Med henvisning til et tidligere indlæg jeg har skrevet om mine frustrationer mht. vores lille pige og hendes gråd, kommer der her en efterfølgning.

Vi havde jo sundhedsplejeske på i går og hun satte en hel masse i perspektiv og gav os en hel del gode redskaber at arbejde videre med. Hun sagde bla. også at vi skulle tage vores lille pige op og trøste når hun er ked af det, da hun øjensynlig trænger til tryghed og nærvær.

Disse ting har vi så gjort, men nu er det så sådan at jeg føler mig som en kængurumor. Hele dagen i dag har jeg trampet rundt med hende hængende på min arm og hver gang der har været ro på, og hun har virket til at være lang væk i drømmeland, har jeg så prøvet at ligge hende ned i sengen. 5 min. efter er den så gal igen, og hun hyler op - utroligt at hun ikke vækker sin bror!!! Nu står jeg så i den dumme situation, at jeg føler at jeg svigter hendes bror, for han vil jo også gerne have nærkontakt, men jeg er jo hverken kænguru eller blæksprutte.

Åh suk hvor er det altså hårdt med tvillinger - løsningsforslag modtages med kyshånd.