åhh hvor jeg dog lige trænger til at komme af noget galde lige nu.
så vær sød at bære over med mig og ubehagelige bemærkninger, men jeg er bare ved at gå helt op i limningen 
Jeg er i uge 33 og har en snert af bækkenløsning. slet ikke så slemt som jeg kender mange andre har det, men slemt nok til at jeg ikke lyster trapper og tunge løft mere, for jeg får nogle virkelig ubehagelige jag som trækker tårer frem. 
Svigermekanikken bor i et gammelt hus på 3 etage uden elevator. nu er det jo så snart påske, og allerede for længe siden (2-3 uger) inviterede de til påskemiddag. Og jeg takkede nej, for jeg magtede ikke at skulle igennem sådan en omgang tortur for at sidde på en hård stol og lade som om at jeg ikke havde ondt bare for at glæde dem. 
jeg gjorde meget ud af at forklare både for svigermor og far at jeg virkelig var ked af at jeg ikke kunne komme, men nu forholdt det sig sådan at det ville gøre for ondt at komme op til dem på besøg, hvilket jeg håbede de forstod. det lød det egentlig til at de gjorde, og for en kort bemærkning tænkte jeg: ej hvor herligt - de forstod mig virkelig - og jeg var helt glad inden i 
MEN så ringede svigermor og spurgte hvrodan det gik - jamen det gik jo egentlig rigtig godt - jeg har været velsignet med en rimelig nem graviditet når man tager alt i betragtning. Jamen så var det jo heller ikke noget problem at komme op til dem i påsken!!!
igen måtte jeg lige forklare at nok havde jeg det godt, men hun skulle alligevel ikke regne med mig.
en uges tid senere ringede svigerfar og det var heldigvis Kæresten der tog den. og jeg kunne høre ham fortælle at ej det blev kun ham der kom i påsken, for jeg skulle ikke udsættes for smerter, der kunne undgås (gud hvor jeg elsker min fyr - han er virkelig en støtte) 
i dag ringede svigerfar så lige igen og spurgte hvordan det gik, og jeg kan da godt mærke at jeg er kommet i uge 33 nu, så jeg er blevet lidt mere påpasselig med at tage en pause i ny og næ. Svigerfar kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke kom og han ville da lige sætte en stol op til mig på trappen, så jeg kunne holde hvil på vej - for han kunne jo ikke love mig at han kunne bære mig 
hvad sker der - jeg skal jo ikke med !!!! og jeg kommer ikke !!! normal er jeg en tålmodig person, men at opleve gang på gang at mine holdninger til min egen krop og graviditet ikke bliver hørt eller accepteret - jeg kan simpelthen ike klare det. 
Først blev jeg ekstremt gal, og fik med møje og besvær stemmen bragt i en rolig tone og fik sagt at det var meget venligt af ham, men jeg kom altså ikke - lige meget hvor mange stole han satte op og hvor meget han end forsøgte at løfte på mig.
og bagefter havde jeg egentlig ikke lyst til at snakke mere med ham, så jeg kom med en dårlig undskyldning om at der stod en nabo ved døren og blev nødt til at smutte, og bagefter græd jeg bare som pisket
- hvorfor kan de ikke forstå at jeg gør det ikke med vilje og det er jo kun en kort periode at jeg ikke er tilrådighed for dem. Jeg kan jo ikke styre hvad graviditeten gør ved min krop for dælen da ... 
Lige nu er jeg allermest ked af det, men jeg ved også at om lidt tid kan jeg grine af det igen - men øv hvor gør det dog ondt lige nu - man skulle tro at kommende bedsteforældre havde mere forståelse, men der har jeg bare været lidt uheldig med mine svigerforældre 
puha sikke en smøre - hvis nogen af jer fik læst til ende, så tusind tak for det
jeg havde bare lige brug for at sidde og tude lidt for mig selv 
de kærligste hilsner
Mithril