælpen når den træder tilbage og roser eller klikker og belønner den. Kombinationen af negativ og positiv forstærkning er det mest effektive, og negativ forstærkning kan simpelt hen ikke undværes, da enhver hjælper faktisk er en negativ forstærkning, men ved den positive forstærkning opnår man yderligere den fordel, at hesten vil anstrenge sig for at gøre det rigtige, da den får mere ”løn” jo bedre den udfører øvelsen – modsat vil negativ forstærkning i den rene form få hesten til at gøre præcis så meget, at den undgår det ”ubehagelige” men ikke til at anstrenge sig yderligere, da der jo ikke er mere at opnå end ophør af det ”ubehagelige”.
Shaping betyder, at man gradvis indlærer en handling – man forøger hele tiden kravene lidt, men kun så lidt, at hesten kan kapere det og ikke reagerer voldsomt. Et eksempel på shaping er hesten, der skal have sadel på for første gang: Ved shaping rører man den først over det hele med sadelunderlaget, lægger det på ryggen af den og gør den helt tryg ved dette, derefter gentages proceduren med en elastikgjord som spændes om maven, når hesten er helt tryg ved den. Derefter går man videre med en longeringsgjord og til sidst sadlen, som først spændes, når hesten er helt tryg ved den.
Ved shapings modsætning, flooding, holder man hesten fast, lægger sadlen op på ryggen af den, spænder den fast og lader hesten bukke det, den vil. Når hesten falder til ro igen tager man sadlen af, hesten får en pause, og man gentager proceduren indtil hesten ikke længere reagerer på sadlen.
Selv ved shaping er der ingen garanti for, at hesten ikke bukker når den første gang mærker gjorden stramme, men som regel bliver reaktionen slet ikke så voldsom som ved flooding, og man risikerer ikke så nemt, at hest eller mennesker kommer til skade – flooding kan give heste (og mennesker) traumer og er ikke en metode, der kan anbefales. HVIS flooding ikke giver traumer er det meget effektivt, men man får nogle meget voldsomme reaktioner fra hestene, som jeg synes er meget uhensigtsmæssige og efter min mening bygger metoden på undertrykkelse af hesten – den kan KUN slippe for det ubehagelige ved at finde sig i det, mens kan ved shaping ”spørger” hesten, hvornår den er klar til næste skridt – man opnår de bedste og mest varige resultater ved så vidt muligt at arbejde med en løs hest, som kan vælge at gå væk fra en, hvis man udsætter den for noget, den ikke kan klare.
I praksis bruger man selvfølgelig både positiv og negativ forstærkning, shaping og flooding samt belønning og straf, men i klikkertræningen bestræber man sig på i videst muligt omfang at belønne det ønskede og ignorere det uønskede.
Skal man tage stilling til, hvor ”natural horsemanship” metoderne hører hjemme her, så kan man sige, at det er en forudsætning for ethvert samarbejde med hesten, at hestens og menneskets rangorden er fastlagt, men med klikkeren får man yderligere et redskab til at indlære detaljer. Mange tror, at ”hestehviskere” udelukkende bygger deres træning på dominans, men også de bruger, når rangordenen er fastslået, ovennævnte indlæringsprincipper – uanset hvor meget man dominerer sin hest, så forstår den ikke af den grund, hvordan den fx skal udføre en korrekt versade. Efter min mening opbygger man med klikkeren, og i det hele taget ved tankegangen at gøre det ønskede så behageligt som muligt for hesten, også et stort venskab med sin hest, som man ikke alene kan opnå ved at fastlægge dominansen.
|
Se mere Natural Moosemanship & mine tegninger 
)