Det lyder jo totalt grotesk. Jeg harpå sidelinjen været med til at en far er blevet dømt totalt uegnet, så der var statamtet helt ok. Alt andet ville have været mishandling!

Mon ikke hende damen du har haft kontakt med, var galt afmacheret?

Når dette er sagt, undrer det mig, at du overhovedet ønsker at din søn skal have noget med den mand at gøre. Han lyder ikke som om han tager sit ansvar som far alvorligt. Var jeg i dine sko ville jeg prise mig lykkelig for at det hele ikke drejede sig om at holde faren væk fra barnet...så slipper du for det.

Det kan også være jeg misforstår dig, men hvorfor er det så vigtigt at have den far i jeres liv? Er det ikke bedre uden ham?

Damen som "vi" har til at styre møderne, sidder jo på statsamtet(idag statsforvaltningen)- så hun burde jo gøre hendes arbejde korrekt...??

Jeg ønsker heller ikke, at have faderen i mit liv. Tværdimod ville jeg ønske, at jeg kunne undgå at se ham- ikke bare for min egen skyld- men for den sags skyld også for drengen. Han er en rigtig dårlig far og det har han altid været. Jeg var dog dum nok igennem 5 år, at tro at han ville blive bedre.

Han tager nemlig ikke sit ansvar som far alvorligt, og har aldrig gjordt det.

Men idag er reglerne desværre blevet sådan, at faderen har ret til, at se sit barn- man kan ikke nægte ham det- uanset hvor dårlig en far han er. Vil jeg ikke udlevere ham til faderen, kan faderen hente drengen med hjælp fra fogeden og politiet.

Han tvang sig til at se ham og nu henter han ham ikke engang.

Jeg har endda kendskab til en familie. Hvor faderen forsøgte, at brænde sine 2 piger inde overlagt. Han ville dække over hans overgreb på de 2 små piger. Men heldigvis opdagede nabo konen, at der var noget galt, og fik pigerne ud i sikkerhed.

Faderen til disse piger sidder i fængsel idag, dømt for at prøve at tage livet af dem og for overgrebene på dem. MEN på trods af det, så tvinger statsforvaltningen og kommunen disse piger, til at besøge deres far i fængslet!!!!! Psykotisk indstilling må jeg sige.

Ja det er ikke altid nemt i dag...reglerne er desværre ikke altid til for børnene...

Men tror bare du skal prise dig lykkelig over at han ikke dukker op...selv om det selvfølgelig er svært at planlægge noget i de weekender. Men du kan måske bruge det senere, at han ikke har vist interesse i at ha sønnen i hans weekender...

Nej jeg synes bestemt heller ikke, at de nye regler er til for børnene. De er der for fædrene til børnene.

Jeg synes det er frygteligt, at tænke på, at faderen kan blive væk 5-6 år af sit barns liv også lige pludselig dukke op og kræve sin ret til barnet. En ret han egentlig fra sagde sig da han skred.

Jeg er meget lykkelig for, at han ikke har givet lyd fra sig. Det viser bare igen hvor dybt ustabil den mand er. Men også, at jeg har purken hjemme, hvor jeg ved han bliver passet og passet på!

Jeg ved min mor skriver ned hver evig eneste gang mine to søskendes far svigter, for hun kan bruge det senere hen i at påvise at han er fuldkommen ustabil.

Så hold regnskab over hvor mange gange han svigter, - og hold på din ret, du skal ikke lade sådan en dame snakke dig henover hovedet, man skal være ret vedholdende overfor dem.

Det har min mor ihvertfald erfaret, - de er snotlangsomme og snotdumme ærlig talt.

Min mor kæmpede siden julen '06, for at få nogle ting på plads omkring mine søskendes fars datter, dvs mine halvsøskendes halvsøster *GG*

- Min mor tog hende ind, selvom hun ikke boede med faren til børnene.

De har nu her skrevet et brev om at sagen droppes da de ikke mener de kan nå det inden barnet fylder 18 her d. 1 november

- Latterligt!!!

hmmm jeg sidder lige med en tanke, jeg er nødt til at komme ud med. Det skal ikke opfattes negativ eller som kritik af dig, men jeg spørger udelukkende bare fordi jeg simpelthen ikke forstår det.

Nu har du og de andre kvinder der er i lign situationer, jo selv på et tidspunkt valgt at få børn med disse mænd = ukompetente fædre. Hvad er grunden til dette, kender man virkelig ikke hinanden så godt at man burde vide hvordan den anden er som forældre. Når man vælger at få børn sammen, er det vel ikke kun et ønske om at ville have et barn, men også fordi men ser sin partner som en egnet forældre, eller er jeg helt galt på den ? jeg kan nok ikke sætte mig ind i situationen om at man ikke kender sin partners holdning til forældrerollen, når man vælger at ville have et barn sammen.

Eller ser man bort fra dette, fordi man selv ønsker sig et barn og tænker at pyt med at kæresten ikke bliver så god en far (eller mor), så klare jeg det bare selv ?????

Ja jeg er ganske uforstået, har bare meget svært ved at tro at man kan tage så meget fejl af sin partners evner som forældre. og uanset hvor meget man ønsker sig et barn, burde man jo ikke få det sammen med sin partner hvis man syntes han/hun er ukompetent som forældre, for så kan man jo netop meget nemt riskikere at ende i den situation du og mange andre kvinder står i.

Mig og kæresten venter vores første barn til mart. Han er 28 jeg er 27, vi har kommet sammen i 9 år og boet sammen de 8 år dem ca. Så jeg kender ham virkelig på godt og på ont. Jeg kender til hans forældre, søskende osv. og ved hvordan hans egen barndom har været. Jeg kender hans holdning til børneopdragelse og til han forhold til børn i det hele taget. Kort sagt, så har jeg et klart billed af hvordan han blive som far og jeg er ikke i tvivl om at han bliver alletiders. Han er yders omsogsfuld, kærlig, tålmodig og ja jeg kunne blive ved. men som sagt har jeg et rimelig godt billed af hvordan han blvier som far. Hvis jeg mente han ville blvie en dårlig far ville jeg da aldrig drømme om at sætte et barn i verden med ham.

Hjælp mig med at forstå dette. Er det fordi man for hurtigt får børn sammen inden man lære hinanden ordentligt at kende, eller ser man bare bort fra hvordan man mener den anden part bliver som forælder.

For jeg kan virkelig ikke i min vildeste fantasi forstå hvordan man kan leve sammen i et parforhold, og så alligevel ikke kende hinanden så godt. Man må da for pokker vide om den anden part er bare nogen lunde egnet som forældre, og hvis man ikke mener han/hun er det, HVORFOR vælge man så at få et barn med vedkommende.

Dette er ikke ment som kristik af dig eller nogen. Jeg føler med dig og den uheldige situation du står i. Ikke mindst af hensyn til din søn, det er trods alt ham det går ud ove i sidste ende desværre.

Jeg er bare så uforstående over for dette, at jeg tit har haft lyst til at spørge, og ja nu gør jeg det altså.

Håber du har lyst og overskud til at svare på dette

tro mig mænd ændrer sig når man bliver skilt.. de kan være nok så søde fædre, mænd mm.. men når man først er skilt, så viser der sig en hel anden mand.

mænd kan være underlige, meget underlige.

og ja, jeg taler af egen erfaring, desværre.

Mette

Trueslund:

Lige det jeg ofte har spekuleret over... Godt spørgsmål

Mette:

Selvfølgelig kan man ændre sig i forb. me skilsmisse, men så er det vel ofte i form af bitterhed og lign. Jeg nægter at tro på, at nogen ændres i grundlæggende værdier og holdninger, fordi man er blevet skilt...